Tankens kraft

april 30, 2007

rhesus.jpg

Jeg har tidligere skrevet  om Claudia Mitchell, der blev subjekt for banebrydende resultater indenfor tankekontrollerede kunstige proteser. Bag denne bedrift ligge mange års grundforskning. En af pionererne indefor dette felt er prof. Miguel Nicolelis fra Duke University, der har lykkedes med at vise, hvordan en abe kan kontrollere en robotarm og løse specifikke opgaver alene ved tankens kraft. For at nå til dette resultat har teamet omkring  Nicolelis først kortlagt og afkodet abens hjerneneelektriske informationsstrøm parallelt med, at den styrede en robotarm via et joystick. Denne information kortlagde korrespondancen mellem specifikke bevægelser og specifikke mønstre i hjernesignalet. Herefter fjernede man koblingen mellem joysticket og robotarmen; tilbage var nu alene koblingen mellem de elektriske signaler i abens hjerne og robotarmen, som aben nu kontrollerede ved sine intentioner.  

Se aben og hør Nicolelis’ egen beskrivelse af sit arbejde nedenfor – mindblowing stuff!

(D)Evolution ?

april 24, 2007

darwin-ape.jpg

Evolutionslæren som videnskabelig teori er under angreb fra de såkaldte kreationister. Kritikken har givet anledning til endog megen debat – især i USA – og affødt en bølge af ateistiske testamenter i Darwins forsvar, hvoraf de mest kendte tæller bidrag fra Richard Dawkins, Sam Harris og Daniel Dennett. Pennen er imidlertid blevet så spids, at disse “New Atheists” kritiseres for dogmatisk retorik og for at stå i spidsen for en bevægelse, der ikke blot søger at forsvare evolutionslæren, men i lige grad at bekæmpe tro overhovedet.  

Tilbage i 2006 præsenterede National Geograhic resultaterne og overvejelserne fra et forskerhold, der havde foretaget en opgørelse over i hvilken grad forskellige nationer mener, at mennesket nedstammer fra tidligere arter; 32 lande indgår i opgørslen og Danmark er iblandt (tryk på grafen for større billede).

evolution_big.jpg

Afhængig af ens perspektiv indtager dansken en flot andenplads i troen på evolutionslæren – kun overgået af Island. Alene 14% af den voksne Amerikanske befolkning mener vi nedstammer fra aberne – kun overgået af Turkiet.

Det skal blive spændende at følge hvilket tanke-dyr der overlever striden. Med mindre de da ligefrem lever i skjult symbiose.

chokolade1.jpg

Som en hel række andre medier bringer Politiken i dag en historie om chokoladens vidunderligheder. Ifølge en britisk  neuropsykolog, Dr. David Lewis, skaber chokolade en længere nydelse end et kys og fordoblede samtidig forsøgspersonernes hjerterytme – og det i særlig grad, hvis man lader chokoladen smelte på tungen… Resultatererne er tilsyneladende fremkommet ved at måle EEG og hjerterytme på britiske par, når de  h.h.v. kysser og spiser chokolade.

Jeg skriver tilsyneladende, da resultaterne ikke er blevet publiseret noget sted og i øvrigt ikke er tilgængelige. Mind Lab er en kommerciel orienteret forskningsenhed, der tilbyder PR-orienteret forskning, der ifølge deres egne ord kan bane vej til populære medier. Den aktuelle undersøgelse over chokoladens effekt er netop sådan en bestillingsopgave for chokoladefabrikanten Cadbury.

Kommercialiseringen af forskningen er uundgåelig og i nogen sammenhæng nødvendig og nyttig. Det er samtidig evident, at dette forhold stiller ekstra krav til medierne i forhold til at skelne mellem solide resultater og udokumenterede bestillingsopgaver. Samtidig bør man overveje om særlige standarter omkring dokumentation og gennemsigtighed ikke bør gælde for al aktivitet, der præsentere sig som forskning.

ego.jpg

Vi anvender i dagligdagen begreber om os selv og hinanden som ‘jeg’, ‘person’, ‘ego’, ‘identitet’ og ‘selv’ uagtet at det ville være vanskeligt at redegøre for nøjagtigt, hvorved disse familære begreber adskiller sig fra hinanden. Fælles er de om at indramme relativt stabile træk i psyken, men hvad er særligt for dem hver især, anskuet fra et psykologisk perspektiv?

Lad mig starte med egoet, der for for mestendels en upersonlig instans i psyken, der varetager de styrende og regulerende funktioner. Egoet har som bekendt særlige bånd til den psykoanalytiske tradition, i hvilken den tjener en medierende rollen mellem driftspresset og de internaliserede idealer og normer således, at en handledygtig og realitetsbaseret omgang med omverden kan opretholdes. Om end et dynamisk begreb er mit ego ikke noget jeg identificerer mig med. Egoet henviser oftest til strengt kognitive funktioner.

Personbegrebet her over for bestemmer den enkeltes placering indenfor et sociokulturelt felt. Denne bestemmelse går tilbage til Lockes distinktion mellem menneske og person, hvor sidstnævnte tilskrives moralske egenskaber og forpligtelser. Personbegrebet er i denne forstand primært en juridisk term.

Identitetsbegrebet sigter imod det forhold, at vi hver især udgør en bestemmelig enhed i tid. Identitet følger deraf, at jeg er den samme i morgen som jeg er i dag. Ret beset har identitet intet at gøre med, hvordan jeg oplever mig selv eller hvordan jeg rent faktisk er, men at jeg for mig selv og min omgangskreds handler, tænker og føler med en vis grad af konsistens over tid.

Hvorledes positionerer selvet sig nu overfor disse begreber?  Med selvet henviser man vanligvis til en stærkt oplevelse af ejerskab, afgrænsning og agens. Oplevelsesmæssigt er jeg mig selv på en måde jeg aldrig vil være min person eller ego. Det er mig (selv), der oplever og føler dette eller hint. Samtidig har jeg en privilegeret, unik og personlig indgang til disse oplevelser, som jeg nok kan dele med andre, men som i en meget basal forstand er mine alene. Mit selv har her ud over en grænse, der starter ved kroppen undertiden kan inkludere det tøj jeg har på eller det redskab har arbejder med. Afgørende er, at selvet altid har en grænse, der markerer et skel til alt det som er ikke-selv. Endelig er det mig, der handler. Selvet er som jeg senere skal underbygge tæt bundet op på subjektet som agent i verden. Selvet er dybt personligt; det har alt at gøre med hvordan jeg har det og hvordan jeg lever mit liv og retter mig ud mod min omverden. På disse måder er selvet forskellig fra de øvrige begreber listet ovenfor og essentielt at udbygge vores viden om.

quelleefficaciteheysel.jpg

Kontrær til den gængse forestilling er det vindende fodboldholds tilhængere mere aggressive og orienteret imod vold end det tabende holds støtter. Det er konklusionen på en undersøgelse af et forskerteam fra Cardiff Universitet, der har interviewet 197 mandlige rugbyinteresserede, der frekventerede byens station. Man fandt samtidig en sammenhæng mellem aggression og øget alkoholindtag efter kampen. Endelig viser det sig at nederlag og uafgjort sænker oplevelsen af glæde mens sejr imidlertid ikke øger samme.

Man kan forestille sig, at en øget testosteron produktion, der i tidligere studier er blevet associeret til sejrs-oplevelser, er del af årsagen til den aggressive tendens ved det vindene hold. Under alle omstændigheder må en frustrations-hypotese som forklaring på aggression (i denne sammenhæng) revurderes.

Det er håbet, at man med denne type undersøgelser kan blive bedre til at dæmme op for hooliganisme og volden, der ofte følger i dens kølevand.

Undersøgelsen er publiseret i ‘Criminal Behaviour and Mental Health

janegoodall.jpg

Hvordan kommer vi til at opleve samhørighed med andre mennesker, hvordan evner vi at attribuere mentale tilstande og kapaciteter til andre samt at anticipere og forklare handlinger, der ikke er vores egne? Nye forskningsresultater peger mod et neuralt grundlag for intersubjektiviteten.

Følgende post er et uddrag fra mit speciale omkring selvoplevelse. Afhandlingen kan hentes i sin fulde længde via dette link.

På universitetet i Parma lagde et hold af neurofysiologer ledet af Vittorio Gallese og Giacomo Rizzolatti sidst i 90’erne grunden for, hvad Ramachandran (2000) har profeteret vil være af samme betydning for psykologien som opdagelsen af DNA’et fik for biologien. Opdagelsen består i en identificering af en ny klasse af neuroner først lokaliseret i macaque abens premotoriske cortex klassificeret som F5. Få år tidligere havde holdet fundet at samme område var aktivt ved intentionelle og målorienterede operationer udført ved h.h.v. håndens og mundens arbejde. I opfølgende studier opdagede man, at samme klasse af neuroner var aktive hvis aben blev holdt i en passiv observerende rolle til lignende handlinger udført af en anden end den selv (Rizzolatti & Arbib, 1988). Neuronerne var ikke indstillet eller rettet mod genstandene, men mod vores målrettede og meningsfulde omgang med samme. Forskerne fandt med andre ord, at den selv samme handling, der resulterede i et givent neuralt fyringsmønster, når aben udførte den, omtrent altid ville resultere i det samme mønster, hvis aben så en anden udføre samme handling. Neuronerne blev i overensstemmelse med deres mimende egenskaber døbt spejlneuroner (mirror neurons).

Fadiga (her efter Motluk, 2001) var den første til at sandsynliggøre lignende neuroner i menneskehjernen ved at forfølge formodede motoriske følgeprocesser til neuronaktiviteten. Fadiga målte sine forsøgspersoners muskelspændingsniveau under observation af en anden persons handlinger. Han fandt, at under sådanne observationer var de muskler i forsøgspersonen svagt aktiverede, som var identiske med den uafhængigt handlende persons spændingsmønster. Hvor disse resultater gav formodning om spejlneuronernes eksistens i mennesker, var de imidlertid tavse om deres lokalisering.

En cerebral lokalitetsbestemmelse blev foretaget af holdet omkring Rizzolatti til Brocas område, der sammen med Wernickes område menes at være af største betydning for vores sproglige kapaciteter. Opdagelsen er yderligere interessant idet Brocas området betragtes som analog til F5 området i abehjernen, der associeres med den motoriske kontrol over hånden (Rizzolatti & Arbib, 1998). Det synes evident at nævnte, at resultaterne er af betragtelig interesse for undersøgelser og overvejelser over alle former for social eksistens, interdependens, intersubjektivitet, empati, kommunikation og selvoplevelser.

Med disse fund synes en vigtig neural base for en empatisk evne at vise sig. Det overraskende ved disse nye fund er ikke så meget at sådanne mekanismer eksisterer, som den grad af almenhed de synes at besidde. Det filosofiske problem om det fremmedpsykiske afmystificeres i en mimisk kropslig rationalitet. Kroppen er et levende udtryk der ved hver en bevægelser danner form, indhold og udtryk til et givent forsæt. Vi er til stadighed udleveret til og indfoldet i hin-andens mål og med; vi er hinandens udleverede. Relationen etableres og forløber som beskrevet udenom vores vilje og bevidsthed; samkvemmet kommer bag på og forud for os i mødet som en suveræn fordring.

Som nævnt er det menneskelige sprogcenter i hjernen, Brocas område, analog i sin anatomiske lokalisering til F5 i aben, som også anses for den fylogenetiske forløber herfor. Et interessant sammentræf. Hvad kan disse neuroner, hånden og sproget have med hinanden at gøre? Rizzolatti og Arbib (1998) foreslår, at spejlneuronerne har fungeret som katalysator mellem en given virksomhed og en formidlende eller kommunikerende relation artsfæller imellem. Kommunikation hviler i grunden på en delt forståelse afsender og modtager imellem. Modtageren må være opmærksom på kommunikationen, og afsenderen må vide at modtageren er åben for og evner en sådan udveksling. Spejlneuronerne kan vel tænkes at sætte os i stand til at imitere andres bevægelser (inkl. kompleks gestik og vokaliseringer) og nå en indre forståelse af deres bevæggrunde. Den første dialog var formentlig ikke nogen dialog som vi vanligvis forstår det, men en synlig empatisk kropslig spejling mellem to artsfæller. Spejlingen åbenbarede for begge væsner, at en fælles forståelse var etableret.

Nogle af de ovennævnte personer optræder i dette videoklip,
der giver en introduktion til opdagelsen.

Referencer:

Motluk, A. (2001). Read my mind. I: New Scientist, No2275. London.

Ramachandran, V. S. (2000). MIRROR NEURONS and imitation learning as the driving force behind “the great leap forward” in human evolution. I: Edge, http://www.edge.org/documents/archive/edge69.html

Rizzolatti G., Camarda R., Fogassi M., Gentilucci M., Luppino G. and Matelli M. (1988) “Functional organization of inferior area 6 in the macaque monkey: II. Area F5 and the control of distal movements”. I: Exp. Brain Res. 71: 491 507.

Rizzolatti, G. & Arbib, M. (1998). Language within our grasp. I: Trends in Neuroscience, vol. 21.

carl_rogers-01.jpg

Magasinet Psychotherapy Networker  fejre sit 25 års jubilæum og har i den forbindelse stillet spørgsmålet, “hvilke psykoterapeuter har igennem de sidste 25 år har øvet størst indflydelse på din praksis”. Det svarede over 2500 terapeuter på fortrinsvist beskæftiget som socialrådgivere (social workers) (34.7 %), professionelle rådgivere/ terapeuter (21.1%) og psykologer (16.6 %). Det kom der følgende liste ud af:

1. Carl Rogers
2. Aaron Beck
3. Salvador Minuchin
4. Irvin Yalom
5. Virginia Satir
6. Albert Ellis
7. Murray Bowen
8. Carl Jung
9. Milton Erickson
10. John Gottman

Når man opgjorde respondenternes metodisk udgangspunkt i deres daglige praksis svarede op mod 96 %, at de anvendte flere forskellige orientering i deres terapeutiske tilgang (eklektisk). Hyppigst anvendt er kognitiv adfærdsterapi, som 68.7 % af de adspurgte anvender. Omring 50 % benytter sig af systemisk orienteret terapier. 41.4 % anvender, hvad de benævner mindfulness-terapi. Psykoanalytisk og psykodynamisk psykoterapi bliver anvendt af  35.4 % mens 31 % trækker på en klient-centreret/ humanistisk tilgang.

Hvordan står dette til det danske billede? Jeg er ikke bekendt med en dansk undersøgelse af, hvem terapeuter herhjemme føler sig mest inspireret af, men i Hougaards bog fra 1998, ‘Psykoterapiens hovedtraditioner’ refereres der til en dansk undersøgelse af psykoterapeuters praksis, foretaget af bl.a. Erik Friis Jørgensen i 1997: 157 danske psykoterapeuter fordelte sig på følgende måde, hvad angår hovedtradition: Psykoanalyse/psykodynamisk terapi: 79 %. Humanistisk terapi: 32 %. Kognitiv terapi og adfærdsterapi: 13 %. Systemorienteret terapi: 18 %. Esben Hougaard konkluderer på disse tal, at det er rimeligt at tale om fire almindeligt anvendte psykoterapeutiske hovedtraditioner på dansk grund, eller måske fem, hvis man inkluderer en eklektisk gruppe, idet så mange som op til 42 % af de danske terapeuter så ud til at anvende sig af mindst to hovedtraditioner.

Et anderledes billede, som jeg er overbevist om er markant ændret i dag. Kognitiv adfærdsterapi har en langt større andel i dag og gruppen, der vil bekende sig til en eklektisk tilgang er langt større end tallet fra 1997.

Den fulde artikel fra Psychotherapy Networker inklusiv beskrivelser af de forskellige terapeuter kan læses her.