Psyken 1

maj 9, 2007

psyke.jpg

Jeg har i en tidligere post søgt at indramme selvbegrebet samt relaterede begreber vi bringer i brug, når vi tænker om os selv og andre. Jeg beskrev imidlertid ikke fænomenet, der overhovedet muliggøre selvet; nemlig psyken. Jeg vil i over en serie forsøge af beskrive dette grundfænomen, der er den centrale kvalitet ved liv.

Herhjemme er psyken efter inspiration fra den kulturhistoriske skole blevet beskrevet som evnen for genspejling af verden eller efter Herbert Spencer, som korrespondensen mellem organismen og dens verden. Begge bestemmelser, der naturligvis blot udgør et snit af de samlede forklaringsforsøg, søger at indramme organismes basale åbenhed for og rettethed imod omverden generelt og genstanden specifikt.

Det er vigtigt at bemærke, at omverden i organismens genspejlende aktivitet ikke nødvendigvis optræder som genstandsbilleder. Ofte vil de genspejlede strukturer optræde som fornemmelser, der ubevidst virker som signaler eller stimuli for organismen. Genstandsbilleder og en mere eller mindre distinkt subjekt-objekt spaltning er et væsenstræk kendetegnende for bevidstheden. Jeg skal vende tilbage til denne forskel senere. Her er det nok at slå fast, at bevidstheden udgør en underkategori til psyken.

Rettetheden repræsenterer et kardinaltræk ved psyken (og bevidstheden), og beskrives følgelig med henvisning til dens intentionelle struktur. Slagordsagtigt forstås herved, at psyken altid er om noget. Indsigten i denne kvalitet ved psykens væsen skylder vi for store dele Husserl, der under betegnelsen fænomenologi øvede en erkendelse af erkendelsen . Inspireret af sin lærer, Brentano, så Husserl en ny indgang til de klassiske filosofiske spørgsmål og problemer bundet til netop forestillinger om psykens væsen. Selv henførte Husserl sine studier til bevidstheden, men analyserne har for store dele lige gyldighed for psyken. Brentano havde anvendt intentionalitetsbegrebet som en demarkationslinje mellem det psykiske og det fysiske: Det psykiske var modsat det fysiske kendetegnet ved at henvise til noget andet end sig selv. Husserl videreudvikler ideen og opdeler bevidsthedens oplevelsesstruktur bipolart: (A) Intentio (også kaldet noesis og cogitatio) er den pol hvorfra oplevelsen udgår. Dette er, hvad vi kan kalde selve bevidsthedsakten, der kan antage flere forskellige modi: perception, forestilling, ønske, vurdering, fantasi m.m.. (B) Intentum (også kaldet noema eller cogitatum) udgør heroverfor den pol eller det objekt bevidstheden er rettet imod. De to momenter i bevidstheden skal ikke opfattes som uafhængige. Intentio er rettet mod intentum i og med at intentum retter intentio ind mod sig. Enhver sondring mellem uafhængige endsige en indre og ydre oplevelsesgenstand er meningsløs. Vi bør herfor snarere skelne mellem oplevelsens inder- og yderside. Oplevelsens yderside er de perceptioner vi har af omverdenen, mens oplevelsens inderside er summen af de selvoplevelser, vi samtidig hermed erfarer.

Læs anden del her.

Serien er uddrag fra min kandidatafhandling, der kan hentes i sin fulde længde via dette link.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: