Arven fra Freud

juni 4, 2007

freud_1b.jpg

Sigmund Freud er som bekendt psykoanalysens fader – ved sit banebrydende arbejde hen imod afslutningen af 1800-tallet begrebsliggjorde han psyken og gav samtidig anvisninger til, hvordan man alene ved samtalen kunne genoprette en balance i et forstyrret sind. Freuds betydning og indflydelse i klinikken har været enorm, men størst er hans betydning ved det forhold, at hans forestillinger om psykens arkitektur og dynamik er blevet en integreret del af folkepsykologien. Vores måde at tænke om os selv og andre er for store dele afledt af psykoanalytisk teori. Den lethed, hvormed vi tilskriver andre – og ind i mellem os selv – uerkendte motiver er det tydeligste eksempel herpå. Hertil kommer vores (intuitive) forståelse og brug af den neurotiske karakter, seksualitetens betydning og kraft, drømmenes mekanik og vores utallige måder at bringe forsvar som fortrængning og projektion i spil.

Klinisk psykologi i dag består af en række forskellige traditioner, der hver især er udviklet med afsæt i metapsykologi, hvis gæld til psykoanalysen variere, men vanskeligt lader sig absolut afvise. Psykoanalysen selv har via forskellige skoler indenfor traditionen fortsat sin udvikling fra Freuds tidligste arbejder og frem til i dag. Psykoanalytisk inspirerede psykologer i dag benævner ofte sig selv som ‘psykodynamisk orienterede’. 

Det er i dag et voksende krav til psykoterapier og interventioner bredt betragtet, at de lever op til et videnskabeligt evidenskrav; dvs. at de behandlingstiltag man foretager rent faktisk har den tiltænkte effekt. Psykoanalytisk terapi har undertaget dette krav og finder evidens for sin metode, men er imidlertid kommet relativt sent i gang med denne nødvendige øvelse. Kognitiv terapi her overfor har været dygtig til at undersøge effekten af sin tilgang og vinder stor indflydelse på deres resultater. For en diskussion af fordelingen af psykoterapeutisk tilhørsforhold blandt terapeuter og psykologer se denne tidligere post.  

En anden stor trend i dag, er bestræbelsen imod, at forankre og kvalificere psykologisk teori og behandlingsmekanismer indenfor en neuropsykologisk begrebsramme. Her ser vi bredt og specifikt for psykoanalytisk teori og behandling  flere lovende studier. Se bl.a dette interview med Mark Solms. 

Psykoanalysen har igennem de seneste årtier været genstand for megen kritik – typisk på baggrund af fattig empiri og teoretiske overgeneraliseringer. Vi vil imidlertid i de kommende år vil se en stor vækst i psykoanalytisk eller psykodynamisk forskning, der vil bestemme de virksomme ingredienser ved tilgangen og samtidig understøtte innovation i det praktiske arbejde.   

Den amerikanske tv-diskussions vært, Charlie Rose, har en serie af meget spændende programmer tilgængelige online, hvor nogle af verdens førende videnskabsmænd præsentere og diskutere deres fund og synspunkter. I et nylig program som er vedhæftet nedenfor var Freuds arv emne for udsendelsen. Tilstede var neurobiolog Eric Kandel, freudiansk psykoterapeut og forsker Peter Fonagy, opfinder af den kognitive terapi Aaron Beck samt psykiateren Charlie Roose.

carl_rogers-01.jpg

Magasinet Psychotherapy Networker  fejre sit 25 års jubilæum og har i den forbindelse stillet spørgsmålet, “hvilke psykoterapeuter har igennem de sidste 25 år har øvet størst indflydelse på din praksis”. Det svarede over 2500 terapeuter på fortrinsvist beskæftiget som socialrådgivere (social workers) (34.7 %), professionelle rådgivere/ terapeuter (21.1%) og psykologer (16.6 %). Det kom der følgende liste ud af:

1. Carl Rogers
2. Aaron Beck
3. Salvador Minuchin
4. Irvin Yalom
5. Virginia Satir
6. Albert Ellis
7. Murray Bowen
8. Carl Jung
9. Milton Erickson
10. John Gottman

Når man opgjorde respondenternes metodisk udgangspunkt i deres daglige praksis svarede op mod 96 %, at de anvendte flere forskellige orientering i deres terapeutiske tilgang (eklektisk). Hyppigst anvendt er kognitiv adfærdsterapi, som 68.7 % af de adspurgte anvender. Omring 50 % benytter sig af systemisk orienteret terapier. 41.4 % anvender, hvad de benævner mindfulness-terapi. Psykoanalytisk og psykodynamisk psykoterapi bliver anvendt af  35.4 % mens 31 % trækker på en klient-centreret/ humanistisk tilgang.

Hvordan står dette til det danske billede? Jeg er ikke bekendt med en dansk undersøgelse af, hvem terapeuter herhjemme føler sig mest inspireret af, men i Hougaards bog fra 1998, ‘Psykoterapiens hovedtraditioner’ refereres der til en dansk undersøgelse af psykoterapeuters praksis, foretaget af bl.a. Erik Friis Jørgensen i 1997: 157 danske psykoterapeuter fordelte sig på følgende måde, hvad angår hovedtradition: Psykoanalyse/psykodynamisk terapi: 79 %. Humanistisk terapi: 32 %. Kognitiv terapi og adfærdsterapi: 13 %. Systemorienteret terapi: 18 %. Esben Hougaard konkluderer på disse tal, at det er rimeligt at tale om fire almindeligt anvendte psykoterapeutiske hovedtraditioner på dansk grund, eller måske fem, hvis man inkluderer en eklektisk gruppe, idet så mange som op til 42 % af de danske terapeuter så ud til at anvende sig af mindst to hovedtraditioner.

Et anderledes billede, som jeg er overbevist om er markant ændret i dag. Kognitiv adfærdsterapi har en langt større andel i dag og gruppen, der vil bekende sig til en eklektisk tilgang er langt større end tallet fra 1997.

Den fulde artikel fra Psychotherapy Networker inklusiv beskrivelser af de forskellige terapeuter kan læses her.

ptsd2.jpg

Hvorfor leder voldsomme og livstruende oplevelser til post traumatisk stress (PTSD) ved nogle mennesker og ikke hos andre? Svaret skal ifølge en ny undersøgelse findes i omstændigheder omkring de uheldsramtes tidlige opvækst. Et hold forskere ledet af Karestan Koenen har siden deres fødsel i 1972-73 og med få års mellemrum fulgt 1037 personer fra New Zealand.
Ved en alder af 32 blev deltagerne spurgt om, hvorvidt de havde haft særligt voldsomme eller truende oplevelser (239 personer svarede bekræftende herpå) og om de efterfølgende havde udviklet symptomer forenelige med PTSD (det havde 35 personer).
På baggrund af det samlede datamateriale fandt forskerholdet, at en række bestemmelige faktorer øgede risikoen for at udvikle PTSD i kølevandet på et svært traume: Svær uligevægt hos moderen under graviditeten, Lav IK i barndommen, tidlige adfærdsforstyrrelser, tidlig tab af omsorgsperson samt et kaotisk og ustruktureret opvækstmiljø. Faktorerne er kumulative sådan, at et sammenfald af flere risikofaktorer øget den samlede sårbarhed.
Forskerne anbefaler bl.a. på baggrund af deres resultater en øget opmærksomhed på udviklingshistorien for voksne med PTSD samt deres kognitive og emotionelle karakteristika når traume-fokuseret psykoterapi igangsættes.