bored1.jpg

Keder du dig? Ingen at lege med?
Ifølge et nyt studie en af psykolog John Eastwood fra York Universitet, har kedsomhed meget lidt at gøre med mangel på ydre stimuli. Det er derimod adgangen til de indre rørelser, der er afgørende.
Efter at have udspurgt over 200 studerende omkring deres tilbøjelighed til at kede sig og sammenstillet deres svar med deres følelsesliv og grad af ydrefokusering, konkluderede Eastwood, at kedsomhed følger af en forringet evne til at være i kontakt med og sætte ord på sit følelsesliv kombineret med et ydre fokus.
Ifølge Eastwood peger resultaterne på, at vores tendens til at søge ydre stimulation og distraktion når vi keder os er en uhensigtsmæssig strategi, der alene bringer os endnu længere væk fra vores eget inde liv, der skal bærer og guide vores engagement i verden.

Reklamer

procrastinate1.gif

Du burde formentlig lave noget ganske andet end at læse dette indlæg netop nu. Jeg burde ihvertfald lave noget ganske andet end at skrive det. Ifølge nye forskningsresultater deler vi i så fald slægtskab med 15-20 pct. af befolkningen i den industrialiserede del af verden.

I en metaanalyse foretaget af Professor, Piers Steel fra University of Calgary og publiseret denne måned i American Psychological Association’s Psychological Bulletin fremgår det, at prograstinering (dvs. bevidst at udskyde en intenderet handling og samtidig have en forventing til den negative konsekvens heraf) kan koges ned til fire faktorer : 1) Den enkeltes forventning til, at kunne løse den forhåndværende opgave eller graden af selvtillid – 2) den oplevede værdi/ gevinst ved at færdiggøre opgaven – opgavens tilgængelighed samt dens deadline – 4) og endelig den enkeltes evne for behovsudsættelse eller graden af impulsivitet.

Mennesker der ofte prokrastinerer er således ifølge Steel mere impulsive, usikre på deres evne til at løse de opgaver de står overfor og vægter samtidig ikke den samme værdi i at færdiggøre det pågældende arbejde. Overraskende finder han ikke belæg for perfektionisme som en medierende faktor i forhold til prokrastinering.

Jeg ser en risiko for i denne undersøgelse og i den aktuelle stress-debat, at overvægte individbundne faktorer og derved overse, hvorledes ens omgivelser, fx. ens arbejdsplads, kan være at største betydning for, hvorvidt den enkelte føler sig klædt på til sit arbejde, føler incitament til at løse samme og i det hele taget nyder rimelige vilkår for udførsel af sit arbejde.

Adgang til artiklen kan opnås via: http://content.apa.org/journals/bul/133/1/65