Te-Posens Visdom

juni 5, 2007

tea_bag_02.jpg 

Min kæreste har købt te, der gror i skyggen af Kobe-Kør, der græsser på sydvendte skråninger. På et af disse tebreve fandt jeg i går et citat af ukendt oprindelse, der er så indsigtsfuldt som det er simpelt.

To Learn. Read

To Know. Write

To Master. Teach

Arven fra Freud

juni 4, 2007

freud_1b.jpg

Sigmund Freud er som bekendt psykoanalysens fader – ved sit banebrydende arbejde hen imod afslutningen af 1800-tallet begrebsliggjorde han psyken og gav samtidig anvisninger til, hvordan man alene ved samtalen kunne genoprette en balance i et forstyrret sind. Freuds betydning og indflydelse i klinikken har været enorm, men størst er hans betydning ved det forhold, at hans forestillinger om psykens arkitektur og dynamik er blevet en integreret del af folkepsykologien. Vores måde at tænke om os selv og andre er for store dele afledt af psykoanalytisk teori. Den lethed, hvormed vi tilskriver andre – og ind i mellem os selv – uerkendte motiver er det tydeligste eksempel herpå. Hertil kommer vores (intuitive) forståelse og brug af den neurotiske karakter, seksualitetens betydning og kraft, drømmenes mekanik og vores utallige måder at bringe forsvar som fortrængning og projektion i spil.

Klinisk psykologi i dag består af en række forskellige traditioner, der hver især er udviklet med afsæt i metapsykologi, hvis gæld til psykoanalysen variere, men vanskeligt lader sig absolut afvise. Psykoanalysen selv har via forskellige skoler indenfor traditionen fortsat sin udvikling fra Freuds tidligste arbejder og frem til i dag. Psykoanalytisk inspirerede psykologer i dag benævner ofte sig selv som ‘psykodynamisk orienterede’. 

Det er i dag et voksende krav til psykoterapier og interventioner bredt betragtet, at de lever op til et videnskabeligt evidenskrav; dvs. at de behandlingstiltag man foretager rent faktisk har den tiltænkte effekt. Psykoanalytisk terapi har undertaget dette krav og finder evidens for sin metode, men er imidlertid kommet relativt sent i gang med denne nødvendige øvelse. Kognitiv terapi her overfor har været dygtig til at undersøge effekten af sin tilgang og vinder stor indflydelse på deres resultater. For en diskussion af fordelingen af psykoterapeutisk tilhørsforhold blandt terapeuter og psykologer se denne tidligere post.  

En anden stor trend i dag, er bestræbelsen imod, at forankre og kvalificere psykologisk teori og behandlingsmekanismer indenfor en neuropsykologisk begrebsramme. Her ser vi bredt og specifikt for psykoanalytisk teori og behandling  flere lovende studier. Se bl.a dette interview med Mark Solms. 

Psykoanalysen har igennem de seneste årtier været genstand for megen kritik – typisk på baggrund af fattig empiri og teoretiske overgeneraliseringer. Vi vil imidlertid i de kommende år vil se en stor vækst i psykoanalytisk eller psykodynamisk forskning, der vil bestemme de virksomme ingredienser ved tilgangen og samtidig understøtte innovation i det praktiske arbejde.   

Den amerikanske tv-diskussions vært, Charlie Rose, har en serie af meget spændende programmer tilgængelige online, hvor nogle af verdens førende videnskabsmænd præsentere og diskutere deres fund og synspunkter. I et nylig program som er vedhæftet nedenfor var Freuds arv emne for udsendelsen. Tilstede var neurobiolog Eric Kandel, freudiansk psykoterapeut og forsker Peter Fonagy, opfinder af den kognitive terapi Aaron Beck samt psykiateren Charlie Roose.