Psykologi

Hvert år i oktober uddeles Ig Nobel Prisen som en anerkendelse af den kategori af videnskabelige bedrifter, der umiddelbart får os til at le - for derefter at mane til eftertanke. Som det gør sig gældende for Nobel-prisen, er der flere studiefelter man kan gøre sig håb om at udmærke sig indenfor. Jeg vil her fremhæve nogle få: Indenfor medicin vandt Brian Witcombe for sin rapport omkring sideeffekterne ved sabel-slugning, link. Indenfor lingvistik løb Juan Manuel Toro med prisen for sin opdagelse, at rotter ikke altid kan skelne mellem japansk talt bagvendt og hollandsk talt bagvendt, link. Den prestigefyldte fredspris er i år i en klasse for sig. Her vandt det amerikanske Air Force Wright Laborator for deres 1994-oplæg omkring udvikling af en kemisk bombe, der ved sprængning vil omdanne fjendes soldater til lystne homoseksuelle uden interesse i god gammeldags krigsførsel, link.

New Scientist har fulgt op på sagen, som Pentagon siden samme magasin bragte historien tilbage i 2005 har afvist nogensinde er forsøgt omsat til virkelighed. Det har imidlertid vist sig, at ideen figurerede på en CD-ROM produceret af Pentagons Joint Non-Lethal Weapons Directorate (JNLWD) og distribueret til forskellige afdelinger i militæret og regeringen som oplæg til nye projekter. I 2001 blev ideen af JNLWD sendt til vurdering ved et videnskabeligt panel ved National Academy of Sciences.

Det er evident at forskning og udvikling af ubegribelige og vanvittige våben er virkelighed. Det næste bliver vel, at de kaster bomber der frembringer forestillinger om fred og sameksistens - hvad er der så tilbage at kæmpe for?!

I et storstilet studie med over 24.000 canadiske deltagere påvises sammenhængen mellem arbejdsrelateret stress og øget risiko for at udvikle depression. Undersøgelse blev ledet af Dr. Emma Robertson Blackmore fra University of Rochester Medical School.

Forskerne undersøgte effekten af flere forskellige stress-relaterede forhold, herunder: Indflydelse i ens arbejde, variationen i ens arbejde samt udviklingsmuligheder, psykologiske krav og belastninger, kollegial støtte, sikkerhed i ens ansættelse samt graden af fysisk belastning.

Overordnet fandt undersøgelsen, at nær 5 pct. af deltagerne i undersøgelsen - 3.5 pct. af mændene og 6 pct. af kvinderne - haft en depressiv episode indenfor en 12-måneders periode og at

Specifik fandt forskerne at mænd og kvinder i nogen grad har forskellige risiko-faktorer for udvikling af depression associeret til deres oplevelser på arbejdspladsen: For mændene fandt man, at gruppen der indenfor det sidste år havde oplevet høje krav og ringe indflydelse i deres arbejde havde en fordoblet risiko for at udvikle depression.

Blandt kvinderne fandt man, at ringe indflydelse i arbejdet var særligt relateret til udvikling af depression.

Fælles for kønnene var, at ringe kollegial støtte var relateret til udvikling af depression.

Samlet understreger undersøgelsen sammenhængen mellem arbejdsrelateret stress og depression. Den peger imidlertid også på omfanget af depression og nødvendigheden af en offensiv offentlig og privat politik i forhold til dette voksende sundhedsproblem. Depression i og under for arbejdspladsen er alt for ofte overset og utilstrækkelig behandlet.

Der er brug for et øget opmærksomhed og behandlingsindsats fra statens side i forhold til depression. Man må anerkende depression som en hyppig og alvorlig lidelse med samme behandlingsbehov som fysiske lidelser.

Virksomheder må for deres part være opmærksomme på den balance mellem krav og ressourcer de byder deres ansatte. Det er imidlertid lige vigtigt, at begynde at fokusere på, hvordan god kollegial støtte og kontakt faciliteres, da social støtte tydeligvis er en afgørende beskyttende faktor imod depression - også på arbejdspladsen. Endelig er det oplagt, at begynde at tænke i måder at mere opmærksom på ansattes velbefindende; evt. igennem screeninger og støtte til de som måtte have brug for det.

Undersøgelsen, der netop er publiseret i American Journal of Public Health kan findes her.

Overvejer du at læse psykologi, men stadig ikke helt sikker? Test din interesse med en gratis forelæsningsrække fra Berkeley af den velrenommerede Professor John Kihlstrom. Forelæsningerne dækker emner som læring, sansning, tænkning, udvikling, personlighed og sygdom.

Du kan enten se forelæsningerne på din computer eller downloade lydsporet på din mp3.

Link: Forelæsninger 

I et spændende samarbejde mellem videnskab og kunst (sci-art) har forskere fra Calgary universitet og kunstnerne Alan Dunning og Paul Woodrow forsøgt at give tanker krop.

Deltagere i projektet blev bedt om at genkalde traumatiske erindringer og fremkalde vrede og andre primære emotioner; samtidig blev data fra EEG og EKG registreret.

Figueren ovenfor er en 3D billedliggørelse af vrede. Se flere tankeformer og endda animationer via dette link.

Min kæreste har købt te, der gror i skyggen af Kobe-Kør, der græsser på sydvendte skråninger. På et af disse tebreve fandt jeg i går et citat af ukendt oprindelse, der er så indsigtsfuldt som det er simpelt.

To Learn. Read

To Know. Write

To Master. Teach

Sigmund Freud er som bekendt psykoanalysens fader - ved sit banebrydende arbejde hen imod afslutningen af 1800-tallet begrebsliggjorde han psyken og gav samtidig anvisninger til, hvordan man alene ved samtalen kunne genoprette en balance i et forstyrret sind. Freuds betydning og indflydelse i klinikken har været enorm, men størst er hans betydning ved det forhold, at hans forestillinger om psykens arkitektur og dynamik er blevet en integreret del af folkepsykologien. Vores måde at tænke om os selv og andre er for store dele afledt af psykoanalytisk teori. Den lethed, hvormed vi tilskriver andre - og ind i mellem os selv - uerkendte motiver er det tydeligste eksempel herpå. Hertil kommer vores (intuitive) forståelse og brug af den neurotiske karakter, seksualitetens betydning og kraft, drømmenes mekanik og vores utallige måder at bringe forsvar som fortrængning og projektion i spil.

Klinisk psykologi i dag består af en række forskellige traditioner, der hver især er udviklet med afsæt i metapsykologi, hvis gæld til psykoanalysen variere, men vanskeligt lader sig absolut afvise. Psykoanalysen selv har via forskellige skoler indenfor traditionen fortsat sin udvikling fra Freuds tidligste arbejder og frem til i dag. Psykoanalytisk inspirerede psykologer i dag benævner ofte sig selv som ‘psykodynamisk orienterede’. 

Det er i dag et voksende krav til psykoterapier og interventioner bredt betragtet, at de lever op til et videnskabeligt evidenskrav; dvs. at de behandlingstiltag man foretager rent faktisk har den tiltænkte effekt. Psykoanalytisk terapi har undertaget dette krav og finder evidens for sin metode, men er imidlertid kommet relativt sent i gang med denne nødvendige øvelse. Kognitiv terapi her overfor har været dygtig til at undersøge effekten af sin tilgang og vinder stor indflydelse på deres resultater. For en diskussion af fordelingen af psykoterapeutisk tilhørsforhold blandt terapeuter og psykologer se denne tidligere post.  

En anden stor trend i dag, er bestræbelsen imod, at forankre og kvalificere psykologisk teori og behandlingsmekanismer indenfor en neuropsykologisk begrebsramme. Her ser vi bredt og specifikt for psykoanalytisk teori og behandling  flere lovende studier. Se bl.a dette interview med Mark Solms. 

Psykoanalysen har igennem de seneste årtier været genstand for megen kritik - typisk på baggrund af fattig empiri og teoretiske overgeneraliseringer. Vi vil imidlertid i de kommende år vil se en stor vækst i psykoanalytisk eller psykodynamisk forskning, der vil bestemme de virksomme ingredienser ved tilgangen og samtidig understøtte innovation i det praktiske arbejde.   

Den amerikanske tv-diskussions vært, Charlie Rose, har en serie af meget spændende programmer tilgængelige online, hvor nogle af verdens førende videnskabsmænd præsentere og diskutere deres fund og synspunkter. I et nylig program som er vedhæftet nedenfor var Freuds arv emne for udsendelsen. Tilstede var neurobiolog Eric Kandel, freudiansk psykoterapeut og forsker Peter Fonagy, opfinder af den kognitive terapi Aaron Beck samt psykiateren Charlie Roose.

 ’Positiv psykologi’ er navnet på en bevægelse, der samler mere og mere fokus og omtale i USA navnligt. Ifølge Seligman, som er en af hovedkræfterne bag Positiv psykologi, betegner desciplinen et brud med psykologien, som den bredt bestaltede sig efter 2. verdenskrig med fokus på heldbredelse og udviklingen af en sygdomsmodel for det menneskelig sind. I denne traditionelle psykologi defineres sundhed som fravær af sygdom. Her igennem har vi udviklet vores forståelse for det unormale og lidelsesfulde samt, hvordan vi bedst behandler disse tilstande, men omvendt overset de forhold, der kendetegner, tilvejebringer og sikre personlig styrke, glæde samt en oplevelse af, at få det optimale ud af livet. Tilgangen til dette felt er såvel empirisk som anvendt/ praktisk.

Een person, der har fået særlig opmærksomhed for sit bidrag til dette paradigme er professor i psykologi ved Harvard, Daniel Gilbert, der blev New York Times bestseller med sin seneste bog, Stumbling on Happiness. Nedenfor er et 20 min. langt foredrag af Gilbert, som han holdt ved dette års TED-prize (meget spændende side i øvrigt). I foredraget udfordre han bla. forestillingen om, at vi bliver ulykkelige, når vi ikke opnår, hvad vi ønsker. Gilbert henviser til et “psykisk immunsystem”, der kunstigt og effektivt sikre vores oplevelse af glæde - uagtet omstændighederne.

 Tre år i træk har forskere fra forskellige discipliner konkurreret om at skabe den mest spektakulære optiske illusion. Bedømmelseskomiteen har netop offentliggjort vinderen, som ses ovenfor. Og nej, tårnet til højre er ikke mere skævt end sin dublet til venstre. Illusioner er perceptuelle oplevelser, der ikke svarer til virkelighen. Illusioner er anvendelige i forståelsen af vores eget bidrag til vores oplevelse af verden, idet de afslører det perceptuelle systems “fordomme”. Denne viden er bl.a. anvendelig i konstruktionen af kunstige visuelle systemer samt behandling lidelser i det visuelle system.

Få illusionen bag vinderbilledet forklaret og se de øvrige bidrag her.

1.8 millioner arter er til dato navngivet og registreret, men der findes fortsat intet samlet kompendie, der fremstiller disse optegnelser over klodens levende skabninger.

I sin tale ved overrækkelsen af dettts års TED-pris præsenterede biologen (og manden bag begrebet biodiversitet), Edward Osborn Wilson sit ønske om, at skabe et leksikon for alt liv. Inspireret af Wikipedia ser Wilson nu en reel mulighed for at skabe en komplet ‘Encyclopedia of Life‘. Den massive opgave skal løses via et netbaseret og geo-gobalt samarbejde mellem videnskabsfolk og amatører, der i fællesskab skal samle og præsentere enhver levende organisme fra den samlede biosfære; dvs. alt fra svampe til mikrober over insekter og pungrotter. Hver organisme skal have sin egen side og gøres offentligt tilgængeligt på nettet til gavn for  forskere og offentligheden.

Projektet forventes at ”åbne” i 2008 og at stå færdig i 2017.

Nedenfor er Wilsons tale ved TED prisuddelingen, hvor han begrunder betydningen og vigtigheden af projektet. Se også den allerede etablerede side for Encyclopedia of Life, der indeholder en fin video-præsentation af, hvordan brugerfladen for leksikonet vil tage sig ud.

I en kort serie har jeg forsøgt at beskrevet psyken som grundfænomen. Dette er det fjerde og sidste indlæg. Første indlæg kan læses her.

Psyken tjener grundliggende en faciliterende funktion for organismens livsvirksomhed. Organismen er til omverden en interessant, der ved psyken til sin disposition optimerer sine overlevelsesmuligheder. Allokering af livsopretholdende og livsproduktive emner forudsætter adfærd. Adaptiv adfærd optimeres ved psykens mellemkomst derved, at organismen nu kan siges at blive guidet af omverdenen, der via sit layout byder en form for adfærd velkommen frem for en anden. Psykens udviklingshistorie er herfor tæt bundet til organismens evne for selvbevægelighed.

Lektor Niels Engelsted har bidraget med afklarende betragtninger og analyser af psykens mulkighedsbeingelser. Som greb i sine analyser anvender Engelsted begreberne interface og interspace. Hver af de to begreber udtrykker en distinkt værensform, der er bestemt ved den art af omverdensforbindelse organismen har mulighed for at indgå i. Forskellen mellem de to begreber vil blive forklaret ved konkrete eksempler. Planter tilhører klassen af såkaldte fotoautotrofe organismer, dvs. organismer, der sikrer deres eksistens ved fotosyntese. Omverdenen gør sit indtryk på planten i form af tilstandsændringer på dets blade og rødder eller interfaces. Ved adækvat stimulation igangsættes en biokemisk proces, der sikrer planten de nødvendige og tilstrækkelige næringsstoffer. Grænsefladen mellem organismen og omverdenen er fast bundet til organismens overflade, og det er heri interface-begrebet henter sin betydning, som en overflade, der danner fælles grænse for to elementer. Planter eksisterer følgelig ikke som psykiske eller spatiale organismer, idet de ikke overskrider sig selv. Objekter er ikke tilstede for planten; alene tilstandsændringer på dens interfaces forekommer. Engelsted kalder relationen for funktionel (modsat intentionel). Følgelig kan planten ikke tilskrives nogen from for selverfaring overhovedet.

Omverdenen træder først frem i de tilfælde, hvor organismen aktivt kan og må bevæge sig i rummet for at realisere en så tæt kontakt til objektet, at det kan indgå i et interface-forhold til objektet (gennem fordøjelsessystemet eller lign.). En sådan organisme siges at leve i interspace. Dette skyldes at organismen må konsumere andre organismer for at sikre sin overlevelse og da disse ernæringsemner ikke frit kaster sig i gabet på dyret, må det afsøge og opsøge dem.

Grænsefladen mellem organisme og omverden er nu flyttet ud mellem organismen og omverdenen og væk fra organismens egen overflade. Forbindelsen mellem organismen og omverdenen er nu ikke længere alene funktionel, men tillige intentionel i betydningen at være om noget. Ved intentionalitet forstår vi bredt, at den psykiske akt har et virkeligt intenderet korrelat i omverdenen.

Det er klart, at selvbevægelighed alene ikke driver psyken frem på evolutionens scene. Bevægelighed er opstået i tæt sammenhæng med fjernsansernes udvikling, hvorunder regnes visuel-, auditiv- og olfaktisk perception – modsat den haptiske sans. Disse sanser er særlige derved, at de rækker ud over organismen - modsat den haptiske sans. Fjernsanserne fungerer i rummet og er en hjørnesten i psykens udviklingshistorie i sammenhæng med selvbevægeligheden.

Modsat planten lever den selvbevægelige organisme i rummet og interessant nok også først nu i tiden. Kort beskrevet kan tiden eller temporaliteten beskues som en funktion af rummet. Er dyret i position a og det begærede objekt i position b beskriver relationen selvsagt et spatialt forhold. Det er imidlertid tillige et temporalt forløb, hvor position b også hører fremtiden til.

Fremtidighed og temporalitet i det hele taget fordrer, at organismen i en eller anden udstrækning netop har sigte på målobjektet i rummet og ikke alene registrerer dette noget, idet fysisk kontakt etableres på organismens yderste membran (som f.eks. planten).

I en kort serie vil jeg beskrive psyken som grundfænomen. Dette er det tredje indlæg. Første indlæg kan ses her og andet her.  

Lad mig vende tilbage til min sondring mellem objektet og genstanden. Jeg ønsker at præcisere, at jeg ikke taler for forestillingen om objektet eller verden som en særlig essens bag ved genstanden, der enten afficerer, dvs. påvirker mine forestillinger, eller re-præsenteres i og ved genstanden. Hvad vi ser og oplever korresponderer med, hvad der kan opleves, men det betyder ikke, at jeg oplever objektet i sit fulde væsen. Jeg plæderer for en realistisk erkendelsesposition: Der eksisterer korrespondens mellem erkendelse og det erkendte. Hvad vi erkender - sat under mulighederne og begrænsningerne af vores specifikke kropslighed - erkender vi sandt. Vores erkendelse er ikke absolut som, men kropsligt medieret og hermed partiel. 

At være menneske - frem for hund, mus, insekt eller et andet levende væsen - har betydning for, hvordan og hvad vi muligt kan erkende. Et helt basalt eksempel er, at vores hørelse kan opfange lydbølger i området mellem 20 til 20.000 Hz., mens en flagermus’ hørelse falder inden for området 1000 til 120.000 Hz. Et andet eksempel kunne være betydningen af vores oprejste gang: Da vores forfædre, ardipithecus ramidus, for godt 4.4 millioner år siden rejste sig på bagbenene, frigjorde de ikke alene forlemmerne og erhvervede sig et eleveret visuelt og auditivt point de vue; de fik i tillæg vertikaliteten som betydningsfuld orienteringsdimension. For dyr hvis længdeakse er parallel med jorden vil for og bag være den centrale orienteringsdimension, mens bipedale væsner, som os selv, med længdeaksen ortogonal til underlaget oplever en forstærket op-ned dimensionalitet. Vores optagethed af alskens rejsninger afspejler formentlig i lige grad en menneskelig som en kønnet dimension.

Det er selve evolutionens princip at organismer i stigende grad igennem tiden genspejler stadig større dele af verden. Genspejlingsgraden varierer i antal, nøjagtighed, omfang, specialisering, generalisering og kompleksitet. Menneske og dyr lever efter denne forståelse i den samme verden, men til dels i forskellige omverdener. Vi er bekendt med en sådan tankegang fra niche-begrebet. Karakteren og omfanget af genspejlede strukturer i verden er afhængig af menneskets biopsyke, der igen hænger uløseligt sammen med vores kropslige konfiguration, positur, specifikke sanseorganer; herunder sensibilitet, fysiologi m.m. Komplekse organismer lever således i mangfoldige omverdner og vise versa. 

Kroppen er en strategisk form, der på ydersiden gør forhold gribelige og på indersiden omverden be-gribelig. Vi er i vores sansers indretning og funktion specifikt og i vores kropslige konfiguration generelt et billede på verden og omvendt. Det er bl.a. denne sammenhæng – ved siden af den kulturelle - der betydningsstrukturerer vores omverden overhovedet. Tag som eksempel fuglens vinge, som i sit design i lige grad reflekterer fuglen som den omverden den fungerer i. Fuglens vinge, kropsform m.m. kan betragtes som tyngdekraftens, luftens, insekternes og de jordbundne rovdyrs komplementære svar.

Læs fjerde og sidste indlæg her.

I en kort serie af indlæg vil jeg beskrive psyken som grundfænomen. Dette er andet indlæg; første kan læses her.

Til beskrivelsen af psyken, som en genspejlende aktivitet hører, at korrespondensen ikke er altomfattende, men består i artsspecifikke snit af verden. Til det eksisterende kan regnes den uorganiske natur, den organiske psykiske natur samt summen af de menneskelige kulturelle frembringelser. Kun dele af det eksisterende eller verden er inden for den menneskelige sanse- og forstandsbaserede erkendelse. Det segment af verden, der er os tilgængelig, kan benævnes, omverden. Den for os erfarbare verden er omverdenen. Som situeret og sansende er mennesket rettet mod verden, men vel at mærke ikke i dens endeløse mangfoldighed: Vi åbner og er åbne for en verden i verden. Omverden repræsenterer det artsspecifikke snit af verden vi aktuelt og muligt genspejler.

I linie med disse betragtninger kan man tale om en sondring mellem h.h.v. objektet og genstanden. Objektet er tingen i-sig, mens genstanden netop er gegen-stand, dvs. stående overfor noget andet, nemlig organismen. Et særligt betydningsfuldt spring sker i naturens værensform, idet den organiske psyke erkender objektet som genstand. Prof. Emeritus Boje Katzenelson beskriver dette spring og bringer det i forbindelse med subjektbegrebet, når han skriver:

”I og med at en organisme erkender verdens objektkarakter, erkender den sig selv som havende subjektkarakter, dvs. som noget adskilt fra den verden den erkender. I og med objektets væren ”sat frem for” organismen, erkender organismen, at den også selv er ”et noget” eller et subjekt, som gennem skiftende perspektiver erfarer, at der findes ”et andet” eller et objekt adskilt fra det, og hvis konstante egenskaber er identificerbare via disse skiftende erfaringer med det.”

I denne første og primitive selverfaring, er organismen er sub-jektet, dvs. kastet under eller liggende under for genstanden. I denne forstand beror genstanden på, at den opfattes af subjektet; subjektet på, at den opfatter genstanden. Hegel, der vel har leveret det mest gennemførte bidrag til forståelsen af subjektet og objektet som bundet sammen i et dialektisk forhold, skriver:

”Med det Blik, som Mennesket ser paa Verden med, ser den på Mennesket”

Subjektiviteten er således betegnelsen for, at mennesket blues, vækkes, glædes, vredes eller andet under dette gen-syn. Subjektiviteten er kort bestemt subjektets private oplevelser ved dets relation til genstanden.

En neurokognitiv videnskab, der vil forstå den menneskelig bevidsthed må i tråd med denne forståelse ikke begrænse sig til at forklare, hvad sker i hjernen, men tillige, hvad sker for mennesket, hvis hjerne det er.

Se trejde del her.

Ref.:

Hegel, G. W. F. (1818). Forelæsning ved Tiltrædelse af Professoratet i Filosofi ved Berlins Universitet. København 1991.

Katzenelson, B. (1995). Bevidstheden: En oversigt. I: Psyke & Logos, 16, 265-266. København.

Jeg har i en tidligere post søgt at indramme selvbegrebet samt relaterede begreber vi bringer i brug, når vi tænker om os selv og andre. Jeg beskrev imidlertid ikke fænomenet, der overhovedet muliggøre selvet; nemlig psyken. Jeg vil i over en serie forsøge af beskrive dette grundfænomen, der er den centrale kvalitet ved liv.

Herhjemme er psyken efter inspiration fra den kulturhistoriske skole blevet beskrevet som evnen for genspejling af verden eller efter Herbert Spencer, som korrespondensen mellem organismen og dens verden. Begge bestemmelser, der naturligvis blot udgør et snit af de samlede forklaringsforsøg, søger at indramme organismes basale åbenhed for og rettethed imod omverden generelt og genstanden specifikt.

Det er vigtigt at bemærke, at omverden i organismens genspejlende aktivitet ikke nødvendigvis optræder som genstandsbilleder. Ofte vil de genspejlede strukturer optræde som fornemmelser, der ubevidst virker som signaler eller stimuli for organismen. Genstandsbilleder og en mere eller mindre distinkt subjekt-objekt spaltning er et væsenstræk kendetegnende for bevidstheden. Jeg skal vende tilbage til denne forskel senere. Her er det nok at slå fast, at bevidstheden udgør en underkategori til psyken.

Rettetheden repræsenterer et kardinaltræk ved psyken (og bevidstheden), og beskrives følgelig med henvisning til dens intentionelle struktur. Slagordsagtigt forstås herved, at psyken altid er om noget. Indsigten i denne kvalitet ved psykens væsen skylder vi for store dele Husserl, der under betegnelsen fænomenologi øvede en erkendelse af erkendelsen . Inspireret af sin lærer, Brentano, så Husserl en ny indgang til de klassiske filosofiske spørgsmål og problemer bundet til netop forestillinger om psykens væsen. Selv henførte Husserl sine studier til bevidstheden, men analyserne har for store dele lige gyldighed for psyken. Brentano havde anvendt intentionalitetsbegrebet som en demarkationslinje mellem det psykiske og det fysiske: Det psykiske var modsat det fysiske kendetegnet ved at henvise til noget andet end sig selv. Husserl videreudvikler ideen og opdeler bevidsthedens oplevelsesstruktur bipolart: (A) Intentio (også kaldet noesis og cogitatio) er den pol hvorfra oplevelsen udgår. Dette er, hvad vi kan kalde selve bevidsthedsakten, der kan antage flere forskellige modi: perception, forestilling, ønske, vurdering, fantasi m.m.. (B) Intentum (også kaldet noema eller cogitatum) udgør heroverfor den pol eller det objekt bevidstheden er rettet imod. De to momenter i bevidstheden skal ikke opfattes som uafhængige. Intentio er rettet mod intentum i og med at intentum retter intentio ind mod sig. Enhver sondring mellem uafhængige endsige en indre og ydre oplevelsesgenstand er meningsløs. Vi bør herfor snarere skelne mellem oplevelsens inder- og yderside. Oplevelsens yderside er de perceptioner vi har af omverdenen, mens oplevelsens inderside er summen af de selvoplevelser, vi samtidig hermed erfarer.

Læs anden del her.

Serien er uddrag fra min kandidatafhandling, der kan hentes i sin fulde længde via dette link.

The Bradshaw Foundation har på deres hjemmeside en meget fin grafisk præsentation af menneskets oprindelse og migration startende fra år 160.000 f. Kr. Modellen inkludere samtidig store klimaændringer og deres dramatiske effekt på “bestanden”.

Jeg har tidligere skrevet  om Claudia Mitchell, der blev subjekt for banebrydende resultater indenfor tankekontrollerede kunstige proteser. Bag denne bedrift ligge mange års grundforskning. En af pionererne indefor dette felt er prof. Miguel Nicolelis fra Duke University, der har lykkedes med at vise, hvordan en abe kan kontrollere en robotarm og løse specifikke opgaver alene ved tankens kraft. For at nå til dette resultat har teamet omkring  Nicolelis først kortlagt og afkodet abens hjerneneelektriske informationsstrøm parallelt med, at den styrede en robotarm via et joystick. Denne information kortlagde korrespondancen mellem specifikke bevægelser og specifikke mønstre i hjernesignalet. Herefter fjernede man koblingen mellem joysticket og robotarmen; tilbage var nu alene koblingen mellem de elektriske signaler i abens hjerne og robotarmen, som aben nu kontrollerede ved sine intentioner.  

Se aben og hør Nicolelis’ egen beskrivelse af sit arbejde nedenfor - mindblowing stuff!

Evolutionslæren som videnskabelig teori er under angreb fra de såkaldte kreationister. Kritikken har givet anledning til endog megen debat - især i USA - og affødt en bølge af ateistiske testamenter i Darwins forsvar, hvoraf de mest kendte tæller bidrag fra Richard Dawkins, Sam Harris og Daniel Dennett. Pennen er imidlertid blevet så spids, at disse “New Atheists” kritiseres for dogmatisk retorik og for at stå i spidsen for en bevægelse, der ikke blot søger at forsvare evolutionslæren, men i lige grad at bekæmpe tro overhovedet.  

Tilbage i 2006 præsenterede National Geograhic resultaterne og overvejelserne fra et forskerhold, der havde foretaget en opgørelse over i hvilken grad forskellige nationer mener, at mennesket nedstammer fra tidligere arter; 32 lande indgår i opgørslen og Danmark er iblandt (tryk på grafen for større billede).

Afhængig af ens perspektiv indtager dansken en flot andenplads i troen på evolutionslæren - kun overgået af Island. Alene 14% af den voksne Amerikanske befolkning mener vi nedstammer fra aberne - kun overgået af Turkiet.

Det skal blive spændende at følge hvilket tanke-dyr der overlever striden. Med mindre de da ligefrem lever i skjult symbiose.

Som en hel række andre medier bringer Politiken i dag en historie om chokoladens vidunderligheder. Ifølge en britisk  neuropsykolog, Dr. David Lewis, skaber chokolade en længere nydelse end et kys og fordoblede samtidig forsøgspersonernes hjerterytme - og det i særlig grad, hvis man lader chokoladen smelte på tungen… Resultatererne er tilsyneladende fremkommet ved at måle EEG og hjerterytme på britiske par, når de  h.h.v. kysser og spiser chokolade.

Jeg skriver tilsyneladende, da resultaterne ikke er blevet publiseret noget sted og i øvrigt ikke er tilgængelige. Mind Lab er en kommerciel orienteret forskningsenhed, der tilbyder PR-orienteret forskning, der ifølge deres egne ord kan bane vej til populære medier. Den aktuelle undersøgelse over chokoladens effekt er netop sådan en bestillingsopgave for chokoladefabrikanten Cadbury.

Kommercialiseringen af forskningen er uundgåelig og i nogen sammenhæng nødvendig og nyttig. Det er samtidig evident, at dette forhold stiller ekstra krav til medierne i forhold til at skelne mellem solide resultater og udokumenterede bestillingsopgaver. Samtidig bør man overveje om særlige standarter omkring dokumentation og gennemsigtighed ikke bør gælde for al aktivitet, der præsentere sig som forskning.

Vi anvender i dagligdagen begreber om os selv og hinanden som ‘jeg’, ‘person’, ‘ego’, ‘identitet’ og ’selv’ uagtet at det ville være vanskeligt at redegøre for nøjagtigt, hvorved disse familære begreber adskiller sig fra hinanden. Fælles er de om at indramme relativt stabile træk i psyken, men hvad er særligt for dem hver især, anskuet fra et psykologisk perspektiv?

Lad mig starte med egoet, der for for mestendels en upersonlig instans i psyken, der varetager de styrende og regulerende funktioner. Egoet har som bekendt særlige bånd til den psykoanalytiske tradition, i hvilken den tjener en medierende rollen mellem driftspresset og de internaliserede idealer og normer således, at en handledygtig og realitetsbaseret omgang med omverden kan opretholdes. Om end et dynamisk begreb er mit ego ikke noget jeg identificerer mig med. Egoet henviser oftest til strengt kognitive funktioner.

Personbegrebet her over for bestemmer den enkeltes placering indenfor et sociokulturelt felt. Denne bestemmelse går tilbage til Lockes distinktion mellem menneske og person, hvor sidstnævnte tilskrives moralske egenskaber og forpligtelser. Personbegrebet er i denne forstand primært en juridisk term.

Identitetsbegrebet sigter imod det forhold, at vi hver især udgør en bestemmelig enhed i tid. Identitet følger deraf, at jeg er den samme i morgen som jeg er i dag. Ret beset har identitet intet at gøre med, hvordan jeg oplever mig selv eller hvordan jeg rent faktisk er, men at jeg for mig selv og min omgangskreds handler, tænker og føler med en vis grad af konsistens over tid.

Hvorledes positionerer selvet sig nu overfor disse begreber?  Med selvet henviser man vanligvis til en stærkt oplevelse af ejerskab, afgrænsning og agens. Oplevelsesmæssigt er jeg mig selv på en måde jeg aldrig vil være min person eller ego. Det er mig (selv), der oplever og føler dette eller hint. Samtidig har jeg en privilegeret, unik og personlig indgang til disse oplevelser, som jeg nok kan dele med andre, men som i en meget basal forstand er mine alene. Mit selv har her ud over en grænse, der starter ved kroppen undertiden kan inkludere det tøj jeg har på eller det redskab har arbejder med. Afgørende er, at selvet altid har en grænse, der markerer et skel til alt det som er ikke-selv. Endelig er det mig, der handler. Selvet er som jeg senere skal underbygge tæt bundet op på subjektet som agent i verden. Selvet er dybt personligt; det har alt at gøre med hvordan jeg har det og hvordan jeg lever mit liv og retter mig ud mod min omverden. På disse måder er selvet forskellig fra de øvrige begreber listet ovenfor og essentielt at udbygge vores viden om.

Kontrær til den gængse forestilling er det vindende fodboldholds tilhængere mere aggressive og orienteret imod vold end det tabende holds støtter. Det er konklusionen på en undersøgelse af et forskerteam fra Cardiff Universitet, der har interviewet 197 mandlige rugbyinteresserede, der frekventerede byens station. Man fandt samtidig en sammenhæng mellem aggression og øget alkoholindtag efter kampen. Endelig viser det sig at nederlag og uafgjort sænker oplevelsen af glæde mens sejr imidlertid ikke øger samme.

Man kan forestille sig, at en øget testosteron produktion, der i tidligere studier er blevet associeret til sejrs-oplevelser, er del af årsagen til den aggressive tendens ved det vindene hold. Under alle omstændigheder må en frustrations-hypotese som forklaring på aggression (i denne sammenhæng) revurderes.

Det er håbet, at man med denne type undersøgelser kan blive bedre til at dæmme op for hooliganisme og volden, der ofte følger i dens kølevand.

Undersøgelsen er publiseret i ’Criminal Behaviour and Mental Health‘

Hvordan kommer vi til at opleve samhørighed med andre mennesker, hvordan evner vi at attribuere mentale tilstande og kapaciteter til andre samt at anticipere og forklare handlinger, der ikke er vores egne? Nye forskningsresultater peger mod et neuralt grundlag for intersubjektiviteten.

Følgende post er et uddrag fra mit speciale omkring selvoplevelse. Afhandlingen kan hentes i sin fulde længde via dette link.

På universitetet i Parma lagde et hold af neurofysiologer ledet af Vittorio Gallese og Giacomo Rizzolatti sidst i 90′erne grunden for, hvad Ramachandran (2000) har profeteret vil være af samme betydning for psykologien som opdagelsen af DNA’et fik for biologien. Opdagelsen består i en identificering af en ny klasse af neuroner først lokaliseret i macaque abens premotoriske cortex klassificeret som F5. Få år tidligere havde holdet fundet at samme område var aktivt ved intentionelle og målorienterede operationer udført ved h.h.v. håndens og mundens arbejde. I opfølgende studier opdagede man, at samme klasse af neuroner var aktive hvis aben blev holdt i en passiv observerende rolle til lignende handlinger udført af en anden end den selv (Rizzolatti & Arbib, 1988). Neuronerne var ikke indstillet eller rettet mod genstandene, men mod vores målrettede og meningsfulde omgang med samme. Forskerne fandt med andre ord, at den selv samme handling, der resulterede i et givent neuralt fyringsmønster, når aben udførte den, omtrent altid ville resultere i det samme mønster, hvis aben så en anden udføre samme handling. Neuronerne blev i overensstemmelse med deres mimende egenskaber døbt spejlneuroner (mirror neurons).

Fadiga (her efter Motluk, 2001) var den første til at sandsynliggøre lignende neuroner i menneskehjernen ved at forfølge formodede motoriske følgeprocesser til neuronaktiviteten. Fadiga målte sine forsøgspersoners muskelspændingsniveau under observation af en anden persons handlinger. Han fandt, at under sådanne observationer var de muskler i forsøgspersonen svagt aktiverede, som var identiske med den uafhængigt handlende persons spændingsmønster. Hvor disse resultater gav formodning om spejlneuronernes eksistens i mennesker, var de imidlertid tavse om deres lokalisering.

En cerebral lokalitetsbestemmelse blev foretaget af holdet omkring Rizzolatti til Brocas område, der sammen med Wernickes område menes at være af største betydning for vores sproglige kapaciteter. Opdagelsen er yderligere interessant idet Brocas området betragtes som analog til F5 området i abehjernen, der associeres med den motoriske kontrol over hånden (Rizzolatti & Arbib, 1998). Det synes evident at nævnte, at resultaterne er af betragtelig interesse for undersøgelser og overvejelser over alle former for social eksistens, interdependens, intersubjektivitet, empati, kommunikation og selvoplevelser.

Med disse fund synes en vigtig neural base for en empatisk evne at vise sig. Det overraskende ved disse nye fund er ikke så meget at sådanne mekanismer eksisterer, som den grad af almenhed de synes at besidde. Det filosofiske problem om det fremmedpsykiske afmystificeres i en mimisk kropslig rationalitet. Kroppen er et levende udtryk der ved hver en bevægelser danner form, indhold og udtryk til et givent forsæt. Vi er til stadighed udleveret til og indfoldet i hin-andens mål og med; vi er hinandens udleverede. Relationen etableres og forløber som beskrevet udenom vores vilje og bevidsthed; samkvemmet kommer bag på og forud for os i mødet som en suveræn fordring.

Som nævnt er det menneskelige sprogcenter i hjernen, Brocas område, analog i sin anatomiske lokalisering til F5 i aben, som også anses for den fylogenetiske forløber herfor. Et interessant sammentræf. Hvad kan disse neuroner, hånden og sproget have med hinanden at gøre? Rizzolatti og Arbib (199 foreslår, at spejlneuronerne har fungeret som katalysator mellem en given virksomhed og en formidlende eller kommunikerende relation artsfæller imellem. Kommunikation hviler i grunden på en delt forståelse afsender og modtager imellem. Modtageren må være opmærksom på kommunikationen, og afsenderen må vide at modtageren er åben for og evner en sådan udveksling. Spejlneuronerne kan vel tænkes at sætte os i stand til at imitere andres bevægelser (inkl. kompleks gestik og vokaliseringer) og nå en indre forståelse af deres bevæggrunde. Den første dialog var formentlig ikke nogen dialog som vi vanligvis forstår det, men en synlig empatisk kropslig spejling mellem to artsfæller. Spejlingen åbenbarede for begge væsner, at en fælles forståelse var etableret.

Nogle af de ovennævnte personer optræder i dette videoklip,
der giver en introduktion til opdagelsen.

Referencer:

Motluk, A. (2001). Read my mind. I: New Scientist, No2275. London.

Ramachandran, V. S. (2000). MIRROR NEURONS and imitation learning as the driving force behind “the great leap forward” in human evolution. I: Edge, http://www.edge.org/documents/archive/edge69.html

Rizzolatti G., Camarda R., Fogassi M., Gentilucci M., Luppino G. and Matelli M. (198 “Functional organization of inferior area 6 in the macaque monkey: II. Area F5 and the control of distal movements”. I: Exp. Brain Res. 71: 491 507.

Rizzolatti, G. & Arbib, M. (1998). Language within our grasp. I: Trends in Neuroscience, vol. 21.

Magasinet Psychotherapy Networker  fejre sit 25 års jubilæum og har i den forbindelse stillet spørgsmålet, “hvilke psykoterapeuter har igennem de sidste 25 år har øvet størst indflydelse på din praksis”. Det svarede over 2500 terapeuter på fortrinsvist beskæftiget som socialrådgivere (social workers) (34.7 %), professionelle rådgivere/ terapeuter (21.1%) og psykologer (16.6 %). Det kom der følgende liste ud af:

1. Carl Rogers
2. Aaron Beck
3. Salvador Minuchin
4. Irvin Yalom
5. Virginia Satir
6. Albert Ellis
7. Murray Bowen
8. Carl Jung
9. Milton Erickson
10. John Gottman

Når man opgjorde respondenternes metodisk udgangspunkt i deres daglige praksis svarede op mod 96 %, at de anvendte flere forskellige orientering i deres terapeutiske tilgang (eklektisk). Hyppigst anvendt er kognitiv adfærdsterapi, som 68.7 % af de adspurgte anvender. Omring 50 % benytter sig af systemisk orienteret terapier. 41.4 % anvender, hvad de benævner mindfulness-terapi. Psykoanalytisk og psykodynamisk psykoterapi bliver anvendt af  35.4 % mens 31 % trækker på en klient-centreret/ humanistisk tilgang.

Hvordan står dette til det danske billede? Jeg er ikke bekendt med en dansk undersøgelse af, hvem terapeuter herhjemme føler sig mest inspireret af, men i Hougaards bog fra 1998, ‘Psykoterapiens hovedtraditioner’ refereres der til en dansk undersøgelse af psykoterapeuters praksis, foretaget af bl.a. Erik Friis Jørgensen i 1997: 157 danske psykoterapeuter fordelte sig på følgende måde, hvad angår hovedtradition: Psykoanalyse/psykodynamisk terapi: 79 %. Humanistisk terapi: 32 %. Kognitiv terapi og adfærdsterapi: 13 %. Systemorienteret terapi: 18 %. Esben Hougaard konkluderer på disse tal, at det er rimeligt at tale om fire almindeligt anvendte psykoterapeutiske hovedtraditioner på dansk grund, eller måske fem, hvis man inkluderer en eklektisk gruppe, idet så mange som op til 42 % af de danske terapeuter så ud til at anvende sig af mindst to hovedtraditioner.

Et anderledes billede, som jeg er overbevist om er markant ændret i dag. Kognitiv adfærdsterapi har en langt større andel i dag og gruppen, der vil bekende sig til en eklektisk tilgang er langt større end tallet fra 1997.

Den fulde artikel fra Psychotherapy Networker inklusiv beskrivelser af de forskellige terapeuter kan læses her.

Et netværk af kunstige nerver opbygges i en Schweizisk supercomputer. Målet er at opbygge en komplet computerbaseret model af den menneskelige hjerne, celle for celle. Projektet blev skudt i gang i 2005 af EPFL (The Ecole Polytechnique Fédérale de Lausanne) og IBM under overskriften, Blue Brain. Ambitionen, at bygge en model over hjernen, der vil fungere nøjagtigt som den menneskelige hjerne, er måske den største opgave noget team af videnskabsfolk nogensinde har stillet sig selv, inklusiv kortlægningen af det menneskelige genom. Programmet, der skal simulere hjernen understøttes af en af verdens kraftigste supercomputere leveret af IBM, den såkaldte Blue Gene. Aktuelt er over 10.000 chips forbundet i et netværk, hvor hver enkelt chip via komplekse beregninger fungere som én enkelt neuron. Med hjernens over 100 milliarder celler synes projektet absurd og dødsdømt på forhånd, men projektets leder, Henry Markram, forventer at præsentere en komplet fungerende model i årene umiddelbart efter 2015. Det er forskernes ambition med Blue Brain, at løse det klassiske spørgsmål om, hvordan bevidstheden opstår fra stoffet. Skulle projektet bærer frugt, vil man samtidig råde over en model, der kan reproducere funktioner det virkelige organ og underkastes eksperimenter man ellers ikke ville kunne udføre samt bekræfte eller afkræfte forskellige teorier og hjernens funktion. I bevægelsen mod en komplet simulering af den menneskelige hjerne begynder forskerne med en simulering af en lille del af rottens hjerne, cortical column, som mennesket også indeholder. Og det synes at virke; den simulerede del opfører sig som sit virkelig modstykke.
Jeg synes det her er virkelig virkelig vildt. Hvis projektet lykkedes, og det tror jeg det gør før eller siden, vil systemet opnå bevidsthed og liv, som vi for store dele forstår det. Hvordan skal man forholde sig til en kunstig skabt bevidsthed, der realiseres via 10.000 computere distribueret over et par fodboldbaner? Hvilke rettigheder vil skulle gælde for en sådan bevidsthed? – og vil man overhovedet kunne forsvare at udføre eksperimenter på et oplevende system? Og hvad hvis det slap løs? Vi er nogle der husker Skynet fra The Terminator …

For en god og uddybende beretning om projektet læs Spiegels artikel her

The Brain Recource Company har for nylig lanceret en kognitiv test, som de har udviklet i samarbejde med  Alliance for Aging Research. Selskabet tilbyder interesserede at måle deres hukommelse, evne til at processere og kontrollere kompleks information, koncentrationsevne, sprogevner (engelsk!) samt ens evne til at processere emotionelt materiale. Testen er annonym og gratis indtil 14. maj 2007 og tage omkring 40 minutter at gennemføre.

Inden man kan begynde, skal man dog hente et program ned, der understøtter testen. Når man har gennemført alle 
prøverne bliver testresultatet tilsendt en via mail. Raporten kan eksempelvis se sådan ud (ikke min!):

The Brain Rescource Company understreger at testen er et screenings redskab, der ikke kan eller bør anvenders til at stille diagnose, behandle, forebygge  eller helbrede nogen form for sundhedsproblemer.

Der er endvidere vigtigt at bemærke, at testen er udviklet til engelsksprogede, hvilket vil komprimitere dens validitet i forhold til personer med dansk som modersmål.

Er du stadig interesseret, finder du adgang til testen her (kassen i højre side af skærmbilledet).

Et team af forskere fra USA har isoleret en gruppe af gener, der tegner til at være af afgørende betydning for udviklingen af bipolar lidelse (manio-depressiv sygdom) og særligt de maniske episoder. Forsøgene er gennemført på mus, der via genmanipulation har fået fjeret en gruppe af gener, de såkaldte ‘klokkegener’ (clock genes), der er styrende for den cirkadiske (daglige) rytme i musens mangefacettede biologiske processer. Klokkegenerne er for mus såvel som for mennesker regulerende for, hvornår vi er vågne, spiser, kropstemperatur, hormonniveauer, blodtryk, hjerteaktivitet m.m.  Uden klokkegenerne var musene hyperaktive, de sov mindre, udviste større risiko-betonet adfærd  samt øget sensitivitet ovefor belønnings-effekter af stoffer som kokain og sukker.  Symptomerne bærer en slående lighed til den mani, som personer med bipolar lidelser kan opleve. Forskerne forsøgte dernæst af behandle musene for deres mani-ligende symptomer med litium, der er et stemningsstabiliserende psykofarmaka, der ofte anvendes i den medicinske behandling af bipolar lidelse. Efter stabil behandling med litium opnåede størstedele af musene et normalt adfærdsmønster. Endelig gav forskerne musene det tabte klokkegen tilbage, men alene til den specifikke region i hjernen, hypothalamus, der huser de såkaldte dopamin-celler. Dopamin er et neurotransmitterstof, der er associeret med hjernens “belønningssystem”, der sørger for, at aktiviteter, som tilfredsstiller menneskers fysiske og emotionelle behov, bliver belønnet med en lystfølelse, hvilket gør, at man får en trang til at gentage aktiviteten f.eks. madlavning, at dyrke sex m.m. Ved injektionen af klokkegenet i hypothalamus vendte musene også tilbage til et normalt adfærdsmønster.

Herved har man underbygget klokkegenets centrale betydning for adfærden via dets rolle i reguleringen af  dopaminudskillelsen for specifikke områder i hjernen. Samtidig har man nu en mere komplet model for, hvordan manier kan opstå, hvilket er af afgørende betydning for udviklingen af effektive behandlingsmetoder.

Psykologer fra Harvard, Gray et al, har undersøgt i hvilken udstrækning vi tilskriver andre levende væsner mentalt liv og bevidste oplevelser.

Eksisterende undersøgelser indenfor ‘mind perception’, ’social kognition’, ‘theory of mind’ og hvad man ellers benævner dette studiefeldt, har alene undersøgt i hvilken grad andre væsner tilskrives et sind (mind). Hvorvidt vurderinger vedrørende andres mentale liv rettelig involvere flere dimensioner er ikke blevet undersøgt forud for dette studie.

Den aktuelle undersøgelse blev gennemført som et net-baseret survey, hvor over 2000 mennesker deltog. I undersøgelsen blev deltagerne bedt om at vurdere 13 forskellige karakterer parvist op mod hinanden for hvem der i særlig grad (på en fem-punktsskala) kunne tilskrives kvaliteter såsom sult, frygt, skam, selvkontrol, moral og omtanke. Karakterne talte et 7 uger gammelt foster, et 5 mdr. gammelt spædbarn, en 5 år gammel pige, en voksen mand, en voksen kvinde, en mand i koma, testpersonen selv, en frø, en hund, en chimpanse, en død kvinde, Gud og endelig en robot.

Deltagerne blev også bedt om, at afgive en række personlige vurderinger og handletilbøjligheder i forhold til karakterne. Det være sig, hvem de bedst kunne lide, hvem de i en livstruende situation ville søge at redde, hvem de helst ville glæde, hvem de synes skulle straffes i fald de havde forudsaget en andens død og endelig, hvem de personligt ville pines mest over at skulle forudsage skade.

Ved den efterfølgende analyse (faktor-analyse) fandt forskerteamet, at bestemmelsen af en given karakters mentale
liv blev vurderet på to overordnede dimensioner, som de benævnte h.h.v. ’oplevelse’ og ‘agens’.  Til dimensionen ‘oplevelse’ hører kvaliteter som sult, frygt, smerte, velbehag, vrede, lyst/ drift, personlighed, stolthed, skam og lykke. ‘Agens’ dækker over kvaliteter som selv-kontrol, moral, hukommelse, følelser, planlægning, kommunikation og tænkning. Dimensionerne er uafhængige således, at en karakter kan vurderes høj på ‘oplevelse’ men lav på ‘agens’ og visa versa. I skemaet nedenfor er de forskellige karakterer sat ind som de blev vurderet på disse dimensioner.

Som det fremgår vurderes spædbarnet højt på ‘oplevelser’, idet det tilskrives følelser o. lign., men lav på ‘agens’, idet det ikke tilregnes motiver og planlagte målrettede handlinger. Dette er interessant nok stik modsat vurderingen af Gud.

De personlige vurderinger blev også sammenholdt med de fremkomne
dimensioner. Dette viste en sammenhæng mellem positiv indstilling og velvillighed og høj placering på begge eller een af dimensionerne. De øvrige vurderinger havde imidlertid ikke ligende sammenfald på
de to dimensioner: Hvorvidt vi tilskriver andre mennesker agens har betydning for, om vi holder dem ansvarlige for deres handlinger og udgør som bekendt også i almindelig retspleje betingelsen for, hvorvidt en person kan dømmes for en given handling. Karakterer placeret højt på oplevelses-dimensionen var ikke genstand for ligende ansvarligholdelse, men affødte derimod en beskyttertrang.

Det er interessant at bemærke at de to kategorier af vurderinger er sammenfaldende med Aristoteles’ skelnen mellem moralske agenter (hvis handlinger kan dømmes moralsk agtelige eller uagtelige) og moralske patienter (der kan være genstand for moralsk agtelige eller uagtelige handlinger).

Det er undersøgelsens fortjeneste at sandsynliggøre, at vores
vurderinger af andres mentale liv er afhængig af to dimensioner
og at disse samtidig har betydning for hvilke moralske domme
vi fælder over pågængende.

Stress er blevet en tilstand som rigtig mange mennesker lider svært under. Samtidig koster det op mod 10 mia. kr. om året for det danske samfund i form af sygemeldinger, indllæggelser og pensionsudbetalinger m.m. Dette er baggrunder for, at man ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Århus påtænker at tilbyde stressramte østjyder omkostningsfri behandling for deres stress-lidelse. Leder af Arbejdsmedicinsk Klinik, Jens Peter Bonde, udtaler til Århus Stiftstidende:

“Vi rammer et udækket behov, hvor folk ikke selv skal have pungen op af lommen. Vi har hidtil kun kunnet tilbyde at stille en diagnose på stress her på Arbejdsmedicinsk Klinik. Meningen er, at vi nu også vil være problemknuser og samle op på, hvordan patienterne kommer videre.”

Man kan kun hilse tilbuddet velkommen og håbe, at det kan danne model for tiltag på nationalt plan.

Subkortikal hjerne-stimulation eller Deep Brain Stimulation (DBS) et betegnelsen for et neurokiririsk indgreb, hvor en hjerne-pacemaker implanteres under kragebenet med strømførende elektroder ført dybt ind i specifikke områder af hjernevævet.  Indgrebet er på eksperimentel basis blevet praktiseret siden 1999 i USA. Indgrebet er til dato hyppigst blevet bragt i anvendelse overfor personer, der lider af epilepsi eller parkinsons sygdom, men har også været forsøgt ved svær depression, tourettes syndrom samt obsessiv-kompulsiv tilstand.

WIRED bragte for nylig en enestående artikel forfattet af en mand med parkinson, der undergik BDS. Artiklen er en gribende og informativ indføring i en enkelt mands oplevelse med en meget svær sygdom samt hvordan man helt konkret gennemfører et sådan indgreb.

Parkinson sygdom er en neural betinget degenerativ lidelse, der rammer centralnervesystemet og som bla. viser sig ved rystelser, stivhed, vanskeligheder forbundet med bevægelse, talevanskeligheder, hukommelsesbesvær, depression og svigtende initiativ.  Det er en central hypotese, at parkinson forudsager celledød i substantia nigra , der er ansvarlig for produktionen af det essentielle neurotransmitter-stof, dopamin. Uden tilstrækkelig dopamin, vil man begynde at frembyde symptomer svarende til de ovennævnte. Desværre kan man ikke behandle tilstanden med kunstigt at tilføre dopamin, da det ikke kan krydse den såkaldte blod-hjerne barriere, der beskytter hjernen imod bakterier o.lign. Istedet medicinerer man med Levodopa, der er et dopamin-ligende stof, der er småt nok til at krydse barrieren.  Levodopa er hjælpsom, men langt fra en effektiv behandling og giver selv anledning til en række bivirkninger. Ved DBS omgås den svigtende dopamin-produktion ved at føre elektroder direkte ned i et område kaldet den subthalamiske kerne (se billedet overfor), der er særligt associeret med motor control (bevægelse), tænkning, følelser og læring. Ved at sende små elektriske impulser ind i den
subthalamiske kerne genvider sygdomsramte ofte store dele
af deres førelighed, humør, sproglige evner m.m. Behandlingen kan  er ingen helbredelse idet den neurale degeneration fortsætter og med tiden vil slå igennem med sin kendte symptomatologi.

Et hold af neurologer har i en række forsøg vist, at de med relativ stor sikkerhed kan aflæse personers handleintentioner. Teamet ledet af John-Dylan Haynes  fandt ved hjælp af hjernescanninger (fMRI) og komplekse statistiske analyser, at diskrete forskelle i neurale aktivitetsmønstre lokaliseret i frontallapperne  kunne bestemmes OG knyttes til specifikke intentioner.

I eksperimentet blev forsøgsdeltagerne bedt om for sig selv af deslutte sig for, hvorvidt de ville addere eller subtrahere to tal, som blev præsenteret efter de havde truffet deres valg. Kort tid herefter blev forsøgspersonen præsenteret for en responstarvle med i alt fire tal, hvoraf de to udgjorde summen af h.h.v. additionen og subtraktionen. De to øvrige tal var tilfældige.  Alle tallene var tilfældigt placeret på tarvlen og skiftede vilkårligt position fra regneopgave til regneopgave. Forsøgspersonen blev herefter instrueret i, at tykke på en een af fire knapper, der matchede resultatet af deres anvendte regneoperation (og afslørede herved deres tidligere intention).  Forskerne var interesseret i deltagernes hjerneaktivitet efter de havde truffet deres valg m.h.t. regneoperation men før tilsynekomsten af de to numre, der skulle regnes på. Det viste sig, at specifikke aktivitetsmønster i områder af den præfrontale cortex forudsagde med 70 pct.s sikkerhed, hvorvidt forsøgsdeltageren, hvade besluttet sig for at addere eller subtrahere.

Der er endnu meget langt til at kunne forudsige mere komplekse handleintentioner, men bevægelsen er utvivlsomt sat igang imod at kunne aflæse folks intentioner, tilbøjligheder, tanker, drømme osv. Applikationerne er vidtstrakte: Forfinede løgnedetektorer, tankekrontrollerede computere og maskiner til hjælp for os alle og måske især fysisk handicappede . Fik du forresten set Minority Report?

Indgang til forskningsartiklen her

Det er ikke ualmindeligt, at betragte h.h.v. spiritualitet og religiøsitet som generisk knyttet til samme kilde. Men antager vi at kraften fra kilden strømmer fra mennesket selv og undersøger vi de personlige karakteristika, der knytter sig til de nævnte kategorier brydes uniformiteten.

En amerikansk og polsk forsker undersøgte for nylig 375 mennesker i et amerikansk samfund for deres tros-orientering og sammenholdt dette med en række personlighedstests. Forskerne skelnede mellem subjektiv spiritualitet og traditionsorienteret religiøsitet og fandt, at de to grupper var endog meget forskellige, når det kom til specifikke personlighedstræk. Det viste sig, at personer orientet imod traditionsorienteret religiøsitet oftest er mere politisk højreorienteret og autoritære i deres samfundssyn. Samtidig scorede de højere på samvittighedsfuldhed og altruisme. Gruppen bestående af de åndelige og spirituelle tilhængere er ikke i samme grad knyttet til en særlig politisk observans; med en lille tendens til det venstreorienterede. De udmærker sig endvidere ved et mere antiautoritært samfundssyn og på mål for udadvendthed, venlighed og åbenhed overfor nye ideer.

Der synes således at ligge forskellige livsanskulser bag en h.h.v. spirituel og eksempelvis en kristen eller islamisk trosorientering.

Artiklen kan læses i sin fuld længde her.

Hvorfor leder voldsomme og livstruende oplevelser til post traumatisk stress (PTSD) ved nogle mennesker og ikke hos andre? Svaret skal ifølge en ny undersøgelse findes i omstændigheder omkring de uheldsramtes tidlige opvækst. Et hold forskere ledet af Karestan Koenen har siden deres fødsel i 1972-73 og med få års mellemrum fulgt 1037 personer fra New Zealand.
Ved en alder af 32 blev deltagerne spurgt om, hvorvidt de havde haft særligt voldsomme eller truende oplevelser (239 personer svarede bekræftende herpå) og om de efterfølgende havde udviklet symptomer forenelige med PTSD (det havde 35 personer).
På baggrund af det samlede datamateriale fandt forskerholdet, at en række bestemmelige faktorer øgede risikoen for at udvikle PTSD i kølevandet på et svært traume: Svær uligevægt hos moderen under graviditeten, Lav IK i barndommen, tidlige adfærdsforstyrrelser, tidlig tab af omsorgsperson samt et kaotisk og ustruktureret opvækstmiljø. Faktorerne er kumulative sådan, at et sammenfald af flere risikofaktorer øget den samlede sårbarhed.
Forskerne anbefaler bl.a. på baggrund af deres resultater en øget opmærksomhed på udviklingshistorien for voksne med PTSD samt deres kognitive og emotionelle karakteristika når traume-fokuseret psykoterapi igangsættes.

Den første til at fremstille en samlet model for den
typiske sorgproces var J. Bowlby. Han formulerede i 1961 en fire-fase model, hvor den sorgramte gennemløber sorg, savn, fortvivlse og reorganiserng i nævnte rækkefølge. Bowlbys arbejde lagde grunden til den mere kendte model af Elisabeth Kübler-Ross. Hun præsenterede i bogen ‘On Death and Dying’ fra 1969 sin teori om sorgens fem faser. Modellen var oprindeligt udviklet ud fra observationer af personer, der var ramt af en dødelig sygdom, men mentes applicerbar til tab af et barn, en partner eller endog ved skilsmisse. Det var Kübler-Ross’ observation, at disse mennesker gennemløb i alt fem stadier i et typisk, men ikke nødvendigvis fast forløb. De fem stadier er fornægtelse,vrede, købslåen, sorg/ depression og endelig accept.Der har siden formuleringen af de to modeller verseret megen debat om de enkelte fasers gyldighed, den foreslåede sekvens samt betydningen af ikke at have gennemløbet samtlige faser.Nu foreligger der for første gang en stor videnskabelig undersøgelse af fase-teoriens antagelse.Undersøgelsen udkom for nyligt i ’Journal of the American Medical Association’ og kan læses her i sin fulde form.
Forskerteamet ledet af Paul K. Maciejewski anvendte følgende indikatorer: Fornægtelse, savn, vrede, depression og accept. I alt 233 individer, hvis partner for nyligt var gået, bort deltog over en 3-årig periode. ved afslutningen af studiet konkluderede forskerne at fase-teorien er en ganske god model for det
typiske sorgforløb.
Undersøgelse viste samtidig, at fornægtelse når sit højeste punkt efter en mdr., hvorefter det falder. Savnet stiger stødt og når sit klimaks ved fire mdr., hvorefter det falder. Vrede er på sit højeste efter fem mdr. og depression topper ved 6 mdr. Accept er markant tilstede fra begyndelsen, men stiger i dominans som tiden går.

Givet at de negative sorg indikatorer typisk når deres højeste punkt 6 mdr. foreslås det, at særlige foranstaltninger bringes i værk for de personer, der ikke oplever samme forløb.

Moderne videnskab og teknologi bringer os hastigt i retning af en sammensmeltning af menneske og maskine - hvis du var i tvivl. Vi er allerede fortrolige med pacemakere, insulinpumper, kontaktlinser og høreapparater. Teknologiske produkter, der alle fungerer som en integreret funktionel del af den biologiske organisme og som vi enten ikke kan leve uden eller som kompensere for svigtende biologiske kapaciteter. I denne forstand er cyborgs allerede en socioteknisk realitet. 

Claudia Mitchell (jf. billede ovenfor), en ung amerikansk kvinde, der mistede sin arm i en motorcykelulykke, er i centrum for en nyudvikling indenfor proteser, der for alvor bekræftiger dette forhold. Qua den stigende evne til at afkode signaler fra det område i hjernen, hvorfra impulser til bevægeapparatet udgår og udviklingen af sensorisk feedback fra neurale proteser, kan Mitchell ved tankens kraft kontrollere sin kunstige arm og opleve tryk, materialers tekstur og temperatur via protesen  (Kilde: The Guardian).

 Jeg har tidligere skrevet om undersøgelser, der sammenligner forskellige nationers tilfredshedsmål. I den sammenhæng bonnede danskerne ud som det mest tilfredse folk i verden. 

Nu viser en ny UNICEF-rapport om børnetrivsel i de rige lande, at også de danske børn har det generelt godt sammenlignet med børn i andre lande. I 21 lande er børns trivsel indenfor seks forskellige kategorier blevet undersøgt, og Danmark ligger på en samlet tredjeplads. Kun i Holland og Sverige har børn det bedre end her.

UNICEF-rapporten “An Overview of Child Well-Being in Rich Countries” er til dato den første af sin slags, der giver et overordnet, samlet billede af børn og unges trivsel i de industrialiserede lande. Rapporten viser, at de europæiske lande ligger i den bedste halvdel med Holland, Sverige, Danmark og Finland helt i top.

UNICEF har undersøgt børns trivsel inden for seks forskellige hovedkategorier – materiel velstand, sundhed og sikkerhed, trivsel i skolen, forhold til familie og venner, risikoadfærd samt børnenes egen vurdering af deres trivsel. Og for hver hovedkategori er der undersøgt mindst tre forskellige indikatorer. Det kan for eksempel være teenagegraviditet, relativ fattigdom, skolekundskaber og brug af rusmidler. I alt er der undersøgt 40 forskellige indikatorer på børnetrivsel.

En af rapportens overraskende konklusioner er, at Danmark og Norge ikke ligger højt placeret sammenlignet med de øvrige lande, når det gælder børns trivsel i skolen. Tre indikatorer er undersøgt, blandt andet børnenes faglige niveau i læsning, matematik og naturvidenskab, og her ligger Danmark på en 19. plads. UNICEF har taget data fra en PISA-undersøgelse fra 2003, og tallet er derfor ikke nyt. Det nye ved denne rapport ligger i omfanget af de indikatorer, der er målt på, der giver landene et bredere perspektiv at se på børnetrivsel i  (Kilde: Unicef Danmark).

Måske noget af forklaringen på denne placering skal findes i synspunktet fremsat i denne post.

Tabellen nedenfor viser de enkelte landes indbyrdes placering på de undersøgte parametre. En lys blå markering viser en placering i den bedste tredjedel, en mørkere blå en placering i midten af feltet og endelig en dyb blå en placering i den dårligste tredjedel (tryk på tabellen for et tydligere billede).

Hvorfor er hollandske børn så tilfredse? Ifølge Professor i udviklingspsykologi Paul Vangeert har holland altid været en nation, der satte børnene i centrum. Han peger på den tolerante og åbne kommunikation, der eksisterer imellem forældre og børn i holland og på det forhold, at skolen ikke yder det samme pres på børnene som man finder i andre i-lande.

I en interessant artikel trykt i New York Magazine fortæller psykolog Carol Dweck fra Stanford universitet om dramatiske effekter ved forskellige former for anerkendelse i forhold til et barns evne til at tackle udfordringer. Et hold af forskere ledet af Dweck bad i deres forsøg en stor gruppe børn løse en række små opgaver. Hvert barn blev efter opgaven var løst anerkendt for enten deres intelligens ( “You must be smart at this”)  eller for deres indsats (”You must have worked really hard”).

Effekt var slående: Børn der var blevet rost for deres indsats valgte efterfølgende hyppigere en vanskeligere test end den oprindelige, når de havde mulighed for det - blev mindre opgivende og triste overfor en opgave de ikke kunne løse - og klarede sig endeligt bedre på den oprindelige test, da de blev præsenteret for den igen.  

I modsætning hertil tenderede gruppen af børn, der var blevet rost for deres gode begavelse imod, at vælge en lettere test, når de havde mulighed for det - at opleve større mismod og opgivenhed ved opgaver de ikke kunne løse - at klare sig generelt dårligere ved andet forsøg på den oprindelige test.

Læren her må være, at ved at fremhæve barnets indsats opnår han en variabel, der er under hans kontrol. Børn der spejles på deres indsats kommer til at se dem selv som bestemmende for deres egen succes, mens et fokus på barnets naturlige intelligens fratager det dets oplevelse af kontrol og stiller det samtidigt forsvarsløst overfor oplevede vanskeligeder.

Jeg tænker af samme grund, at en understøttelse af barnets selvværd og selvfølelse er et sundere indhold for samspillet mellem barn og voksen end den resultatbundne opbygning af dets selvtillid.