janegoodall.jpg

Hvordan kommer vi til at opleve samhørighed med andre mennesker, hvordan evner vi at attribuere mentale tilstande og kapaciteter til andre samt at anticipere og forklare handlinger, der ikke er vores egne? Nye forskningsresultater peger mod et neuralt grundlag for intersubjektiviteten.

Følgende post er et uddrag fra mit speciale omkring selvoplevelse. Afhandlingen kan hentes i sin fulde længde via dette link.

På universitetet i Parma lagde et hold af neurofysiologer ledet af Vittorio Gallese og Giacomo Rizzolatti sidst i 90’erne grunden for, hvad Ramachandran (2000) har profeteret vil være af samme betydning for psykologien som opdagelsen af DNA’et fik for biologien. Opdagelsen består i en identificering af en ny klasse af neuroner først lokaliseret i macaque abens premotoriske cortex klassificeret som F5. Få år tidligere havde holdet fundet at samme område var aktivt ved intentionelle og målorienterede operationer udført ved h.h.v. håndens og mundens arbejde. I opfølgende studier opdagede man, at samme klasse af neuroner var aktive hvis aben blev holdt i en passiv observerende rolle til lignende handlinger udført af en anden end den selv (Rizzolatti & Arbib, 1988). Neuronerne var ikke indstillet eller rettet mod genstandene, men mod vores målrettede og meningsfulde omgang med samme. Forskerne fandt med andre ord, at den selv samme handling, der resulterede i et givent neuralt fyringsmønster, når aben udførte den, omtrent altid ville resultere i det samme mønster, hvis aben så en anden udføre samme handling. Neuronerne blev i overensstemmelse med deres mimende egenskaber døbt spejlneuroner (mirror neurons).

Fadiga (her efter Motluk, 2001) var den første til at sandsynliggøre lignende neuroner i menneskehjernen ved at forfølge formodede motoriske følgeprocesser til neuronaktiviteten. Fadiga målte sine forsøgspersoners muskelspændingsniveau under observation af en anden persons handlinger. Han fandt, at under sådanne observationer var de muskler i forsøgspersonen svagt aktiverede, som var identiske med den uafhængigt handlende persons spændingsmønster. Hvor disse resultater gav formodning om spejlneuronernes eksistens i mennesker, var de imidlertid tavse om deres lokalisering.

En cerebral lokalitetsbestemmelse blev foretaget af holdet omkring Rizzolatti til Brocas område, der sammen med Wernickes område menes at være af største betydning for vores sproglige kapaciteter. Opdagelsen er yderligere interessant idet Brocas området betragtes som analog til F5 området i abehjernen, der associeres med den motoriske kontrol over hånden (Rizzolatti & Arbib, 1998). Det synes evident at nævnte, at resultaterne er af betragtelig interesse for undersøgelser og overvejelser over alle former for social eksistens, interdependens, intersubjektivitet, empati, kommunikation og selvoplevelser.

Med disse fund synes en vigtig neural base for en empatisk evne at vise sig. Det overraskende ved disse nye fund er ikke så meget at sådanne mekanismer eksisterer, som den grad af almenhed de synes at besidde. Det filosofiske problem om det fremmedpsykiske afmystificeres i en mimisk kropslig rationalitet. Kroppen er et levende udtryk der ved hver en bevægelser danner form, indhold og udtryk til et givent forsæt. Vi er til stadighed udleveret til og indfoldet i hin-andens mål og med; vi er hinandens udleverede. Relationen etableres og forløber som beskrevet udenom vores vilje og bevidsthed; samkvemmet kommer bag på og forud for os i mødet som en suveræn fordring.

Som nævnt er det menneskelige sprogcenter i hjernen, Brocas område, analog i sin anatomiske lokalisering til F5 i aben, som også anses for den fylogenetiske forløber herfor. Et interessant sammentræf. Hvad kan disse neuroner, hånden og sproget have med hinanden at gøre? Rizzolatti og Arbib (1998) foreslår, at spejlneuronerne har fungeret som katalysator mellem en given virksomhed og en formidlende eller kommunikerende relation artsfæller imellem. Kommunikation hviler i grunden på en delt forståelse afsender og modtager imellem. Modtageren må være opmærksom på kommunikationen, og afsenderen må vide at modtageren er åben for og evner en sådan udveksling. Spejlneuronerne kan vel tænkes at sætte os i stand til at imitere andres bevægelser (inkl. kompleks gestik og vokaliseringer) og nå en indre forståelse af deres bevæggrunde. Den første dialog var formentlig ikke nogen dialog som vi vanligvis forstår det, men en synlig empatisk kropslig spejling mellem to artsfæller. Spejlingen åbenbarede for begge væsner, at en fælles forståelse var etableret.

Nogle af de ovennævnte personer optræder i dette videoklip,
der giver en introduktion til opdagelsen.

Referencer:

Motluk, A. (2001). Read my mind. I: New Scientist, No2275. London.

Ramachandran, V. S. (2000). MIRROR NEURONS and imitation learning as the driving force behind “the great leap forward” in human evolution. I: Edge, http://www.edge.org/documents/archive/edge69.html

Rizzolatti G., Camarda R., Fogassi M., Gentilucci M., Luppino G. and Matelli M. (1988) “Functional organization of inferior area 6 in the macaque monkey: II. Area F5 and the control of distal movements”. I: Exp. Brain Res. 71: 491 507.

Rizzolatti, G. & Arbib, M. (1998). Language within our grasp. I: Trends in Neuroscience, vol. 21.

Reklamer

homer-marriage.jpg

Edge.org er adressen til et ganske unikt site, hvor særligt udmærkede videnskabsfolk og intellektuelle præsenterer og debattere deres resultater og overvejelser.  Det er tradition for selskabet, af stille sine medlemmer ét STOR spørgsmål for hvert nyt år vi træder ind i.  I år lød spørgsmålet, “Hvad er du optimistisk omkring?”. De tidligere års spørgsmål finder du her. En af besvarelserne kom fra den kendte filosof Daniel C. Dennett, der hæfter sin optimisme til en gryende opløsningen af, hvad han forstår som religionens magtfulde mystik.  Opløsningen vil ifølge Dennett følge af det voksende informationsudbud samt antallet og arten af de informationsbærende medier. For skud står religiøs dogmatik, fanatisme og intolerance.

Dennett skriver sin ved sin optimisme for fremtiden ind i den ophedede og aktuelle debat i USA mellem de såkaldte kreationister, der fremfører ideen om intelligent design, og tilhængere af  evolutionsteorien oprindeligt fremført af Darwin.   

Jeg mener ikke Dennetts optimisme bygger en rimelig forståelse af relationen mellem videnskab og tro, men anerkender, at en voksende sekularisering har afgørende betydning for vores moral som vi lever den dag for dag. Den refererede artikel nedenfor er måske et udtryk herfor.

USA TODAY trykte for nyligt en markant og opmuntrende statistisk opgørelse fra Gallup over amerikanernes accept af homoseksualitet. Statistikken viser markante ændringer i forholdet til homoseksualitet fra 1982 og frem til i dag. Hvor 34% i 1982 accepterede homoseksualitet er tallet i dag oppe på 54% Undersøgelsen viser samtidig ikke overraskende, at de er de unge, der er de mest tolerante.

gay1.jpg

Godt nyt for de homoseksuelle og hovedbrud for republikanske politikkere.  

mimesis.jpg

Den franske filosof Rene Girard er kendt for sit bidrag til formuleringen og forståelsen af, hvordan vores ønsker og lyster opstår og invisteres i forhold uden for os selv. Hvad jeg begærer er ifølge Girard ikke et isoleret forhold imellem mig og det attråede objekt, men en social medieret proces, hvor mine ønsker er efterligninger (mimesis) af DEN ANDENs ditto . Det er med andre ord fordi den person jeg har som model ønsker sig eller er i besidelse af et givent objekt, at jeg begynder at ønske mig det samme. Ifølge Girard grunder klasseskellet og megen mellemmenneskelig konflikt i dette forhold, idet objektet der tilhører den ANDEN og som dannede udgangangspunkt for min stræben uundværligt taber værdi når det deles af flere.

I en nyligt publiseret artikel af Benedict Jones fra Aberdeen University’s Face Research Laboratory forsøgtes det mimetisk begær kvantiseret; uden reference til Girard i øvrigt. Benedict undersøgte hvorvidt kvinders og mænds preferencer for mænds ansigter (dvs. om de fandt dem attraktive eller ej) er influreret af andre kvinders synlige vurderinger af samme mænd (dvs. smilende eller “neutralt” ansigtsudtryk). Det viste sig at kvinderne i forsøget øgede deres vurdering af mandeansigteren i de tilfælde de blev koblet med en anden kvindes smil og mindre attraktivt i de tilfælde, hvor den anden kvinde var neutral. Mændene i forsøget vist det omvendte mønster, idet de tenderede imod at vurdere et mandeansigt mindre attrativt efter de havde set en smilende kvinde kigge på det og mere attrativt i de tilfælde, hvor den observerende kvindes ansigtsudtryk er neutralt. 

Vores vurdering af et ansigt er således influreret af de sociale cues eller markører vi opfanger ud fra, hvordan andre ser på ham.  Skønhed afhænger altså ikke alene af øjet der ser, men af, hvordan vi ser de andre betrager det vi kigger på.

Kvindernes socialt medierede vurderinger kan forstås ved Girards teori. Det mimetiske begær kan videre udgrundes evolutionert, idet der kan være omkostninger (tid eller energi) forbundet med alene at evaluere en potentiel partneres kvaliteter eller vanskeligt at diskriminere imellem potentielle partneres kvaliteter. I disse omstændigheder vil det være en fordel også at kunne støtte sig op ad andres vurderinger.

Men hvad med mændenes resultater – er de ikke i uoverenstemmelse med Girards teori? Ikke så snart vi indser, at det ikke er skønhed alene, men mulig partnervalg og reproduktion der er på spil. Mændene i forsøget udtrykker faktisk et mimetisk begær derhen at de ønsker sig den samme status og potentielle mulighed som manden, der er blevet vurderet positivt. Som effekt heraf søger manden at manipulere den samlede sociale vurdering, der omgiver rivalen ved at vurdere ham negativt.  Forestiller jeg mig …

061108_chimphuman_hlg_2phlarge.jpg

I et nyligt indlæg i The New York Times muser psykolog Michael Tomasello fra Max Planck Instituttet for Evolutioner Antropologi over det hvide i øjnene.
Hvordan kan det være, at af de 220 forskellige primater, er mennesket det eneste dyr med hvidt tydeligt omkransende pupillerne? Hvad nytte gør det hvide i øjnene os? Jo, det gør det meget lettere for andre at se, hvor jeg faktisk kigger hen og ikke blot, hvad mit hoved er drejet i retning af. Det er Tomasellos ide, at dette særlige forhold ved det menneskelig øjes opbygning gemmer en af nøglerne til at forstå den evolutionære udvikling af samarbejde og ultimativt sprog, samfund og samvittighed. Ideen er simpel; ved at vide, hvad den anden ser på, opnår jeg samtidig information om, hvad han med nogen sandsynlighed tænker på, føler og eventuelt står overfor at gøre. Det er ikke rent tilfælde, at så mange pokerspillere bærer solbriller eller at ”kigge væk finten” stadig er hyppig anvendt og lige effektiv. Tydeligt at kunne aflæse den andens blikretning kan meget vel tænkes at have udgjort en hjælp i forhold til tætte samarbejds-aktiviteter og planlægning til fordel for alle parter. Således ville de individer og grupper med særlig megen hvidt i øjenene klare sig bedre end deres i øvrigt lige og i overenstemmelse hermed få mere afkom; afkom vi er linie med. Det er endvidere belæg for at koordinationen af den visuelle opmærksomhed har udgjort grundlaget for udviklingen af menneskets sprog.

Snip snap snude – hermed er historien helt sikkert ikke ude.