Kulturer verden over har ord for sammenhænge mellem mentale tilstande og det omgivende miljø. ‘Koyaaniqatsi’ er Hopi-folkets begreb for et liv uden for balance og i forfald. Baffin-inuiterne bosat i Canadas nordvest-territorie anvender ordet, ‘uggianaqtuq’ for sælsomme forandringer i klima og vejr. Ordet har medbetydninger af en “ven der opføre sig underligt” eller uforudsigeligt; meget lig Freuds bestemmelse af det uhyggelige (‘das Unheimliche’).

Vi er anderledes familiære med ordet hjemve, der er udgangspunkt for en ny neologisme som den Australiske filosof, Glenn Albrecht har skabt, ‘Solastalgi’ (‘solastalgia’). Ordet er dannet af solacium (lat., ‘tøst’ – ‘støtte’) og algia (lat. ‘smerte’), og er tænkt beskrivende for en form for hjemve eller psykisk smerte forårsaget af tabet af velbefindende i forholdet til ens kendte miljø. Solastalgi optræder i de tilfælde hvor ens miljø, der udgør ens naturlige, velkendte og afholdte habitat, er under så store forandringer at det opleves mistet. Forandringer kan forudsages af kunstige såvel som naturlige årsager såsom tørke – brande – oversvømmelser – krig – minedrift – skovrydning – byvækst m.m.

Albrecht finder støtte for sit nykronede begreb i områder i New South Wales, hvor aggresiv minedrift har forvandlet økosystemer til ugenkendelige månelandskaber med stress, depression og generel psykisk ubehag til følge for lokalbefolkningen.

Det er et menneskeligt vilkår – og måske endda et vilkår gældende for alt levende – at vi identificere os med vores omgivelser og understøtter fornemmelsen af vores selv ved karakteren af samme miljø samt dets blivende træk og drag. Angribes det kendte omkring os, trues oplevelsen af os selv følgelig.

Jeg kommer til at tænke på de dele af den Grønlandske befolkning, der blev omhuset fra træhuse til beton i flere etager. Omvæltninger, der har bidraget til en voksende oplevelse af identitetstab, usikkert tilhørsforhold samt sivgtende kontrol.

Dystre meldinger løber jævnligt ind omkring accelerende klimaforandringer, der truer med at forandre ansigtet på vores jord. Handler vi kke effektivt på denne viden, risikere vi en global psyko-terrestrisk sorgreaktion. Bevarelse samt restaurering af jordens mangfoldige økosystemer er ikke alene af betydning for fremtidige generationers levevilkår, nationers BNP eller biodiversiteten, men har tillige afgørende betydning for vores aktuelle mentale trivsel. Vi har brug for større sensitivitet overfor dette perspektiv i vores valg, der ellers risikere at blive styret af kortsigtede profithensyn.

Kilder:

Glenn Albrecht, Solastalgia: A New Concept in Human Health and Identity, in PAN (Philosophy, Activism, Nature) 2005 Issue. 3, 41-55.

L. Connor, G. Albrecht, N. Higginbotham, W. Smith, & S. Freeman, (2004) Environmental Change and Human Health in Upper Hunter Communities of New South Wales, Australia, EcoHealth Vol. 1, Supplement 2, pp. 47-58. (Published online: 28 October 2004, Hard Copy Vol. 1 (Suppl. 2), 47- 58

Reklamer

Psyken 3

maj 12, 2007

rousseaudream.jpg 

I en kort serie vil jeg beskrive psyken som grundfænomen. Dette er det tredje indlæg. Første indlæg kan ses her og andet her.  

Lad mig vende tilbage til min sondring mellem objektet og genstanden. Jeg ønsker at præcisere, at jeg ikke taler for forestillingen om objektet eller verden som en særlig essens bag ved genstanden, der enten afficerer, dvs. påvirker mine forestillinger, eller re-præsenteres i og ved genstanden. Hvad vi ser og oplever korresponderer med, hvad der kan opleves, men det betyder ikke, at jeg oplever objektet i sit fulde væsen. Jeg plæderer for en realistisk erkendelsesposition: Der eksisterer korrespondens mellem erkendelse og det erkendte. Hvad vi erkender – sat under mulighederne og begrænsningerne af vores specifikke kropslighed – erkender vi sandt. Vores erkendelse er ikke absolut som, men kropsligt medieret og hermed partiel. 

At være menneske – frem for hund, mus, insekt eller et andet levende væsen – har betydning for, hvordan og hvad vi muligt kan erkende. Et helt basalt eksempel er, at vores hørelse kan opfange lydbølger i området mellem 20 til 20.000 Hz., mens en flagermus’ hørelse falder inden for området 1000 til 120.000 Hz. Et andet eksempel kunne være betydningen af vores oprejste gang: Da vores forfædre, ardipithecus ramidus, for godt 4.4 millioner år siden rejste sig på bagbenene, frigjorde de ikke alene forlemmerne og erhvervede sig et eleveret visuelt og auditivt point de vue; de fik i tillæg vertikaliteten som betydningsfuld orienteringsdimension. For dyr hvis længdeakse er parallel med jorden vil for og bag være den centrale orienteringsdimension, mens bipedale væsner, som os selv, med længdeaksen ortogonal til underlaget oplever en forstærket op-ned dimensionalitet. Vores optagethed af alskens rejsninger afspejler formentlig i lige grad en menneskelig som en kønnet dimension.

Det er selve evolutionens princip at organismer i stigende grad igennem tiden genspejler stadig større dele af verden. Genspejlingsgraden varierer i antal, nøjagtighed, omfang, specialisering, generalisering og kompleksitet. Menneske og dyr lever efter denne forståelse i den samme verden, men til dels i forskellige omverdener. Vi er bekendt med en sådan tankegang fra niche-begrebet. Karakteren og omfanget af genspejlede strukturer i verden er afhængig af menneskets biopsyke, der igen hænger uløseligt sammen med vores kropslige konfiguration, positur, specifikke sanseorganer; herunder sensibilitet, fysiologi m.m. Komplekse organismer lever således i mangfoldige omverdner og vise versa. 

Kroppen er en strategisk form, der på ydersiden gør forhold gribelige og på indersiden omverden be-gribelig. Vi er i vores sansers indretning og funktion specifikt og i vores kropslige konfiguration generelt et billede på verden og omvendt. Det er bl.a. denne sammenhæng – ved siden af den kulturelle – der betydningsstrukturerer vores omverden overhovedet. Tag som eksempel fuglens vinge, som i sit design i lige grad reflekterer fuglen som den omverden den fungerer i. Fuglens vinge, kropsform m.m. kan betragtes som tyngdekraftens, luftens, insekternes og de jordbundne rovdyrs komplementære svar.

Læs fjerde og sidste indlæg her.

Psyken 2

maj 11, 2007

shape.jpg

I en kort serie af indlæg vil jeg beskrive psyken som grundfænomen. Dette er andet indlæg; første kan læses her.

Til beskrivelsen af psyken, som en genspejlende aktivitet hører, at korrespondensen ikke er altomfattende, men består i artsspecifikke snit af verden. Til det eksisterende kan regnes den uorganiske natur, den organiske psykiske natur samt summen af de menneskelige kulturelle frembringelser. Kun dele af det eksisterende eller verden er inden for den menneskelige sanse- og forstandsbaserede erkendelse. Det segment af verden, der er os tilgængelig, kan benævnes, omverden. Den for os erfarbare verden er omverdenen. Som situeret og sansende er mennesket rettet mod verden, men vel at mærke ikke i dens endeløse mangfoldighed: Vi åbner og er åbne for en verden i verden. Omverden repræsenterer det artsspecifikke snit af verden vi aktuelt og muligt genspejler.

I linie med disse betragtninger kan man tale om en sondring mellem h.h.v. objektet og genstanden. Objektet er tingen i-sig, mens genstanden netop er gegen-stand, dvs. stående overfor noget andet, nemlig organismen. Et særligt betydningsfuldt spring sker i naturens værensform, idet den organiske psyke erkender objektet som genstand. Prof. Emeritus Boje Katzenelson beskriver dette spring og bringer det i forbindelse med subjektbegrebet, når han skriver:

I og med at en organisme erkender verdens objektkarakter, erkender den sig selv som havende subjektkarakter, dvs. som noget adskilt fra den verden den erkender. I og med objektets væren ”sat frem for” organismen, erkender organismen, at den også selv er ”et noget” eller et subjekt, som gennem skiftende perspektiver erfarer, at der findes ”et andet” eller et objekt adskilt fra det, og hvis konstante egenskaber er identificerbare via disse skiftende erfaringer med det.”

I denne første og primitive selverfaring, er organismen er sub-jektet, dvs. kastet under eller liggende under for genstanden. I denne forstand beror genstanden på, at den opfattes af subjektet; subjektet på, at den opfatter genstanden. Hegel, der vel har leveret det mest gennemførte bidrag til forståelsen af subjektet og objektet som bundet sammen i et dialektisk forhold, skriver:

”Med det Blik, som Mennesket ser paa Verden med, ser den på Mennesket”

Subjektiviteten er således betegnelsen for, at mennesket blues, vækkes, glædes, vredes eller andet under dette gen-syn. Subjektiviteten er kort bestemt subjektets private oplevelser ved dets relation til genstanden.

En neurokognitiv videnskab, der vil forstå den menneskelig bevidsthed må i tråd med denne forståelse ikke begrænse sig til at forklare, hvad sker i hjernen, men tillige, hvad sker for mennesket, hvis hjerne det er.

Se trejde del her.

Ref.:

Hegel, G. W. F. (1818). Forelæsning ved Tiltrædelse af Professoratet i Filosofi ved Berlins Universitet. København 1991.

Katzenelson, B. (1995). Bevidstheden: En oversigt. I: Psyke & Logos, 16, 265-266. København.

Psyken 1

maj 9, 2007

psyke.jpg

Jeg har i en tidligere post søgt at indramme selvbegrebet samt relaterede begreber vi bringer i brug, når vi tænker om os selv og andre. Jeg beskrev imidlertid ikke fænomenet, der overhovedet muliggøre selvet; nemlig psyken. Jeg vil i over en serie forsøge af beskrive dette grundfænomen, der er den centrale kvalitet ved liv.

Herhjemme er psyken efter inspiration fra den kulturhistoriske skole blevet beskrevet som evnen for genspejling af verden eller efter Herbert Spencer, som korrespondensen mellem organismen og dens verden. Begge bestemmelser, der naturligvis blot udgør et snit af de samlede forklaringsforsøg, søger at indramme organismes basale åbenhed for og rettethed imod omverden generelt og genstanden specifikt.

Det er vigtigt at bemærke, at omverden i organismens genspejlende aktivitet ikke nødvendigvis optræder som genstandsbilleder. Ofte vil de genspejlede strukturer optræde som fornemmelser, der ubevidst virker som signaler eller stimuli for organismen. Genstandsbilleder og en mere eller mindre distinkt subjekt-objekt spaltning er et væsenstræk kendetegnende for bevidstheden. Jeg skal vende tilbage til denne forskel senere. Her er det nok at slå fast, at bevidstheden udgør en underkategori til psyken.

Rettetheden repræsenterer et kardinaltræk ved psyken (og bevidstheden), og beskrives følgelig med henvisning til dens intentionelle struktur. Slagordsagtigt forstås herved, at psyken altid er om noget. Indsigten i denne kvalitet ved psykens væsen skylder vi for store dele Husserl, der under betegnelsen fænomenologi øvede en erkendelse af erkendelsen . Inspireret af sin lærer, Brentano, så Husserl en ny indgang til de klassiske filosofiske spørgsmål og problemer bundet til netop forestillinger om psykens væsen. Selv henførte Husserl sine studier til bevidstheden, men analyserne har for store dele lige gyldighed for psyken. Brentano havde anvendt intentionalitetsbegrebet som en demarkationslinje mellem det psykiske og det fysiske: Det psykiske var modsat det fysiske kendetegnet ved at henvise til noget andet end sig selv. Husserl videreudvikler ideen og opdeler bevidsthedens oplevelsesstruktur bipolart: (A) Intentio (også kaldet noesis og cogitatio) er den pol hvorfra oplevelsen udgår. Dette er, hvad vi kan kalde selve bevidsthedsakten, der kan antage flere forskellige modi: perception, forestilling, ønske, vurdering, fantasi m.m.. (B) Intentum (også kaldet noema eller cogitatum) udgør heroverfor den pol eller det objekt bevidstheden er rettet imod. De to momenter i bevidstheden skal ikke opfattes som uafhængige. Intentio er rettet mod intentum i og med at intentum retter intentio ind mod sig. Enhver sondring mellem uafhængige endsige en indre og ydre oplevelsesgenstand er meningsløs. Vi bør herfor snarere skelne mellem oplevelsens inder- og yderside. Oplevelsens yderside er de perceptioner vi har af omverdenen, mens oplevelsens inderside er summen af de selvoplevelser, vi samtidig hermed erfarer.

Læs anden del her.

Serien er uddrag fra min kandidatafhandling, der kan hentes i sin fulde længde via dette link.

ego.jpg

Vi anvender i dagligdagen begreber om os selv og hinanden som ‘jeg’, ‘person’, ‘ego’, ‘identitet’ og ‘selv’ uagtet at det ville være vanskeligt at redegøre for nøjagtigt, hvorved disse familære begreber adskiller sig fra hinanden. Fælles er de om at indramme relativt stabile træk i psyken, men hvad er særligt for dem hver især, anskuet fra et psykologisk perspektiv?

Lad mig starte med egoet, der for for mestendels en upersonlig instans i psyken, der varetager de styrende og regulerende funktioner. Egoet har som bekendt særlige bånd til den psykoanalytiske tradition, i hvilken den tjener en medierende rollen mellem driftspresset og de internaliserede idealer og normer således, at en handledygtig og realitetsbaseret omgang med omverden kan opretholdes. Om end et dynamisk begreb er mit ego ikke noget jeg identificerer mig med. Egoet henviser oftest til strengt kognitive funktioner.

Personbegrebet her over for bestemmer den enkeltes placering indenfor et sociokulturelt felt. Denne bestemmelse går tilbage til Lockes distinktion mellem menneske og person, hvor sidstnævnte tilskrives moralske egenskaber og forpligtelser. Personbegrebet er i denne forstand primært en juridisk term.

Identitetsbegrebet sigter imod det forhold, at vi hver især udgør en bestemmelig enhed i tid. Identitet følger deraf, at jeg er den samme i morgen som jeg er i dag. Ret beset har identitet intet at gøre med, hvordan jeg oplever mig selv eller hvordan jeg rent faktisk er, men at jeg for mig selv og min omgangskreds handler, tænker og føler med en vis grad af konsistens over tid.

Hvorledes positionerer selvet sig nu overfor disse begreber?  Med selvet henviser man vanligvis til en stærkt oplevelse af ejerskab, afgrænsning og agens. Oplevelsesmæssigt er jeg mig selv på en måde jeg aldrig vil være min person eller ego. Det er mig (selv), der oplever og føler dette eller hint. Samtidig har jeg en privilegeret, unik og personlig indgang til disse oplevelser, som jeg nok kan dele med andre, men som i en meget basal forstand er mine alene. Mit selv har her ud over en grænse, der starter ved kroppen undertiden kan inkludere det tøj jeg har på eller det redskab har arbejder med. Afgørende er, at selvet altid har en grænse, der markerer et skel til alt det som er ikke-selv. Endelig er det mig, der handler. Selvet er som jeg senere skal underbygge tæt bundet op på subjektet som agent i verden. Selvet er dybt personligt; det har alt at gøre med hvordan jeg har det og hvordan jeg lever mit liv og retter mig ud mod min omverden. På disse måder er selvet forskellig fra de øvrige begreber listet ovenfor og essentielt at udbygge vores viden om.

rel.jpg

Det er ikke ualmindeligt, at betragte h.h.v. spiritualitet og religiøsitet som generisk knyttet til samme kilde. Men antager vi at kraften fra kilden strømmer fra mennesket selv og undersøger vi de personlige karakteristika, der knytter sig til de nævnte kategorier brydes uniformiteten.

En amerikansk og polsk forsker undersøgte for nylig 375 mennesker i et amerikansk samfund for deres tros-orientering og sammenholdt dette med en række personlighedstests. Forskerne skelnede mellem subjektiv spiritualitet og traditionsorienteret religiøsitet og fandt, at de to grupper var endog meget forskellige, når det kom til specifikke personlighedstræk. Det viste sig, at personer orientet imod traditionsorienteret religiøsitet oftest er mere politisk højreorienteret og autoritære i deres samfundssyn. Samtidig scorede de højere på samvittighedsfuldhed og altruisme. Gruppen bestående af de åndelige og spirituelle tilhængere er ikke i samme grad knyttet til en særlig politisk observans; med en lille tendens til det venstreorienterede. De udmærker sig endvidere ved et mere antiautoritært samfundssyn og på mål for udadvendthed, venlighed og åbenhed overfor nye ideer.

Der synes således at ligge forskellige livsanskulser bag en h.h.v. spirituel og eksempelvis en kristen eller islamisk trosorientering.

Artiklen kan læses i sin fuld længde her.

Eppur si muove

februar 14, 2007

heliocentric.jpg

Ifølge Freud har mennesket igennem moderne historie lidt tre narcissistiske krænkelser: Det første med omvæltningen af det geocentriske verdensbillede som fremsat af Aristoteles til fordel for det heilocentriske, hvor solen – og ikke jorden – udgør universets centrum. Anden krænkelse blev leveret af Darwin, hvis lærer brød med forestillingen om mennesket som væsensforskelligt fra den animale verden. Tredje anslag kom fra ifølge Freud fra Freud selv, idet han ved konceptionen af det ubevidste gjorde op med forestillingen om mennesket som herre i eget hus.

Den 13. februar 1633 måtte Galileo Galilei stå skoleret for den romersk katolske kirke og Pope Urban VIII for sit skrift Dialogue on the Two Systems of the World , hvor han for tydeligt for kirken viste støtte til det kopernikanske verdensbillede, der satte solen i centrum.  Ikke, at han undlod at præsentere det geocentriske verdensbillede i samme skrift. Argumenterne herfor lod han præsentere ved en karakter ved navn Simplicius, der i tråd med navnet blev overmatchet og fremstillet som mindre begavet. Som historien har lært os, blev skriftet forbudt, Galileo tvunget til at afsværge sin overbevisning og placeret i husarrest for resten af sine dage.