ego.jpg

Vi anvender i dagligdagen begreber om os selv og hinanden som ‘jeg’, ‘person’, ‘ego’, ‘identitet’ og ‘selv’ uagtet at det ville være vanskeligt at redegøre for nøjagtigt, hvorved disse familære begreber adskiller sig fra hinanden. Fælles er de om at indramme relativt stabile træk i psyken, men hvad er særligt for dem hver især, anskuet fra et psykologisk perspektiv?

Lad mig starte med egoet, der for for mestendels en upersonlig instans i psyken, der varetager de styrende og regulerende funktioner. Egoet har som bekendt særlige bånd til den psykoanalytiske tradition, i hvilken den tjener en medierende rollen mellem driftspresset og de internaliserede idealer og normer således, at en handledygtig og realitetsbaseret omgang med omverden kan opretholdes. Om end et dynamisk begreb er mit ego ikke noget jeg identificerer mig med. Egoet henviser oftest til strengt kognitive funktioner.

Personbegrebet her over for bestemmer den enkeltes placering indenfor et sociokulturelt felt. Denne bestemmelse går tilbage til Lockes distinktion mellem menneske og person, hvor sidstnævnte tilskrives moralske egenskaber og forpligtelser. Personbegrebet er i denne forstand primært en juridisk term.

Identitetsbegrebet sigter imod det forhold, at vi hver især udgør en bestemmelig enhed i tid. Identitet følger deraf, at jeg er den samme i morgen som jeg er i dag. Ret beset har identitet intet at gøre med, hvordan jeg oplever mig selv eller hvordan jeg rent faktisk er, men at jeg for mig selv og min omgangskreds handler, tænker og føler med en vis grad af konsistens over tid.

Hvorledes positionerer selvet sig nu overfor disse begreber?  Med selvet henviser man vanligvis til en stærkt oplevelse af ejerskab, afgrænsning og agens. Oplevelsesmæssigt er jeg mig selv på en måde jeg aldrig vil være min person eller ego. Det er mig (selv), der oplever og føler dette eller hint. Samtidig har jeg en privilegeret, unik og personlig indgang til disse oplevelser, som jeg nok kan dele med andre, men som i en meget basal forstand er mine alene. Mit selv har her ud over en grænse, der starter ved kroppen undertiden kan inkludere det tøj jeg har på eller det redskab har arbejder med. Afgørende er, at selvet altid har en grænse, der markerer et skel til alt det som er ikke-selv. Endelig er det mig, der handler. Selvet er som jeg senere skal underbygge tæt bundet op på subjektet som agent i verden. Selvet er dybt personligt; det har alt at gøre med hvordan jeg har det og hvordan jeg lever mit liv og retter mig ud mod min omverden. På disse måder er selvet forskellig fra de øvrige begreber listet ovenfor og essentielt at udbygge vores viden om.

Reklamer

quelleefficaciteheysel.jpg

Kontrær til den gængse forestilling er det vindende fodboldholds tilhængere mere aggressive og orienteret imod vold end det tabende holds støtter. Det er konklusionen på en undersøgelse af et forskerteam fra Cardiff Universitet, der har interviewet 197 mandlige rugbyinteresserede, der frekventerede byens station. Man fandt samtidig en sammenhæng mellem aggression og øget alkoholindtag efter kampen. Endelig viser det sig at nederlag og uafgjort sænker oplevelsen af glæde mens sejr imidlertid ikke øger samme.

Man kan forestille sig, at en øget testosteron produktion, der i tidligere studier er blevet associeret til sejrs-oplevelser, er del af årsagen til den aggressive tendens ved det vindene hold. Under alle omstændigheder må en frustrations-hypotese som forklaring på aggression (i denne sammenhæng) revurderes.

Det er håbet, at man med denne type undersøgelser kan blive bedre til at dæmme op for hooliganisme og volden, der ofte følger i dens kølevand.

Undersøgelsen er publiseret i ‘Criminal Behaviour and Mental Health

janegoodall.jpg

Hvordan kommer vi til at opleve samhørighed med andre mennesker, hvordan evner vi at attribuere mentale tilstande og kapaciteter til andre samt at anticipere og forklare handlinger, der ikke er vores egne? Nye forskningsresultater peger mod et neuralt grundlag for intersubjektiviteten.

Følgende post er et uddrag fra mit speciale omkring selvoplevelse. Afhandlingen kan hentes i sin fulde længde via dette link.

På universitetet i Parma lagde et hold af neurofysiologer ledet af Vittorio Gallese og Giacomo Rizzolatti sidst i 90’erne grunden for, hvad Ramachandran (2000) har profeteret vil være af samme betydning for psykologien som opdagelsen af DNA’et fik for biologien. Opdagelsen består i en identificering af en ny klasse af neuroner først lokaliseret i macaque abens premotoriske cortex klassificeret som F5. Få år tidligere havde holdet fundet at samme område var aktivt ved intentionelle og målorienterede operationer udført ved h.h.v. håndens og mundens arbejde. I opfølgende studier opdagede man, at samme klasse af neuroner var aktive hvis aben blev holdt i en passiv observerende rolle til lignende handlinger udført af en anden end den selv (Rizzolatti & Arbib, 1988). Neuronerne var ikke indstillet eller rettet mod genstandene, men mod vores målrettede og meningsfulde omgang med samme. Forskerne fandt med andre ord, at den selv samme handling, der resulterede i et givent neuralt fyringsmønster, når aben udførte den, omtrent altid ville resultere i det samme mønster, hvis aben så en anden udføre samme handling. Neuronerne blev i overensstemmelse med deres mimende egenskaber døbt spejlneuroner (mirror neurons).

Fadiga (her efter Motluk, 2001) var den første til at sandsynliggøre lignende neuroner i menneskehjernen ved at forfølge formodede motoriske følgeprocesser til neuronaktiviteten. Fadiga målte sine forsøgspersoners muskelspændingsniveau under observation af en anden persons handlinger. Han fandt, at under sådanne observationer var de muskler i forsøgspersonen svagt aktiverede, som var identiske med den uafhængigt handlende persons spændingsmønster. Hvor disse resultater gav formodning om spejlneuronernes eksistens i mennesker, var de imidlertid tavse om deres lokalisering.

En cerebral lokalitetsbestemmelse blev foretaget af holdet omkring Rizzolatti til Brocas område, der sammen med Wernickes område menes at være af største betydning for vores sproglige kapaciteter. Opdagelsen er yderligere interessant idet Brocas området betragtes som analog til F5 området i abehjernen, der associeres med den motoriske kontrol over hånden (Rizzolatti & Arbib, 1998). Det synes evident at nævnte, at resultaterne er af betragtelig interesse for undersøgelser og overvejelser over alle former for social eksistens, interdependens, intersubjektivitet, empati, kommunikation og selvoplevelser.

Med disse fund synes en vigtig neural base for en empatisk evne at vise sig. Det overraskende ved disse nye fund er ikke så meget at sådanne mekanismer eksisterer, som den grad af almenhed de synes at besidde. Det filosofiske problem om det fremmedpsykiske afmystificeres i en mimisk kropslig rationalitet. Kroppen er et levende udtryk der ved hver en bevægelser danner form, indhold og udtryk til et givent forsæt. Vi er til stadighed udleveret til og indfoldet i hin-andens mål og med; vi er hinandens udleverede. Relationen etableres og forløber som beskrevet udenom vores vilje og bevidsthed; samkvemmet kommer bag på og forud for os i mødet som en suveræn fordring.

Som nævnt er det menneskelige sprogcenter i hjernen, Brocas område, analog i sin anatomiske lokalisering til F5 i aben, som også anses for den fylogenetiske forløber herfor. Et interessant sammentræf. Hvad kan disse neuroner, hånden og sproget have med hinanden at gøre? Rizzolatti og Arbib (1998) foreslår, at spejlneuronerne har fungeret som katalysator mellem en given virksomhed og en formidlende eller kommunikerende relation artsfæller imellem. Kommunikation hviler i grunden på en delt forståelse afsender og modtager imellem. Modtageren må være opmærksom på kommunikationen, og afsenderen må vide at modtageren er åben for og evner en sådan udveksling. Spejlneuronerne kan vel tænkes at sætte os i stand til at imitere andres bevægelser (inkl. kompleks gestik og vokaliseringer) og nå en indre forståelse af deres bevæggrunde. Den første dialog var formentlig ikke nogen dialog som vi vanligvis forstår det, men en synlig empatisk kropslig spejling mellem to artsfæller. Spejlingen åbenbarede for begge væsner, at en fælles forståelse var etableret.

Nogle af de ovennævnte personer optræder i dette videoklip,
der giver en introduktion til opdagelsen.

Referencer:

Motluk, A. (2001). Read my mind. I: New Scientist, No2275. London.

Ramachandran, V. S. (2000). MIRROR NEURONS and imitation learning as the driving force behind “the great leap forward” in human evolution. I: Edge, http://www.edge.org/documents/archive/edge69.html

Rizzolatti G., Camarda R., Fogassi M., Gentilucci M., Luppino G. and Matelli M. (1988) “Functional organization of inferior area 6 in the macaque monkey: II. Area F5 and the control of distal movements”. I: Exp. Brain Res. 71: 491 507.

Rizzolatti, G. & Arbib, M. (1998). Language within our grasp. I: Trends in Neuroscience, vol. 21.

carl_rogers-01.jpg

Magasinet Psychotherapy Networker  fejre sit 25 års jubilæum og har i den forbindelse stillet spørgsmålet, “hvilke psykoterapeuter har igennem de sidste 25 år har øvet størst indflydelse på din praksis”. Det svarede over 2500 terapeuter på fortrinsvist beskæftiget som socialrådgivere (social workers) (34.7 %), professionelle rådgivere/ terapeuter (21.1%) og psykologer (16.6 %). Det kom der følgende liste ud af:

1. Carl Rogers
2. Aaron Beck
3. Salvador Minuchin
4. Irvin Yalom
5. Virginia Satir
6. Albert Ellis
7. Murray Bowen
8. Carl Jung
9. Milton Erickson
10. John Gottman

Når man opgjorde respondenternes metodisk udgangspunkt i deres daglige praksis svarede op mod 96 %, at de anvendte flere forskellige orientering i deres terapeutiske tilgang (eklektisk). Hyppigst anvendt er kognitiv adfærdsterapi, som 68.7 % af de adspurgte anvender. Omring 50 % benytter sig af systemisk orienteret terapier. 41.4 % anvender, hvad de benævner mindfulness-terapi. Psykoanalytisk og psykodynamisk psykoterapi bliver anvendt af  35.4 % mens 31 % trækker på en klient-centreret/ humanistisk tilgang.

Hvordan står dette til det danske billede? Jeg er ikke bekendt med en dansk undersøgelse af, hvem terapeuter herhjemme føler sig mest inspireret af, men i Hougaards bog fra 1998, ‘Psykoterapiens hovedtraditioner’ refereres der til en dansk undersøgelse af psykoterapeuters praksis, foretaget af bl.a. Erik Friis Jørgensen i 1997: 157 danske psykoterapeuter fordelte sig på følgende måde, hvad angår hovedtradition: Psykoanalyse/psykodynamisk terapi: 79 %. Humanistisk terapi: 32 %. Kognitiv terapi og adfærdsterapi: 13 %. Systemorienteret terapi: 18 %. Esben Hougaard konkluderer på disse tal, at det er rimeligt at tale om fire almindeligt anvendte psykoterapeutiske hovedtraditioner på dansk grund, eller måske fem, hvis man inkluderer en eklektisk gruppe, idet så mange som op til 42 % af de danske terapeuter så ud til at anvende sig af mindst to hovedtraditioner.

Et anderledes billede, som jeg er overbevist om er markant ændret i dag. Kognitiv adfærdsterapi har en langt større andel i dag og gruppen, der vil bekende sig til en eklektisk tilgang er langt større end tallet fra 1997.

Den fulde artikel fra Psychotherapy Networker inklusiv beskrivelser af de forskellige terapeuter kan læses her.

ibm.jpg

Et netværk af kunstige nerver opbygges i en Schweizisk supercomputer. Målet er at opbygge en komplet computerbaseret model af den menneskelige hjerne, celle for celle. Projektet blev skudt i gang i 2005 af EPFL (The Ecole Polytechnique Fédérale de Lausanne) og IBM under overskriften, Blue Brain. Ambitionen, at bygge en model over hjernen, der vil fungere nøjagtigt som den menneskelige hjerne, er måske den største opgave noget team af videnskabsfolk nogensinde har stillet sig selv, inklusiv kortlægningen af det menneskelige genom. Programmet, der skal simulere hjernen understøttes af en af verdens kraftigste supercomputere leveret af IBM, den såkaldte Blue Gene. Aktuelt er over 10.000 chips forbundet i et netværk, hvor hver enkelt chip via komplekse beregninger fungere som én enkelt neuron. Med hjernens over 100 milliarder celler synes projektet absurd og dødsdømt på forhånd, men projektets leder, Henry Markram, forventer at præsentere en komplet fungerende model i årene umiddelbart efter 2015. Det er forskernes ambition med Blue Brain, at løse det klassiske spørgsmål om, hvordan bevidstheden opstår fra stoffet. Skulle projektet bærer frugt, vil man samtidig råde over en model, der kan reproducere funktioner det virkelige organ og underkastes eksperimenter man ellers ikke ville kunne udføre samt bekræfte eller afkræfte forskellige teorier og hjernens funktion. I bevægelsen mod en komplet simulering af den menneskelige hjerne begynder forskerne med en simulering af en lille del af rottens hjerne, cortical column, som mennesket også indeholder. Og det synes at virke; den simulerede del opfører sig som sit virkelig modstykke.
Jeg synes det her er virkelig virkelig vildt. Hvis projektet lykkedes, og det tror jeg det gør før eller siden, vil systemet opnå bevidsthed og liv, som vi for store dele forstår det. Hvordan skal man forholde sig til en kunstig skabt bevidsthed, der realiseres via 10.000 computere distribueret over et par fodboldbaner? Hvilke rettigheder vil skulle gælde for en sådan bevidsthed? – og vil man overhovedet kunne forsvare at udføre eksperimenter på et oplevende system? Og hvad hvis det slap løs? Vi er nogle der husker Skynet fra The Terminator …

For en god og uddybende beretning om projektet læs Spiegels artikel her

Test din hjerne

marts 28, 2007

homer-simpson-wallpaper-brain-1024.jpg

The Brain Recource Company har for nylig lanceret en kognitiv test, som de har udviklet i samarbejde med  Alliance for Aging Research. Selskabet tilbyder interesserede at måle deres hukommelse, evne til at processere og kontrollere kompleks information, koncentrationsevne, sprogevner (engelsk!) samt ens evne til at processere emotionelt materiale. Testen er annonym og gratis indtil 14. maj 2007 og tage omkring 40 minutter at gennemføre.

Inden man kan begynde, skal man dog hente et program ned, der understøtter testen. Når man har gennemført alle 
prøverne bliver testresultatet tilsendt en via mail. Raporten kan eksempelvis se sådan ud (ikke min!):

test1.jpg

The Brain Rescource Company understreger at testen er et screenings redskab, der ikke kan eller bør anvenders til at stille diagnose, behandle, forebygge  eller helbrede nogen form for sundhedsproblemer.

Der er endvidere vigtigt at bemærke, at testen er udviklet til engelsksprogede, hvilket vil komprimitere dens validitet i forhold til personer med dansk som modersmål.

Er du stadig interesseret, finder du adgang til testen her (kassen i højre side af skærmbilledet).

speedy21.jpg

Et team af forskere fra USA har isoleret en gruppe af gener, der tegner til at være af afgørende betydning for udviklingen af bipolar lidelse (manio-depressiv sygdom) og særligt de maniske episoder. Forsøgene er gennemført på mus, der via genmanipulation har fået fjeret en gruppe af gener, de såkaldte ‘klokkegener’ (clock genes), der er styrende for den cirkadiske (daglige) rytme i musens mangefacettede biologiske processer. Klokkegenerne er for mus såvel som for mennesker regulerende for, hvornår vi er vågne, spiser, kropstemperatur, hormonniveauer, blodtryk, hjerteaktivitet m.m.  Uden klokkegenerne var musene hyperaktive, de sov mindre, udviste større risiko-betonet adfærd  samt øget sensitivitet ovefor belønnings-effekter af stoffer som kokain og sukker.  Symptomerne bærer en slående lighed til den mani, som personer med bipolar lidelser kan opleve. Forskerne forsøgte dernæst af behandle musene for deres mani-ligende symptomer med litium, der er et stemningsstabiliserende psykofarmaka, der ofte anvendes i den medicinske behandling af bipolar lidelse. Efter stabil behandling med litium opnåede størstedele af musene et normalt adfærdsmønster. Endelig gav forskerne musene det tabte klokkegen tilbage, men alene til den specifikke region i hjernen, hypothalamus, der huser de såkaldte dopamin-celler. Dopamin er et neurotransmitterstof, der er associeret med hjernens “belønningssystem”, der sørger for, at aktiviteter, som tilfredsstiller menneskers fysiske og emotionelle behov, bliver belønnet med en lystfølelse, hvilket gør, at man får en trang til at gentage aktiviteten f.eks. madlavning, at dyrke sex m.m. Ved injektionen af klokkegenet i hypothalamus vendte musene også tilbage til et normalt adfærdsmønster.

Herved har man underbygget klokkegenets centrale betydning for adfærden via dets rolle i reguleringen af  dopaminudskillelsen for specifikke områder i hjernen. Samtidig har man nu en mere komplet model for, hvordan manier kan opstå, hvilket er af afgørende betydning for udviklingen af effektive behandlingsmetoder.