Psyken 3

maj 12, 2007

rousseaudream.jpg 

I en kort serie vil jeg beskrive psyken som grundfænomen. Dette er det tredje indlæg. Første indlæg kan ses her og andet her.  

Lad mig vende tilbage til min sondring mellem objektet og genstanden. Jeg ønsker at præcisere, at jeg ikke taler for forestillingen om objektet eller verden som en særlig essens bag ved genstanden, der enten afficerer, dvs. påvirker mine forestillinger, eller re-præsenteres i og ved genstanden. Hvad vi ser og oplever korresponderer med, hvad der kan opleves, men det betyder ikke, at jeg oplever objektet i sit fulde væsen. Jeg plæderer for en realistisk erkendelsesposition: Der eksisterer korrespondens mellem erkendelse og det erkendte. Hvad vi erkender – sat under mulighederne og begrænsningerne af vores specifikke kropslighed – erkender vi sandt. Vores erkendelse er ikke absolut som, men kropsligt medieret og hermed partiel. 

At være menneske – frem for hund, mus, insekt eller et andet levende væsen – har betydning for, hvordan og hvad vi muligt kan erkende. Et helt basalt eksempel er, at vores hørelse kan opfange lydbølger i området mellem 20 til 20.000 Hz., mens en flagermus’ hørelse falder inden for området 1000 til 120.000 Hz. Et andet eksempel kunne være betydningen af vores oprejste gang: Da vores forfædre, ardipithecus ramidus, for godt 4.4 millioner år siden rejste sig på bagbenene, frigjorde de ikke alene forlemmerne og erhvervede sig et eleveret visuelt og auditivt point de vue; de fik i tillæg vertikaliteten som betydningsfuld orienteringsdimension. For dyr hvis længdeakse er parallel med jorden vil for og bag være den centrale orienteringsdimension, mens bipedale væsner, som os selv, med længdeaksen ortogonal til underlaget oplever en forstærket op-ned dimensionalitet. Vores optagethed af alskens rejsninger afspejler formentlig i lige grad en menneskelig som en kønnet dimension.

Det er selve evolutionens princip at organismer i stigende grad igennem tiden genspejler stadig større dele af verden. Genspejlingsgraden varierer i antal, nøjagtighed, omfang, specialisering, generalisering og kompleksitet. Menneske og dyr lever efter denne forståelse i den samme verden, men til dels i forskellige omverdener. Vi er bekendt med en sådan tankegang fra niche-begrebet. Karakteren og omfanget af genspejlede strukturer i verden er afhængig af menneskets biopsyke, der igen hænger uløseligt sammen med vores kropslige konfiguration, positur, specifikke sanseorganer; herunder sensibilitet, fysiologi m.m. Komplekse organismer lever således i mangfoldige omverdner og vise versa. 

Kroppen er en strategisk form, der på ydersiden gør forhold gribelige og på indersiden omverden be-gribelig. Vi er i vores sansers indretning og funktion specifikt og i vores kropslige konfiguration generelt et billede på verden og omvendt. Det er bl.a. denne sammenhæng – ved siden af den kulturelle – der betydningsstrukturerer vores omverden overhovedet. Tag som eksempel fuglens vinge, som i sit design i lige grad reflekterer fuglen som den omverden den fungerer i. Fuglens vinge, kropsform m.m. kan betragtes som tyngdekraftens, luftens, insekternes og de jordbundne rovdyrs komplementære svar.

Læs fjerde og sidste indlæg her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: