Kulturer verden over har ord for sammenhænge mellem mentale tilstande og det omgivende miljø. ‘Koyaaniqatsi’ er Hopi-folkets begreb for et liv uden for balance og i forfald. Baffin-inuiterne bosat i Canadas nordvest-territorie anvender ordet, ‘uggianaqtuq’ for sælsomme forandringer i klima og vejr. Ordet har medbetydninger af en “ven der opføre sig underligt” eller uforudsigeligt; meget lig Freuds bestemmelse af det uhyggelige (‘das Unheimliche’).

Vi er anderledes familiære med ordet hjemve, der er udgangspunkt for en ny neologisme som den Australiske filosof, Glenn Albrecht har skabt, ‘Solastalgi’ (‘solastalgia’). Ordet er dannet af solacium (lat., ‘tøst’ – ‘støtte’) og algia (lat. ‘smerte’), og er tænkt beskrivende for en form for hjemve eller psykisk smerte forårsaget af tabet af velbefindende i forholdet til ens kendte miljø. Solastalgi optræder i de tilfælde hvor ens miljø, der udgør ens naturlige, velkendte og afholdte habitat, er under så store forandringer at det opleves mistet. Forandringer kan forudsages af kunstige såvel som naturlige årsager såsom tørke – brande – oversvømmelser – krig – minedrift – skovrydning – byvækst m.m.

Albrecht finder støtte for sit nykronede begreb i områder i New South Wales, hvor aggresiv minedrift har forvandlet økosystemer til ugenkendelige månelandskaber med stress, depression og generel psykisk ubehag til følge for lokalbefolkningen.

Det er et menneskeligt vilkår – og måske endda et vilkår gældende for alt levende – at vi identificere os med vores omgivelser og understøtter fornemmelsen af vores selv ved karakteren af samme miljø samt dets blivende træk og drag. Angribes det kendte omkring os, trues oplevelsen af os selv følgelig.

Jeg kommer til at tænke på de dele af den Grønlandske befolkning, der blev omhuset fra træhuse til beton i flere etager. Omvæltninger, der har bidraget til en voksende oplevelse af identitetstab, usikkert tilhørsforhold samt sivgtende kontrol.

Dystre meldinger løber jævnligt ind omkring accelerende klimaforandringer, der truer med at forandre ansigtet på vores jord. Handler vi kke effektivt på denne viden, risikere vi en global psyko-terrestrisk sorgreaktion. Bevarelse samt restaurering af jordens mangfoldige økosystemer er ikke alene af betydning for fremtidige generationers levevilkår, nationers BNP eller biodiversiteten, men har tillige afgørende betydning for vores aktuelle mentale trivsel. Vi har brug for større sensitivitet overfor dette perspektiv i vores valg, der ellers risikere at blive styret af kortsigtede profithensyn.

Kilder:

Glenn Albrecht, Solastalgia: A New Concept in Human Health and Identity, in PAN (Philosophy, Activism, Nature) 2005 Issue. 3, 41-55.

L. Connor, G. Albrecht, N. Higginbotham, W. Smith, & S. Freeman, (2004) Environmental Change and Human Health in Upper Hunter Communities of New South Wales, Australia, EcoHealth Vol. 1, Supplement 2, pp. 47-58. (Published online: 28 October 2004, Hard Copy Vol. 1 (Suppl. 2), 47- 58

Reklamer

Krig og Kærlighed

november 6, 2007

love-bomb.jpg

Hvert år i oktober uddeles Ig Nobel Prisen som en anerkendelse af den kategori af videnskabelige bedrifter, der umiddelbart får os til at le – for derefter at mane til eftertanke. Som det gør sig gældende for Nobel-prisen, er der flere studiefelter man kan gøre sig håb om at udmærke sig indenfor. Jeg vil her fremhæve nogle få: Indenfor medicin vandt Brian Witcombe for sin rapport omkring sideeffekterne ved sabel-slugning, link. Indenfor lingvistik løb Juan Manuel Toro med prisen for sin opdagelse, at rotter ikke altid kan skelne mellem japansk talt bagvendt og hollandsk talt bagvendt, link. Den prestigefyldte fredspris er i år i en klasse for sig. Her vandt det amerikanske Air Force Wright Laborator for deres 1994-oplæg omkring udvikling af en kemisk bombe, der ved sprængning vil omdanne fjendes soldater til lystne homoseksuelle uden interesse i god gammeldags krigsførsel, link.

New Scientist har fulgt op på sagen, som Pentagon siden samme magasin bragte historien tilbage i 2005 har afvist nogensinde er forsøgt omsat til virkelighed. Det har imidlertid vist sig, at ideen figurerede på en CD-ROM produceret af Pentagons Joint Non-Lethal Weapons Directorate (JNLWD) og distribueret til forskellige afdelinger i militæret og regeringen som oplæg til nye projekter. I 2001 blev ideen af JNLWD sendt til vurdering ved et videnskabeligt panel ved National Academy of Sciences.

Det er evident at forskning og udvikling af ubegribelige og vanvittige våben er virkelighed. Det næste bliver vel, at de kaster bomber der frembringer forestillinger om fred og sameksistens – hvad er der så tilbage at kæmpe for?!

homer-simpson.jpg

I et storstilet studie med over 24.000 canadiske deltagere påvises sammenhængen mellem arbejdsrelateret stress og øget risiko for at udvikle depression. Undersøgelse blev ledet af Dr. Emma Robertson Blackmore fra University of Rochester Medical School.

Forskerne undersøgte effekten af flere forskellige stress-relaterede forhold, herunder: Indflydelse i ens arbejde, variationen i ens arbejde samt udviklingsmuligheder, psykologiske krav og belastninger, kollegial støtte, sikkerhed i ens ansættelse samt graden af fysisk belastning.

Overordnet fandt undersøgelsen, at nær 5 pct. af deltagerne i undersøgelsen – 3.5 pct. af mændene og 6 pct. af kvinderne – haft en depressiv episode indenfor en 12-måneders periode og at

Specifik fandt forskerne at mænd og kvinder i nogen grad har forskellige risiko-faktorer for udvikling af depression associeret til deres oplevelser på arbejdspladsen: For mændene fandt man, at gruppen der indenfor det sidste år havde oplevet høje krav og ringe indflydelse i deres arbejde havde en fordoblet risiko for at udvikle depression.

Blandt kvinderne fandt man, at ringe indflydelse i arbejdet var særligt relateret til udvikling af depression.

Fælles for kønnene var, at ringe kollegial støtte var relateret til udvikling af depression.

Samlet understreger undersøgelsen sammenhængen mellem arbejdsrelateret stress og depression. Den peger imidlertid også på omfanget af depression og nødvendigheden af en offensiv offentlig og privat politik i forhold til dette voksende sundhedsproblem. Depression i og under for arbejdspladsen er alt for ofte overset og utilstrækkelig behandlet.

Der er brug for et øget opmærksomhed og behandlingsindsats fra statens side i forhold til depression. Man må anerkende depression som en hyppig og alvorlig lidelse med samme behandlingsbehov som fysiske lidelser.

Virksomheder må for deres part være opmærksomme på den balance mellem krav og ressourcer de byder deres ansatte. Det er imidlertid lige vigtigt, at begynde at fokusere på, hvordan god kollegial støtte og kontakt faciliteres, da social støtte tydeligvis er en afgørende beskyttende faktor imod depression – også på arbejdspladsen. Endelig er det oplagt, at begynde at tænke i måder at mere opmærksom på ansattes velbefindende; evt. igennem screeninger og støtte til de som måtte have brug for det.

Undersøgelsen, der netop er publiseret i American Journal of Public Health kan findes her.

Tankens kraft

april 30, 2007

rhesus.jpg

Jeg har tidligere skrevet  om Claudia Mitchell, der blev subjekt for banebrydende resultater indenfor tankekontrollerede kunstige proteser. Bag denne bedrift ligge mange års grundforskning. En af pionererne indefor dette felt er prof. Miguel Nicolelis fra Duke University, der har lykkedes med at vise, hvordan en abe kan kontrollere en robotarm og løse specifikke opgaver alene ved tankens kraft. For at nå til dette resultat har teamet omkring  Nicolelis først kortlagt og afkodet abens hjerneneelektriske informationsstrøm parallelt med, at den styrede en robotarm via et joystick. Denne information kortlagde korrespondancen mellem specifikke bevægelser og specifikke mønstre i hjernesignalet. Herefter fjernede man koblingen mellem joysticket og robotarmen; tilbage var nu alene koblingen mellem de elektriske signaler i abens hjerne og robotarmen, som aben nu kontrollerede ved sine intentioner.  

Se aben og hør Nicolelis’ egen beskrivelse af sit arbejde nedenfor – mindblowing stuff!

(D)Evolution ?

april 24, 2007

darwin-ape.jpg

Evolutionslæren som videnskabelig teori er under angreb fra de såkaldte kreationister. Kritikken har givet anledning til endog megen debat – især i USA – og affødt en bølge af ateistiske testamenter i Darwins forsvar, hvoraf de mest kendte tæller bidrag fra Richard Dawkins, Sam Harris og Daniel Dennett. Pennen er imidlertid blevet så spids, at disse “New Atheists” kritiseres for dogmatisk retorik og for at stå i spidsen for en bevægelse, der ikke blot søger at forsvare evolutionslæren, men i lige grad at bekæmpe tro overhovedet.  

Tilbage i 2006 præsenterede National Geograhic resultaterne og overvejelserne fra et forskerhold, der havde foretaget en opgørelse over i hvilken grad forskellige nationer mener, at mennesket nedstammer fra tidligere arter; 32 lande indgår i opgørslen og Danmark er iblandt (tryk på grafen for større billede).

evolution_big.jpg

Afhængig af ens perspektiv indtager dansken en flot andenplads i troen på evolutionslæren – kun overgået af Island. Alene 14% af den voksne Amerikanske befolkning mener vi nedstammer fra aberne – kun overgået af Turkiet.

Det skal blive spændende at følge hvilket tanke-dyr der overlever striden. Med mindre de da ligefrem lever i skjult symbiose.

quelleefficaciteheysel.jpg

Kontrær til den gængse forestilling er det vindende fodboldholds tilhængere mere aggressive og orienteret imod vold end det tabende holds støtter. Det er konklusionen på en undersøgelse af et forskerteam fra Cardiff Universitet, der har interviewet 197 mandlige rugbyinteresserede, der frekventerede byens station. Man fandt samtidig en sammenhæng mellem aggression og øget alkoholindtag efter kampen. Endelig viser det sig at nederlag og uafgjort sænker oplevelsen af glæde mens sejr imidlertid ikke øger samme.

Man kan forestille sig, at en øget testosteron produktion, der i tidligere studier er blevet associeret til sejrs-oplevelser, er del af årsagen til den aggressive tendens ved det vindene hold. Under alle omstændigheder må en frustrations-hypotese som forklaring på aggression (i denne sammenhæng) revurderes.

Det er håbet, at man med denne type undersøgelser kan blive bedre til at dæmme op for hooliganisme og volden, der ofte følger i dens kølevand.

Undersøgelsen er publiseret i ‘Criminal Behaviour and Mental Health

janegoodall.jpg

Hvordan kommer vi til at opleve samhørighed med andre mennesker, hvordan evner vi at attribuere mentale tilstande og kapaciteter til andre samt at anticipere og forklare handlinger, der ikke er vores egne? Nye forskningsresultater peger mod et neuralt grundlag for intersubjektiviteten.

Følgende post er et uddrag fra mit speciale omkring selvoplevelse. Afhandlingen kan hentes i sin fulde længde via dette link.

På universitetet i Parma lagde et hold af neurofysiologer ledet af Vittorio Gallese og Giacomo Rizzolatti sidst i 90’erne grunden for, hvad Ramachandran (2000) har profeteret vil være af samme betydning for psykologien som opdagelsen af DNA’et fik for biologien. Opdagelsen består i en identificering af en ny klasse af neuroner først lokaliseret i macaque abens premotoriske cortex klassificeret som F5. Få år tidligere havde holdet fundet at samme område var aktivt ved intentionelle og målorienterede operationer udført ved h.h.v. håndens og mundens arbejde. I opfølgende studier opdagede man, at samme klasse af neuroner var aktive hvis aben blev holdt i en passiv observerende rolle til lignende handlinger udført af en anden end den selv (Rizzolatti & Arbib, 1988). Neuronerne var ikke indstillet eller rettet mod genstandene, men mod vores målrettede og meningsfulde omgang med samme. Forskerne fandt med andre ord, at den selv samme handling, der resulterede i et givent neuralt fyringsmønster, når aben udførte den, omtrent altid ville resultere i det samme mønster, hvis aben så en anden udføre samme handling. Neuronerne blev i overensstemmelse med deres mimende egenskaber døbt spejlneuroner (mirror neurons).

Fadiga (her efter Motluk, 2001) var den første til at sandsynliggøre lignende neuroner i menneskehjernen ved at forfølge formodede motoriske følgeprocesser til neuronaktiviteten. Fadiga målte sine forsøgspersoners muskelspændingsniveau under observation af en anden persons handlinger. Han fandt, at under sådanne observationer var de muskler i forsøgspersonen svagt aktiverede, som var identiske med den uafhængigt handlende persons spændingsmønster. Hvor disse resultater gav formodning om spejlneuronernes eksistens i mennesker, var de imidlertid tavse om deres lokalisering.

En cerebral lokalitetsbestemmelse blev foretaget af holdet omkring Rizzolatti til Brocas område, der sammen med Wernickes område menes at være af største betydning for vores sproglige kapaciteter. Opdagelsen er yderligere interessant idet Brocas området betragtes som analog til F5 området i abehjernen, der associeres med den motoriske kontrol over hånden (Rizzolatti & Arbib, 1998). Det synes evident at nævnte, at resultaterne er af betragtelig interesse for undersøgelser og overvejelser over alle former for social eksistens, interdependens, intersubjektivitet, empati, kommunikation og selvoplevelser.

Med disse fund synes en vigtig neural base for en empatisk evne at vise sig. Det overraskende ved disse nye fund er ikke så meget at sådanne mekanismer eksisterer, som den grad af almenhed de synes at besidde. Det filosofiske problem om det fremmedpsykiske afmystificeres i en mimisk kropslig rationalitet. Kroppen er et levende udtryk der ved hver en bevægelser danner form, indhold og udtryk til et givent forsæt. Vi er til stadighed udleveret til og indfoldet i hin-andens mål og med; vi er hinandens udleverede. Relationen etableres og forløber som beskrevet udenom vores vilje og bevidsthed; samkvemmet kommer bag på og forud for os i mødet som en suveræn fordring.

Som nævnt er det menneskelige sprogcenter i hjernen, Brocas område, analog i sin anatomiske lokalisering til F5 i aben, som også anses for den fylogenetiske forløber herfor. Et interessant sammentræf. Hvad kan disse neuroner, hånden og sproget have med hinanden at gøre? Rizzolatti og Arbib (1998) foreslår, at spejlneuronerne har fungeret som katalysator mellem en given virksomhed og en formidlende eller kommunikerende relation artsfæller imellem. Kommunikation hviler i grunden på en delt forståelse afsender og modtager imellem. Modtageren må være opmærksom på kommunikationen, og afsenderen må vide at modtageren er åben for og evner en sådan udveksling. Spejlneuronerne kan vel tænkes at sætte os i stand til at imitere andres bevægelser (inkl. kompleks gestik og vokaliseringer) og nå en indre forståelse af deres bevæggrunde. Den første dialog var formentlig ikke nogen dialog som vi vanligvis forstår det, men en synlig empatisk kropslig spejling mellem to artsfæller. Spejlingen åbenbarede for begge væsner, at en fælles forståelse var etableret.

Nogle af de ovennævnte personer optræder i dette videoklip,
der giver en introduktion til opdagelsen.

Referencer:

Motluk, A. (2001). Read my mind. I: New Scientist, No2275. London.

Ramachandran, V. S. (2000). MIRROR NEURONS and imitation learning as the driving force behind “the great leap forward” in human evolution. I: Edge, http://www.edge.org/documents/archive/edge69.html

Rizzolatti G., Camarda R., Fogassi M., Gentilucci M., Luppino G. and Matelli M. (1988) “Functional organization of inferior area 6 in the macaque monkey: II. Area F5 and the control of distal movements”. I: Exp. Brain Res. 71: 491 507.

Rizzolatti, G. & Arbib, M. (1998). Language within our grasp. I: Trends in Neuroscience, vol. 21.