Psykologi

Hvordan du ikke skal snakke med dine (kloge) børn

Reklamer

I en interessant artikel trykt i New York Magazine fortæller psykolog Carol Dweck fra Stanford universitet om dramatiske effekter ved forskellige former for anerkendelse i forhold til et barns evne til at tackle udfordringer. Et hold af forskere ledet af Dweck bad i deres forsøg en stor gruppe børn løse en række små opgaver. Hvert barn blev efter opgaven var løst anerkendt for enten deres intelligens ( “You must be smart at this”)  eller for deres indsats (“You must have worked really hard”).

Effekt var slående: Børn der var blevet rost for deres indsats valgte efterfølgende hyppigere en vanskeligere test end den oprindelige, når de havde mulighed for det – blev mindre opgivende og triste overfor en opgave de ikke kunne løse – og klarede sig endeligt bedre på den oprindelige test, da de blev præsenteret for den igen.  

I modsætning hertil tenderede gruppen af børn, der var blevet rost for deres gode begavelse imod, at vælge en lettere test, når de havde mulighed for det – at opleve større mismod og opgivenhed ved opgaver de ikke kunne løse – at klare sig generelt dårligere ved andet forsøg på den oprindelige test.

Læren her må være, at ved at fremhæve barnets indsats opnår han en variabel, der er under hans kontrol. Børn der spejles på deres indsats kommer til at se dem selv som bestemmende for deres egen succes, mens et fokus på barnets naturlige intelligens fratager det dets oplevelse af kontrol og stiller det samtidigt forsvarsløst overfor oplevede vanskeligeder.

Jeg tænker af samme grund, at en understøttelse af barnets selvværd og selvfølelse er et sundere indhold for samspillet mellem barn og voksen end den resultatbundne opbygning af dets selvtillid.

Reklamer

Reklamer