Psyken 2

maj 11, 2007

shape.jpg

I en kort serie af indlæg vil jeg beskrive psyken som grundfænomen. Dette er andet indlæg; første kan læses her.

Til beskrivelsen af psyken, som en genspejlende aktivitet hører, at korrespondensen ikke er altomfattende, men består i artsspecifikke snit af verden. Til det eksisterende kan regnes den uorganiske natur, den organiske psykiske natur samt summen af de menneskelige kulturelle frembringelser. Kun dele af det eksisterende eller verden er inden for den menneskelige sanse- og forstandsbaserede erkendelse. Det segment af verden, der er os tilgængelig, kan benævnes, omverden. Den for os erfarbare verden er omverdenen. Som situeret og sansende er mennesket rettet mod verden, men vel at mærke ikke i dens endeløse mangfoldighed: Vi åbner og er åbne for en verden i verden. Omverden repræsenterer det artsspecifikke snit af verden vi aktuelt og muligt genspejler.

I linie med disse betragtninger kan man tale om en sondring mellem h.h.v. objektet og genstanden. Objektet er tingen i-sig, mens genstanden netop er gegen-stand, dvs. stående overfor noget andet, nemlig organismen. Et særligt betydningsfuldt spring sker i naturens værensform, idet den organiske psyke erkender objektet som genstand. Prof. Emeritus Boje Katzenelson beskriver dette spring og bringer det i forbindelse med subjektbegrebet, når han skriver:

I og med at en organisme erkender verdens objektkarakter, erkender den sig selv som havende subjektkarakter, dvs. som noget adskilt fra den verden den erkender. I og med objektets væren ”sat frem for” organismen, erkender organismen, at den også selv er ”et noget” eller et subjekt, som gennem skiftende perspektiver erfarer, at der findes ”et andet” eller et objekt adskilt fra det, og hvis konstante egenskaber er identificerbare via disse skiftende erfaringer med det.”

I denne første og primitive selverfaring, er organismen er sub-jektet, dvs. kastet under eller liggende under for genstanden. I denne forstand beror genstanden på, at den opfattes af subjektet; subjektet på, at den opfatter genstanden. Hegel, der vel har leveret det mest gennemførte bidrag til forståelsen af subjektet og objektet som bundet sammen i et dialektisk forhold, skriver:

”Med det Blik, som Mennesket ser paa Verden med, ser den på Mennesket”

Subjektiviteten er således betegnelsen for, at mennesket blues, vækkes, glædes, vredes eller andet under dette gen-syn. Subjektiviteten er kort bestemt subjektets private oplevelser ved dets relation til genstanden.

En neurokognitiv videnskab, der vil forstå den menneskelig bevidsthed må i tråd med denne forståelse ikke begrænse sig til at forklare, hvad sker i hjernen, men tillige, hvad sker for mennesket, hvis hjerne det er.

Se trejde del her.

Ref.:

Hegel, G. W. F. (1818). Forelæsning ved Tiltrædelse af Professoratet i Filosofi ved Berlins Universitet. København 1991.

Katzenelson, B. (1995). Bevidstheden: En oversigt. I: Psyke & Logos, 16, 265-266. København.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: