Jeg har tidligere skrevet om memesis og den transformerende kraft, der ligger i vores svært udviklede evne til at betragte, afkode og efterligne hin-anden. Imitation er den personlige udviklings samt kulturens sine qua non. Med mobiltelefonens og internettets enorme udspredelse er vi på vej ind i et post-moderne panoptikon, hvor summen af alle menneskers handlinger og ideer er den enkelte tilgængelig i øjeblikket. Tilgængeligheden og omfanget af videns- og praksisformer vil eksplodere og vil accelere den kulturelle udvikling i hidtil uset grad. Demokrati og liberalisme vil uddø og blive erstattet af, hvad Mark Pesce kalder for hyperpolitik og hyperempowerment.

Provokeret?

Tryk på ‘play’ og gør dit for at skabe netop den virkelighed.

Kulturer verden over har ord for sammenhænge mellem mentale tilstande og det omgivende miljø. ‘Koyaaniqatsi’ er Hopi-folkets begreb for et liv uden for balance og i forfald. Baffin-inuiterne bosat i Canadas nordvest-territorie anvender ordet, ‘uggianaqtuq’ for sælsomme forandringer i klima og vejr. Ordet har medbetydninger af en “ven der opføre sig underligt” eller uforudsigeligt; meget lig Freuds bestemmelse af det uhyggelige (‘das Unheimliche’).

Vi er anderledes familiære med ordet hjemve, der er udgangspunkt for en ny neologisme som den Australiske filosof, Glenn Albrecht har skabt, ‘Solastalgi’ (‘solastalgia’). Ordet er dannet af solacium (lat., ‘tøst’ – ‘støtte’) og algia (lat. ‘smerte’), og er tænkt beskrivende for en form for hjemve eller psykisk smerte forårsaget af tabet af velbefindende i forholdet til ens kendte miljø. Solastalgi optræder i de tilfælde hvor ens miljø, der udgør ens naturlige, velkendte og afholdte habitat, er under så store forandringer at det opleves mistet. Forandringer kan forudsages af kunstige såvel som naturlige årsager såsom tørke – brande – oversvømmelser – krig – minedrift – skovrydning – byvækst m.m.

Albrecht finder støtte for sit nykronede begreb i områder i New South Wales, hvor aggresiv minedrift har forvandlet økosystemer til ugenkendelige månelandskaber med stress, depression og generel psykisk ubehag til følge for lokalbefolkningen.

Det er et menneskeligt vilkår – og måske endda et vilkår gældende for alt levende – at vi identificere os med vores omgivelser og understøtter fornemmelsen af vores selv ved karakteren af samme miljø samt dets blivende træk og drag. Angribes det kendte omkring os, trues oplevelsen af os selv følgelig.

Jeg kommer til at tænke på de dele af den Grønlandske befolkning, der blev omhuset fra træhuse til beton i flere etager. Omvæltninger, der har bidraget til en voksende oplevelse af identitetstab, usikkert tilhørsforhold samt sivgtende kontrol.

Dystre meldinger løber jævnligt ind omkring accelerende klimaforandringer, der truer med at forandre ansigtet på vores jord. Handler vi kke effektivt på denne viden, risikere vi en global psyko-terrestrisk sorgreaktion. Bevarelse samt restaurering af jordens mangfoldige økosystemer er ikke alene af betydning for fremtidige generationers levevilkår, nationers BNP eller biodiversiteten, men har tillige afgørende betydning for vores aktuelle mentale trivsel. Vi har brug for større sensitivitet overfor dette perspektiv i vores valg, der ellers risikere at blive styret af kortsigtede profithensyn.

Kilder:

Glenn Albrecht, Solastalgia: A New Concept in Human Health and Identity, in PAN (Philosophy, Activism, Nature) 2005 Issue. 3, 41-55.

L. Connor, G. Albrecht, N. Higginbotham, W. Smith, & S. Freeman, (2004) Environmental Change and Human Health in Upper Hunter Communities of New South Wales, Australia, EcoHealth Vol. 1, Supplement 2, pp. 47-58. (Published online: 28 October 2004, Hard Copy Vol. 1 (Suppl. 2), 47- 58

quelleefficaciteheysel.jpg

Kontrær til den gængse forestilling er det vindende fodboldholds tilhængere mere aggressive og orienteret imod vold end det tabende holds støtter. Det er konklusionen på en undersøgelse af et forskerteam fra Cardiff Universitet, der har interviewet 197 mandlige rugbyinteresserede, der frekventerede byens station. Man fandt samtidig en sammenhæng mellem aggression og øget alkoholindtag efter kampen. Endelig viser det sig at nederlag og uafgjort sænker oplevelsen af glæde mens sejr imidlertid ikke øger samme.

Man kan forestille sig, at en øget testosteron produktion, der i tidligere studier er blevet associeret til sejrs-oplevelser, er del af årsagen til den aggressive tendens ved det vindene hold. Under alle omstændigheder må en frustrations-hypotese som forklaring på aggression (i denne sammenhæng) revurderes.

Det er håbet, at man med denne type undersøgelser kan blive bedre til at dæmme op for hooliganisme og volden, der ofte følger i dens kølevand.

Undersøgelsen er publiseret i ‘Criminal Behaviour and Mental Health

janegoodall.jpg

Hvordan kommer vi til at opleve samhørighed med andre mennesker, hvordan evner vi at attribuere mentale tilstande og kapaciteter til andre samt at anticipere og forklare handlinger, der ikke er vores egne? Nye forskningsresultater peger mod et neuralt grundlag for intersubjektiviteten.

Følgende post er et uddrag fra mit speciale omkring selvoplevelse. Afhandlingen kan hentes i sin fulde længde via dette link.

På universitetet i Parma lagde et hold af neurofysiologer ledet af Vittorio Gallese og Giacomo Rizzolatti sidst i 90’erne grunden for, hvad Ramachandran (2000) har profeteret vil være af samme betydning for psykologien som opdagelsen af DNA’et fik for biologien. Opdagelsen består i en identificering af en ny klasse af neuroner først lokaliseret i macaque abens premotoriske cortex klassificeret som F5. Få år tidligere havde holdet fundet at samme område var aktivt ved intentionelle og målorienterede operationer udført ved h.h.v. håndens og mundens arbejde. I opfølgende studier opdagede man, at samme klasse af neuroner var aktive hvis aben blev holdt i en passiv observerende rolle til lignende handlinger udført af en anden end den selv (Rizzolatti & Arbib, 1988). Neuronerne var ikke indstillet eller rettet mod genstandene, men mod vores målrettede og meningsfulde omgang med samme. Forskerne fandt med andre ord, at den selv samme handling, der resulterede i et givent neuralt fyringsmønster, når aben udførte den, omtrent altid ville resultere i det samme mønster, hvis aben så en anden udføre samme handling. Neuronerne blev i overensstemmelse med deres mimende egenskaber døbt spejlneuroner (mirror neurons).

Fadiga (her efter Motluk, 2001) var den første til at sandsynliggøre lignende neuroner i menneskehjernen ved at forfølge formodede motoriske følgeprocesser til neuronaktiviteten. Fadiga målte sine forsøgspersoners muskelspændingsniveau under observation af en anden persons handlinger. Han fandt, at under sådanne observationer var de muskler i forsøgspersonen svagt aktiverede, som var identiske med den uafhængigt handlende persons spændingsmønster. Hvor disse resultater gav formodning om spejlneuronernes eksistens i mennesker, var de imidlertid tavse om deres lokalisering.

En cerebral lokalitetsbestemmelse blev foretaget af holdet omkring Rizzolatti til Brocas område, der sammen med Wernickes område menes at være af største betydning for vores sproglige kapaciteter. Opdagelsen er yderligere interessant idet Brocas området betragtes som analog til F5 området i abehjernen, der associeres med den motoriske kontrol over hånden (Rizzolatti & Arbib, 1998). Det synes evident at nævnte, at resultaterne er af betragtelig interesse for undersøgelser og overvejelser over alle former for social eksistens, interdependens, intersubjektivitet, empati, kommunikation og selvoplevelser.

Med disse fund synes en vigtig neural base for en empatisk evne at vise sig. Det overraskende ved disse nye fund er ikke så meget at sådanne mekanismer eksisterer, som den grad af almenhed de synes at besidde. Det filosofiske problem om det fremmedpsykiske afmystificeres i en mimisk kropslig rationalitet. Kroppen er et levende udtryk der ved hver en bevægelser danner form, indhold og udtryk til et givent forsæt. Vi er til stadighed udleveret til og indfoldet i hin-andens mål og med; vi er hinandens udleverede. Relationen etableres og forløber som beskrevet udenom vores vilje og bevidsthed; samkvemmet kommer bag på og forud for os i mødet som en suveræn fordring.

Som nævnt er det menneskelige sprogcenter i hjernen, Brocas område, analog i sin anatomiske lokalisering til F5 i aben, som også anses for den fylogenetiske forløber herfor. Et interessant sammentræf. Hvad kan disse neuroner, hånden og sproget have med hinanden at gøre? Rizzolatti og Arbib (1998) foreslår, at spejlneuronerne har fungeret som katalysator mellem en given virksomhed og en formidlende eller kommunikerende relation artsfæller imellem. Kommunikation hviler i grunden på en delt forståelse afsender og modtager imellem. Modtageren må være opmærksom på kommunikationen, og afsenderen må vide at modtageren er åben for og evner en sådan udveksling. Spejlneuronerne kan vel tænkes at sætte os i stand til at imitere andres bevægelser (inkl. kompleks gestik og vokaliseringer) og nå en indre forståelse af deres bevæggrunde. Den første dialog var formentlig ikke nogen dialog som vi vanligvis forstår det, men en synlig empatisk kropslig spejling mellem to artsfæller. Spejlingen åbenbarede for begge væsner, at en fælles forståelse var etableret.

Nogle af de ovennævnte personer optræder i dette videoklip,
der giver en introduktion til opdagelsen.

Referencer:

Motluk, A. (2001). Read my mind. I: New Scientist, No2275. London.

Ramachandran, V. S. (2000). MIRROR NEURONS and imitation learning as the driving force behind “the great leap forward” in human evolution. I: Edge, http://www.edge.org/documents/archive/edge69.html

Rizzolatti G., Camarda R., Fogassi M., Gentilucci M., Luppino G. and Matelli M. (1988) “Functional organization of inferior area 6 in the macaque monkey: II. Area F5 and the control of distal movements”. I: Exp. Brain Res. 71: 491 507.

Rizzolatti, G. & Arbib, M. (1998). Language within our grasp. I: Trends in Neuroscience, vol. 21.

De Andres mentale liv

marts 19, 2007

tom.jpg

Psykologer fra Harvard, Gray et al, har undersøgt i hvilken udstrækning vi tilskriver andre levende væsner mentalt liv og bevidste oplevelser.

Eksisterende undersøgelser indenfor ‘mind perception’, ‘social kognition’, ‘theory of mind’ og hvad man ellers benævner dette studiefeldt, har alene undersøgt i hvilken grad andre væsner tilskrives et sind (mind). Hvorvidt vurderinger vedrørende andres mentale liv rettelig involvere flere dimensioner er ikke blevet undersøgt forud for dette studie.

Den aktuelle undersøgelse blev gennemført som et net-baseret survey, hvor over 2000 mennesker deltog. I undersøgelsen blev deltagerne bedt om at vurdere 13 forskellige karakterer parvist op mod hinanden for hvem der i særlig grad (på en fem-punktsskala) kunne tilskrives kvaliteter såsom sult, frygt, skam, selvkontrol, moral og omtanke. Karakterne talte et 7 uger gammelt foster, et 5 mdr. gammelt spædbarn, en 5 år gammel pige, en voksen mand, en voksen kvinde, en mand i koma, testpersonen selv, en frø, en hund, en chimpanse, en død kvinde, Gud og endelig en robot.

Deltagerne blev også bedt om, at afgive en række personlige vurderinger og handletilbøjligheder i forhold til karakterne. Det være sig, hvem de bedst kunne lide, hvem de i en livstruende situation ville søge at redde, hvem de helst ville glæde, hvem de synes skulle straffes i fald de havde forudsaget en andens død og endelig, hvem de personligt ville pines mest over at skulle forudsage skade.

Ved den efterfølgende analyse (faktor-analyse) fandt forskerteamet, at bestemmelsen af en given karakters mentale
liv blev vurderet på to overordnede dimensioner, som de benævnte h.h.v. ‘oplevelse’ og ‘agens’.  Til dimensionen ‘oplevelse’ hører kvaliteter som sult, frygt, smerte, velbehag, vrede, lyst/ drift, personlighed, stolthed, skam og lykke. ‘Agens’ dækker over kvaliteter som selv-kontrol, moral, hukommelse, følelser, planlægning, kommunikation og tænkning. Dimensionerne er uafhængige således, at en karakter kan vurderes høj på ‘oplevelse’ men lav på ‘agens’ og visa versa. I skemaet nedenfor er de forskellige karakterer sat ind som de blev vurderet på disse dimensioner.

tom11.jpg

Som det fremgår vurderes spædbarnet højt på ‘oplevelser’, idet det tilskrives følelser o. lign., men lav på ‘agens’, idet det ikke tilregnes motiver og planlagte målrettede handlinger. Dette er interessant nok stik modsat vurderingen af Gud.

De personlige vurderinger blev også sammenholdt med de fremkomne
dimensioner. Dette viste en sammenhæng mellem positiv indstilling og velvillighed og høj placering på begge eller een af dimensionerne. De øvrige vurderinger havde imidlertid ikke ligende sammenfald på
de to dimensioner: Hvorvidt vi tilskriver andre mennesker agens har betydning for, om vi holder dem ansvarlige for deres handlinger og udgør som bekendt også i almindelig retspleje betingelsen for, hvorvidt en person kan dømmes for en given handling. Karakterer placeret højt på oplevelses-dimensionen var ikke genstand for ligende ansvarligholdelse, men affødte derimod en beskyttertrang.

Det er interessant at bemærke at de to kategorier af vurderinger er sammenfaldende med Aristoteles’ skelnen mellem moralske agenter (hvis handlinger kan dømmes moralsk agtelige eller uagtelige) og moralske patienter (der kan være genstand for moralsk agtelige eller uagtelige handlinger).

Det er undersøgelsens fortjeneste at sandsynliggøre, at vores
vurderinger af andres mentale liv er afhængig af to dimensioner
og at disse samtidig har betydning for hvilke moralske domme
vi fælder over pågængende.

 Jeg har tidligere skrevet om undersøgelser, der sammenligner forskellige nationers tilfredshedsmål. I den sammenhæng bonnede danskerne ud som det mest tilfredse folk i verden. 

Nu viser en ny UNICEF-rapport om børnetrivsel i de rige lande, at også de danske børn har det generelt godt sammenlignet med børn i andre lande. I 21 lande er børns trivsel indenfor seks forskellige kategorier blevet undersøgt, og Danmark ligger på en samlet tredjeplads. Kun i Holland og Sverige har børn det bedre end her.

UNICEF-rapporten “An Overview of Child Well-Being in Rich Countries” er til dato den første af sin slags, der giver et overordnet, samlet billede af børn og unges trivsel i de industrialiserede lande. Rapporten viser, at de europæiske lande ligger i den bedste halvdel med Holland, Sverige, Danmark og Finland helt i top.

UNICEF har undersøgt børns trivsel inden for seks forskellige hovedkategorier – materiel velstand, sundhed og sikkerhed, trivsel i skolen, forhold til familie og venner, risikoadfærd samt børnenes egen vurdering af deres trivsel. Og for hver hovedkategori er der undersøgt mindst tre forskellige indikatorer. Det kan for eksempel være teenagegraviditet, relativ fattigdom, skolekundskaber og brug af rusmidler. I alt er der undersøgt 40 forskellige indikatorer på børnetrivsel.

En af rapportens overraskende konklusioner er, at Danmark og Norge ikke ligger højt placeret sammenlignet med de øvrige lande, når det gælder børns trivsel i skolen. Tre indikatorer er undersøgt, blandt andet børnenes faglige niveau i læsning, matematik og naturvidenskab, og her ligger Danmark på en 19. plads. UNICEF har taget data fra en PISA-undersøgelse fra 2003, og tallet er derfor ikke nyt. Det nye ved denne rapport ligger i omfanget af de indikatorer, der er målt på, der giver landene et bredere perspektiv at se på børnetrivsel i  (Kilde: Unicef Danmark).

Måske noget af forklaringen på denne placering skal findes i synspunktet fremsat i denne post.

Tabellen nedenfor viser de enkelte landes indbyrdes placering på de undersøgte parametre. En lys blå markering viser en placering i den bedste tredjedel, en mørkere blå en placering i midten af feltet og endelig en dyb blå en placering i den dårligste tredjedel (tryk på tabellen for et tydligere billede).

well-being.JPG

Hvorfor er hollandske børn så tilfredse? Ifølge Professor i udviklingspsykologi Paul Vangeert har holland altid været en nation, der satte børnene i centrum. Han peger på den tolerante og åbne kommunikation, der eksisterer imellem forældre og børn i holland og på det forhold, at skolen ikke yder det samme pres på børnene som man finder i andre i-lande.

kids070219_1_560.jpg

I en interessant artikel trykt i New York Magazine fortæller psykolog Carol Dweck fra Stanford universitet om dramatiske effekter ved forskellige former for anerkendelse i forhold til et barns evne til at tackle udfordringer. Et hold af forskere ledet af Dweck bad i deres forsøg en stor gruppe børn løse en række små opgaver. Hvert barn blev efter opgaven var løst anerkendt for enten deres intelligens ( “You must be smart at this”)  eller for deres indsats (“You must have worked really hard”).

Effekt var slående: Børn der var blevet rost for deres indsats valgte efterfølgende hyppigere en vanskeligere test end den oprindelige, når de havde mulighed for det – blev mindre opgivende og triste overfor en opgave de ikke kunne løse – og klarede sig endeligt bedre på den oprindelige test, da de blev præsenteret for den igen.  

I modsætning hertil tenderede gruppen af børn, der var blevet rost for deres gode begavelse imod, at vælge en lettere test, når de havde mulighed for det – at opleve større mismod og opgivenhed ved opgaver de ikke kunne løse – at klare sig generelt dårligere ved andet forsøg på den oprindelige test.

Læren her må være, at ved at fremhæve barnets indsats opnår han en variabel, der er under hans kontrol. Børn der spejles på deres indsats kommer til at se dem selv som bestemmende for deres egen succes, mens et fokus på barnets naturlige intelligens fratager det dets oplevelse af kontrol og stiller det samtidigt forsvarsløst overfor oplevede vanskeligeder.

Jeg tænker af samme grund, at en understøttelse af barnets selvværd og selvfølelse er et sundere indhold for samspillet mellem barn og voksen end den resultatbundne opbygning af dets selvtillid.