Kulturer verden over har ord for sammenhænge mellem mentale tilstande og det omgivende miljø. ‘Koyaaniqatsi’ er Hopi-folkets begreb for et liv uden for balance og i forfald. Baffin-inuiterne bosat i Canadas nordvest-territorie anvender ordet, ‘uggianaqtuq’ for sælsomme forandringer i klima og vejr. Ordet har medbetydninger af en “ven der opføre sig underligt” eller uforudsigeligt; meget lig Freuds bestemmelse af det uhyggelige (‘das Unheimliche’).

Vi er anderledes familiære med ordet hjemve, der er udgangspunkt for en ny neologisme som den Australiske filosof, Glenn Albrecht har skabt, ‘Solastalgi’ (‘solastalgia’). Ordet er dannet af solacium (lat., ‘tøst’ – ‘støtte’) og algia (lat. ‘smerte’), og er tænkt beskrivende for en form for hjemve eller psykisk smerte forårsaget af tabet af velbefindende i forholdet til ens kendte miljø. Solastalgi optræder i de tilfælde hvor ens miljø, der udgør ens naturlige, velkendte og afholdte habitat, er under så store forandringer at det opleves mistet. Forandringer kan forudsages af kunstige såvel som naturlige årsager såsom tørke – brande – oversvømmelser – krig – minedrift – skovrydning – byvækst m.m.

Albrecht finder støtte for sit nykronede begreb i områder i New South Wales, hvor aggresiv minedrift har forvandlet økosystemer til ugenkendelige månelandskaber med stress, depression og generel psykisk ubehag til følge for lokalbefolkningen.

Det er et menneskeligt vilkår – og måske endda et vilkår gældende for alt levende – at vi identificere os med vores omgivelser og understøtter fornemmelsen af vores selv ved karakteren af samme miljø samt dets blivende træk og drag. Angribes det kendte omkring os, trues oplevelsen af os selv følgelig.

Jeg kommer til at tænke på de dele af den Grønlandske befolkning, der blev omhuset fra træhuse til beton i flere etager. Omvæltninger, der har bidraget til en voksende oplevelse af identitetstab, usikkert tilhørsforhold samt sivgtende kontrol.

Dystre meldinger løber jævnligt ind omkring accelerende klimaforandringer, der truer med at forandre ansigtet på vores jord. Handler vi kke effektivt på denne viden, risikere vi en global psyko-terrestrisk sorgreaktion. Bevarelse samt restaurering af jordens mangfoldige økosystemer er ikke alene af betydning for fremtidige generationers levevilkår, nationers BNP eller biodiversiteten, men har tillige afgørende betydning for vores aktuelle mentale trivsel. Vi har brug for større sensitivitet overfor dette perspektiv i vores valg, der ellers risikere at blive styret af kortsigtede profithensyn.

Kilder:

Glenn Albrecht, Solastalgia: A New Concept in Human Health and Identity, in PAN (Philosophy, Activism, Nature) 2005 Issue. 3, 41-55.

L. Connor, G. Albrecht, N. Higginbotham, W. Smith, & S. Freeman, (2004) Environmental Change and Human Health in Upper Hunter Communities of New South Wales, Australia, EcoHealth Vol. 1, Supplement 2, pp. 47-58. (Published online: 28 October 2004, Hard Copy Vol. 1 (Suppl. 2), 47- 58

Reklamer

homer-simpson.jpg

I et storstilet studie med over 24.000 canadiske deltagere påvises sammenhængen mellem arbejdsrelateret stress og øget risiko for at udvikle depression. Undersøgelse blev ledet af Dr. Emma Robertson Blackmore fra University of Rochester Medical School.

Forskerne undersøgte effekten af flere forskellige stress-relaterede forhold, herunder: Indflydelse i ens arbejde, variationen i ens arbejde samt udviklingsmuligheder, psykologiske krav og belastninger, kollegial støtte, sikkerhed i ens ansættelse samt graden af fysisk belastning.

Overordnet fandt undersøgelsen, at nær 5 pct. af deltagerne i undersøgelsen – 3.5 pct. af mændene og 6 pct. af kvinderne – haft en depressiv episode indenfor en 12-måneders periode og at

Specifik fandt forskerne at mænd og kvinder i nogen grad har forskellige risiko-faktorer for udvikling af depression associeret til deres oplevelser på arbejdspladsen: For mændene fandt man, at gruppen der indenfor det sidste år havde oplevet høje krav og ringe indflydelse i deres arbejde havde en fordoblet risiko for at udvikle depression.

Blandt kvinderne fandt man, at ringe indflydelse i arbejdet var særligt relateret til udvikling af depression.

Fælles for kønnene var, at ringe kollegial støtte var relateret til udvikling af depression.

Samlet understreger undersøgelsen sammenhængen mellem arbejdsrelateret stress og depression. Den peger imidlertid også på omfanget af depression og nødvendigheden af en offensiv offentlig og privat politik i forhold til dette voksende sundhedsproblem. Depression i og under for arbejdspladsen er alt for ofte overset og utilstrækkelig behandlet.

Der er brug for et øget opmærksomhed og behandlingsindsats fra statens side i forhold til depression. Man må anerkende depression som en hyppig og alvorlig lidelse med samme behandlingsbehov som fysiske lidelser.

Virksomheder må for deres part være opmærksomme på den balance mellem krav og ressourcer de byder deres ansatte. Det er imidlertid lige vigtigt, at begynde at fokusere på, hvordan god kollegial støtte og kontakt faciliteres, da social støtte tydeligvis er en afgørende beskyttende faktor imod depression – også på arbejdspladsen. Endelig er det oplagt, at begynde at tænke i måder at mere opmærksom på ansattes velbefindende; evt. igennem screeninger og støtte til de som måtte have brug for det.

Undersøgelsen, der netop er publiseret i American Journal of Public Health kan findes her.

speedy21.jpg

Et team af forskere fra USA har isoleret en gruppe af gener, der tegner til at være af afgørende betydning for udviklingen af bipolar lidelse (manio-depressiv sygdom) og særligt de maniske episoder. Forsøgene er gennemført på mus, der via genmanipulation har fået fjeret en gruppe af gener, de såkaldte ‘klokkegener’ (clock genes), der er styrende for den cirkadiske (daglige) rytme i musens mangefacettede biologiske processer. Klokkegenerne er for mus såvel som for mennesker regulerende for, hvornår vi er vågne, spiser, kropstemperatur, hormonniveauer, blodtryk, hjerteaktivitet m.m.  Uden klokkegenerne var musene hyperaktive, de sov mindre, udviste større risiko-betonet adfærd  samt øget sensitivitet ovefor belønnings-effekter af stoffer som kokain og sukker.  Symptomerne bærer en slående lighed til den mani, som personer med bipolar lidelser kan opleve. Forskerne forsøgte dernæst af behandle musene for deres mani-ligende symptomer med litium, der er et stemningsstabiliserende psykofarmaka, der ofte anvendes i den medicinske behandling af bipolar lidelse. Efter stabil behandling med litium opnåede størstedele af musene et normalt adfærdsmønster. Endelig gav forskerne musene det tabte klokkegen tilbage, men alene til den specifikke region i hjernen, hypothalamus, der huser de såkaldte dopamin-celler. Dopamin er et neurotransmitterstof, der er associeret med hjernens “belønningssystem”, der sørger for, at aktiviteter, som tilfredsstiller menneskers fysiske og emotionelle behov, bliver belønnet med en lystfølelse, hvilket gør, at man får en trang til at gentage aktiviteten f.eks. madlavning, at dyrke sex m.m. Ved injektionen af klokkegenet i hypothalamus vendte musene også tilbage til et normalt adfærdsmønster.

Herved har man underbygget klokkegenets centrale betydning for adfærden via dets rolle i reguleringen af  dopaminudskillelsen for specifikke områder i hjernen. Samtidig har man nu en mere komplet model for, hvordan manier kan opstå, hvilket er af afgørende betydning for udviklingen af effektive behandlingsmetoder.

stress.jpg

Stress er blevet en tilstand som rigtig mange mennesker lider svært under. Samtidig koster det op mod 10 mia. kr. om året for det danske samfund i form af sygemeldinger, indllæggelser og pensionsudbetalinger m.m. Dette er baggrunder for, at man ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Århus påtænker at tilbyde stressramte østjyder omkostningsfri behandling for deres stress-lidelse. Leder af Arbejdsmedicinsk Klinik, Jens Peter Bonde, udtaler til Århus Stiftstidende:

Vi rammer et udækket behov, hvor folk ikke selv skal have pungen op af lommen. Vi har hidtil kun kunnet tilbyde at stille en diagnose på stress her på Arbejdsmedicinsk Klinik. Meningen er, at vi nu også vil være problemknuser og samle op på, hvordan patienterne kommer videre.”

Man kan kun hilse tilbuddet velkommen og håbe, at det kan danne model for tiltag på nationalt plan.

 

 

ff_156_brain4_f.jpg

Subkortikal hjerne-stimulation eller Deep Brain Stimulation (DBS) et betegnelsen for et neurokiririsk indgreb, hvor en hjerne-pacemaker implanteres under kragebenet med strømførende elektroder ført dybt ind i specifikke områder af hjernevævet.  Indgrebet er på eksperimentel basis blevet praktiseret siden 1999 i USA. Indgrebet er til dato hyppigst blevet bragt i anvendelse overfor personer, der lider af epilepsi eller parkinsons sygdom, men har også været forsøgt ved svær depression, tourettes syndrom samt obsessiv-kompulsiv tilstand.

WIRED bragte for nylig en enestående artikel forfattet af en mand med parkinson, der undergik BDS. Artiklen er en gribende og informativ indføring i en enkelt mands oplevelse med en meget svær sygdom samt hvordan man helt konkret gennemfører et sådan indgreb.

Parkinson sygdom er en neural betinget degenerativ lidelse, der rammer centralnervesystemet og som bla. viser sig ved rystelser, stivhed, vanskeligheder forbundet med bevægelse, talevanskeligheder, hukommelsesbesvær, depression og svigtende initiativ.  Det er en central hypotese, at parkinson forudsager celledød i substantia nigra , der er ansvarlig for produktionen af det essentielle neurotransmitter-stof, dopamin. Uden tilstrækkelig dopamin, vil man begynde at frembyde symptomer svarende til de ovennævnte. Desværre kan man ikke behandle tilstanden med kunstigt at tilføre dopamin, da det ikke kan krydse den såkaldte blod-hjerne barriere, der beskytter hjernen imod bakterier o.lign. Istedet medicinerer man med Levodopa, der er et dopamin-ligende stof, der er småt nok til at krydse barrieren.  Levodopa er hjælpsom, men langt fra en effektiv behandling og giver selv anledning til en række bivirkninger. Ved DBS omgås den svigtende dopamin-produktion ved at føre elektroder direkte ned i et område kaldet den subthalamiske kerne (se billedet overfor), der er særligt associeret med motor control (bevægelse), tænkning, følelser og læring. Ved at sende små elektriske impulser ind i den
subthalamiske kerne genvider sygdomsramte ofte store dele
af deres førelighed, humør, sproglige evner m.m. Behandlingen kan  er ingen helbredelse idet den neurale degeneration fortsætter og med tiden vil slå igennem med sin kendte symptomatologi.

ptsd2.jpg

Hvorfor leder voldsomme og livstruende oplevelser til post traumatisk stress (PTSD) ved nogle mennesker og ikke hos andre? Svaret skal ifølge en ny undersøgelse findes i omstændigheder omkring de uheldsramtes tidlige opvækst. Et hold forskere ledet af Karestan Koenen har siden deres fødsel i 1972-73 og med få års mellemrum fulgt 1037 personer fra New Zealand.
Ved en alder af 32 blev deltagerne spurgt om, hvorvidt de havde haft særligt voldsomme eller truende oplevelser (239 personer svarede bekræftende herpå) og om de efterfølgende havde udviklet symptomer forenelige med PTSD (det havde 35 personer).
På baggrund af det samlede datamateriale fandt forskerholdet, at en række bestemmelige faktorer øgede risikoen for at udvikle PTSD i kølevandet på et svært traume: Svær uligevægt hos moderen under graviditeten, Lav IK i barndommen, tidlige adfærdsforstyrrelser, tidlig tab af omsorgsperson samt et kaotisk og ustruktureret opvækstmiljø. Faktorerne er kumulative sådan, at et sammenfald af flere risikofaktorer øget den samlede sårbarhed.
Forskerne anbefaler bl.a. på baggrund af deres resultater en øget opmærksomhed på udviklingshistorien for voksne med PTSD samt deres kognitive og emotionelle karakteristika når traume-fokuseret psykoterapi igangsættes.