Lykken er …

maj 23, 2007

 ‘Positiv psykologi’ er navnet på en bevægelse, der samler mere og mere fokus og omtale i USA navnligt. Ifølge Seligman, som er en af hovedkræfterne bag Positiv psykologi, betegner desciplinen et brud med psykologien, som den bredt bestaltede sig efter 2. verdenskrig med fokus på heldbredelse og udviklingen af en sygdomsmodel for det menneskelig sind. I denne traditionelle psykologi defineres sundhed som fravær af sygdom. Her igennem har vi udviklet vores forståelse for det unormale og lidelsesfulde samt, hvordan vi bedst behandler disse tilstande, men omvendt overset de forhold, der kendetegner, tilvejebringer og sikre personlig styrke, glæde samt en oplevelse af, at få det optimale ud af livet. Tilgangen til dette felt er såvel empirisk som anvendt/ praktisk.

Een person, der har fået særlig opmærksomhed for sit bidrag til dette paradigme er professor i psykologi ved Harvard, Daniel Gilbert, der blev New York Times bestseller med sin seneste bog, Stumbling on Happiness. Nedenfor er et 20 min. langt foredrag af Gilbert, som han holdt ved dette års TED-prize (meget spændende side i øvrigt). I foredraget udfordre han bla. forestillingen om, at vi bliver ulykkelige, når vi ikke opnår, hvad vi ønsker. Gilbert henviser til et “psykisk immunsystem”, der kunstigt og effektivt sikre vores oplevelse af glæde – uagtet omstændighederne.

kingdom.jpg 

 Tre år i træk har forskere fra forskellige discipliner konkurreret om at skabe den mest spektakulære optiske illusion. Bedømmelseskomiteen har netop offentliggjort vinderen, som ses ovenfor. Og nej, tårnet til højre er ikke mere skævt end sin dublet til venstre. Illusioner er perceptuelle oplevelser, der ikke svarer til virkelighen. Illusioner er anvendelige i forståelsen af vores eget bidrag til vores oplevelse af verden, idet de afslører det perceptuelle systems “fordomme”. Denne viden er bl.a. anvendelig i konstruktionen af kunstige visuelle systemer samt behandling lidelser i det visuelle system.

Få illusionen bag vinderbilledet forklaret og se de øvrige bidrag her.

Encyclopedia of Life

maj 15, 2007

eol1.jpg

1.8 millioner arter er til dato navngivet og registreret, men der findes fortsat intet samlet kompendie, der fremstiller disse optegnelser over klodens levende skabninger.

I sin tale ved overrækkelsen af dettts års TED-pris præsenterede biologen (og manden bag begrebet biodiversitet), Edward Osborn Wilson sit ønske om, at skabe et leksikon for alt liv. Inspireret af Wikipedia ser Wilson nu en reel mulighed for at skabe en komplet ‘Encyclopedia of Life‘. Den massive opgave skal løses via et netbaseret og geo-gobalt samarbejde mellem videnskabsfolk og amatører, der i fællesskab skal samle og præsentere enhver levende organisme fra den samlede biosfære; dvs. alt fra svampe til mikrober over insekter og pungrotter. Hver organisme skal have sin egen side og gøres offentligt tilgængeligt på nettet til gavn for  forskere og offentligheden.

Projektet forventes at ”åbne” i 2008 og at stå færdig i 2017.

Nedenfor er Wilsons tale ved TED prisuddelingen, hvor han begrunder betydningen og vigtigheden af projektet. Se også den allerede etablerede side for Encyclopedia of Life, der indeholder en fin video-præsentation af, hvordan brugerfladen for leksikonet vil tage sig ud.

Psyken 4

maj 14, 2007

boccioni.jpg

I en kort serie har jeg forsøgt at beskrevet psyken som grundfænomen. Dette er det fjerde og sidste indlæg. Første indlæg kan læses her.

Psyken tjener grundliggende en faciliterende funktion for organismens livsvirksomhed. Organismen er til omverden en interessant, der ved psyken til sin disposition optimerer sine overlevelsesmuligheder. Allokering af livsopretholdende og livsproduktive emner forudsætter adfærd. Adaptiv adfærd optimeres ved psykens mellemkomst derved, at organismen nu kan siges at blive guidet af omverdenen, der via sit layout byder en form for adfærd velkommen frem for en anden. Psykens udviklingshistorie er herfor tæt bundet til organismens evne for selvbevægelighed.

Lektor Niels Engelsted har bidraget med afklarende betragtninger og analyser af psykens mulkighedsbeingelser. Som greb i sine analyser anvender Engelsted begreberne interface og interspace. Hver af de to begreber udtrykker en distinkt værensform, der er bestemt ved den art af omverdensforbindelse organismen har mulighed for at indgå i. Forskellen mellem de to begreber vil blive forklaret ved konkrete eksempler. Planter tilhører klassen af såkaldte fotoautotrofe organismer, dvs. organismer, der sikrer deres eksistens ved fotosyntese. Omverdenen gør sit indtryk på planten i form af tilstandsændringer på dets blade og rødder eller interfaces. Ved adækvat stimulation igangsættes en biokemisk proces, der sikrer planten de nødvendige og tilstrækkelige næringsstoffer. Grænsefladen mellem organismen og omverdenen er fast bundet til organismens overflade, og det er heri interface-begrebet henter sin betydning, som en overflade, der danner fælles grænse for to elementer. Planter eksisterer følgelig ikke som psykiske eller spatiale organismer, idet de ikke overskrider sig selv. Objekter er ikke tilstede for planten; alene tilstandsændringer på dens interfaces forekommer. Engelsted kalder relationen for funktionel (modsat intentionel). Følgelig kan planten ikke tilskrives nogen from for selverfaring overhovedet.

Omverdenen træder først frem i de tilfælde, hvor organismen aktivt kan og må bevæge sig i rummet for at realisere en så tæt kontakt til objektet, at det kan indgå i et interface-forhold til objektet (gennem fordøjelsessystemet eller lign.). En sådan organisme siges at leve i interspace. Dette skyldes at organismen må konsumere andre organismer for at sikre sin overlevelse og da disse ernæringsemner ikke frit kaster sig i gabet på dyret, må det afsøge og opsøge dem.

Grænsefladen mellem organisme og omverden er nu flyttet ud mellem organismen og omverdenen og væk fra organismens egen overflade. Forbindelsen mellem organismen og omverdenen er nu ikke længere alene funktionel, men tillige intentionel i betydningen at være om noget. Ved intentionalitet forstår vi bredt, at den psykiske akt har et virkeligt intenderet korrelat i omverdenen.

Det er klart, at selvbevægelighed alene ikke driver psyken frem på evolutionens scene. Bevægelighed er opstået i tæt sammenhæng med fjernsansernes udvikling, hvorunder regnes visuel-, auditiv- og olfaktisk perception – modsat den haptiske sans. Disse sanser er særlige derved, at de rækker ud over organismen – modsat den haptiske sans. Fjernsanserne fungerer i rummet og er en hjørnesten i psykens udviklingshistorie i sammenhæng med selvbevægeligheden.

Modsat planten lever den selvbevægelige organisme i rummet og interessant nok også først nu i tiden. Kort beskrevet kan tiden eller temporaliteten beskues som en funktion af rummet. Er dyret i position a og det begærede objekt i position b beskriver relationen selvsagt et spatialt forhold. Det er imidlertid tillige et temporalt forløb, hvor position b også hører fremtiden til.

Fremtidighed og temporalitet i det hele taget fordrer, at organismen i en eller anden udstrækning netop har sigte på målobjektet i rummet og ikke alene registrerer dette noget, idet fysisk kontakt etableres på organismens yderste membran (som f.eks. planten).

 

Psyken 3

maj 12, 2007

rousseaudream.jpg 

I en kort serie vil jeg beskrive psyken som grundfænomen. Dette er det tredje indlæg. Første indlæg kan ses her og andet her.  

Lad mig vende tilbage til min sondring mellem objektet og genstanden. Jeg ønsker at præcisere, at jeg ikke taler for forestillingen om objektet eller verden som en særlig essens bag ved genstanden, der enten afficerer, dvs. påvirker mine forestillinger, eller re-præsenteres i og ved genstanden. Hvad vi ser og oplever korresponderer med, hvad der kan opleves, men det betyder ikke, at jeg oplever objektet i sit fulde væsen. Jeg plæderer for en realistisk erkendelsesposition: Der eksisterer korrespondens mellem erkendelse og det erkendte. Hvad vi erkender – sat under mulighederne og begrænsningerne af vores specifikke kropslighed – erkender vi sandt. Vores erkendelse er ikke absolut som, men kropsligt medieret og hermed partiel. 

At være menneske – frem for hund, mus, insekt eller et andet levende væsen – har betydning for, hvordan og hvad vi muligt kan erkende. Et helt basalt eksempel er, at vores hørelse kan opfange lydbølger i området mellem 20 til 20.000 Hz., mens en flagermus’ hørelse falder inden for området 1000 til 120.000 Hz. Et andet eksempel kunne være betydningen af vores oprejste gang: Da vores forfædre, ardipithecus ramidus, for godt 4.4 millioner år siden rejste sig på bagbenene, frigjorde de ikke alene forlemmerne og erhvervede sig et eleveret visuelt og auditivt point de vue; de fik i tillæg vertikaliteten som betydningsfuld orienteringsdimension. For dyr hvis længdeakse er parallel med jorden vil for og bag være den centrale orienteringsdimension, mens bipedale væsner, som os selv, med længdeaksen ortogonal til underlaget oplever en forstærket op-ned dimensionalitet. Vores optagethed af alskens rejsninger afspejler formentlig i lige grad en menneskelig som en kønnet dimension.

Det er selve evolutionens princip at organismer i stigende grad igennem tiden genspejler stadig større dele af verden. Genspejlingsgraden varierer i antal, nøjagtighed, omfang, specialisering, generalisering og kompleksitet. Menneske og dyr lever efter denne forståelse i den samme verden, men til dels i forskellige omverdener. Vi er bekendt med en sådan tankegang fra niche-begrebet. Karakteren og omfanget af genspejlede strukturer i verden er afhængig af menneskets biopsyke, der igen hænger uløseligt sammen med vores kropslige konfiguration, positur, specifikke sanseorganer; herunder sensibilitet, fysiologi m.m. Komplekse organismer lever således i mangfoldige omverdner og vise versa. 

Kroppen er en strategisk form, der på ydersiden gør forhold gribelige og på indersiden omverden be-gribelig. Vi er i vores sansers indretning og funktion specifikt og i vores kropslige konfiguration generelt et billede på verden og omvendt. Det er bl.a. denne sammenhæng – ved siden af den kulturelle – der betydningsstrukturerer vores omverden overhovedet. Tag som eksempel fuglens vinge, som i sit design i lige grad reflekterer fuglen som den omverden den fungerer i. Fuglens vinge, kropsform m.m. kan betragtes som tyngdekraftens, luftens, insekternes og de jordbundne rovdyrs komplementære svar.

Læs fjerde og sidste indlæg her.

Psyken 2

maj 11, 2007

shape.jpg

I en kort serie af indlæg vil jeg beskrive psyken som grundfænomen. Dette er andet indlæg; første kan læses her.

Til beskrivelsen af psyken, som en genspejlende aktivitet hører, at korrespondensen ikke er altomfattende, men består i artsspecifikke snit af verden. Til det eksisterende kan regnes den uorganiske natur, den organiske psykiske natur samt summen af de menneskelige kulturelle frembringelser. Kun dele af det eksisterende eller verden er inden for den menneskelige sanse- og forstandsbaserede erkendelse. Det segment af verden, der er os tilgængelig, kan benævnes, omverden. Den for os erfarbare verden er omverdenen. Som situeret og sansende er mennesket rettet mod verden, men vel at mærke ikke i dens endeløse mangfoldighed: Vi åbner og er åbne for en verden i verden. Omverden repræsenterer det artsspecifikke snit af verden vi aktuelt og muligt genspejler.

I linie med disse betragtninger kan man tale om en sondring mellem h.h.v. objektet og genstanden. Objektet er tingen i-sig, mens genstanden netop er gegen-stand, dvs. stående overfor noget andet, nemlig organismen. Et særligt betydningsfuldt spring sker i naturens værensform, idet den organiske psyke erkender objektet som genstand. Prof. Emeritus Boje Katzenelson beskriver dette spring og bringer det i forbindelse med subjektbegrebet, når han skriver:

I og med at en organisme erkender verdens objektkarakter, erkender den sig selv som havende subjektkarakter, dvs. som noget adskilt fra den verden den erkender. I og med objektets væren ”sat frem for” organismen, erkender organismen, at den også selv er ”et noget” eller et subjekt, som gennem skiftende perspektiver erfarer, at der findes ”et andet” eller et objekt adskilt fra det, og hvis konstante egenskaber er identificerbare via disse skiftende erfaringer med det.”

I denne første og primitive selverfaring, er organismen er sub-jektet, dvs. kastet under eller liggende under for genstanden. I denne forstand beror genstanden på, at den opfattes af subjektet; subjektet på, at den opfatter genstanden. Hegel, der vel har leveret det mest gennemførte bidrag til forståelsen af subjektet og objektet som bundet sammen i et dialektisk forhold, skriver:

”Med det Blik, som Mennesket ser paa Verden med, ser den på Mennesket”

Subjektiviteten er således betegnelsen for, at mennesket blues, vækkes, glædes, vredes eller andet under dette gen-syn. Subjektiviteten er kort bestemt subjektets private oplevelser ved dets relation til genstanden.

En neurokognitiv videnskab, der vil forstå den menneskelig bevidsthed må i tråd med denne forståelse ikke begrænse sig til at forklare, hvad sker i hjernen, men tillige, hvad sker for mennesket, hvis hjerne det er.

Se trejde del her.

Ref.:

Hegel, G. W. F. (1818). Forelæsning ved Tiltrædelse af Professoratet i Filosofi ved Berlins Universitet. København 1991.

Katzenelson, B. (1995). Bevidstheden: En oversigt. I: Psyke & Logos, 16, 265-266. København.

Psyken 1

maj 9, 2007

psyke.jpg

Jeg har i en tidligere post søgt at indramme selvbegrebet samt relaterede begreber vi bringer i brug, når vi tænker om os selv og andre. Jeg beskrev imidlertid ikke fænomenet, der overhovedet muliggøre selvet; nemlig psyken. Jeg vil i over en serie forsøge af beskrive dette grundfænomen, der er den centrale kvalitet ved liv.

Herhjemme er psyken efter inspiration fra den kulturhistoriske skole blevet beskrevet som evnen for genspejling af verden eller efter Herbert Spencer, som korrespondensen mellem organismen og dens verden. Begge bestemmelser, der naturligvis blot udgør et snit af de samlede forklaringsforsøg, søger at indramme organismes basale åbenhed for og rettethed imod omverden generelt og genstanden specifikt.

Det er vigtigt at bemærke, at omverden i organismens genspejlende aktivitet ikke nødvendigvis optræder som genstandsbilleder. Ofte vil de genspejlede strukturer optræde som fornemmelser, der ubevidst virker som signaler eller stimuli for organismen. Genstandsbilleder og en mere eller mindre distinkt subjekt-objekt spaltning er et væsenstræk kendetegnende for bevidstheden. Jeg skal vende tilbage til denne forskel senere. Her er det nok at slå fast, at bevidstheden udgør en underkategori til psyken.

Rettetheden repræsenterer et kardinaltræk ved psyken (og bevidstheden), og beskrives følgelig med henvisning til dens intentionelle struktur. Slagordsagtigt forstås herved, at psyken altid er om noget. Indsigten i denne kvalitet ved psykens væsen skylder vi for store dele Husserl, der under betegnelsen fænomenologi øvede en erkendelse af erkendelsen . Inspireret af sin lærer, Brentano, så Husserl en ny indgang til de klassiske filosofiske spørgsmål og problemer bundet til netop forestillinger om psykens væsen. Selv henførte Husserl sine studier til bevidstheden, men analyserne har for store dele lige gyldighed for psyken. Brentano havde anvendt intentionalitetsbegrebet som en demarkationslinje mellem det psykiske og det fysiske: Det psykiske var modsat det fysiske kendetegnet ved at henvise til noget andet end sig selv. Husserl videreudvikler ideen og opdeler bevidsthedens oplevelsesstruktur bipolart: (A) Intentio (også kaldet noesis og cogitatio) er den pol hvorfra oplevelsen udgår. Dette er, hvad vi kan kalde selve bevidsthedsakten, der kan antage flere forskellige modi: perception, forestilling, ønske, vurdering, fantasi m.m.. (B) Intentum (også kaldet noema eller cogitatum) udgør heroverfor den pol eller det objekt bevidstheden er rettet imod. De to momenter i bevidstheden skal ikke opfattes som uafhængige. Intentio er rettet mod intentum i og med at intentum retter intentio ind mod sig. Enhver sondring mellem uafhængige endsige en indre og ydre oplevelsesgenstand er meningsløs. Vi bør herfor snarere skelne mellem oplevelsens inder- og yderside. Oplevelsens yderside er de perceptioner vi har af omverdenen, mens oplevelsens inderside er summen af de selvoplevelser, vi samtidig hermed erfarer.

Læs anden del her.

Serien er uddrag fra min kandidatafhandling, der kan hentes i sin fulde længde via dette link.